Kapitel i Danmark i 1980'erne, Redigeret af Jakob Holm og Ole Knudsen, Forlaget Forum (2003)


80'ernes tid

Benny Lautrup

Tiden går! En overfladisk almindelighed næsten uden indhold. Og alligevel er tidens gang, denne oplevelse af noget uimodståeligt fremadskridende, aldrig blevet rigtigt forklaret af naturvidenskaben. St. Augustin sagde allerede i det femte århundrede: ``Hvad er tid da? Hvis ingen spørger mig, så ved jeg, hvad det er. Hvis jeg ønsker at forklare det til den, som spørger mig, så ved jeg det ikke.''

Naturvidenskaben lægger tiden ud i rummet som en linie, der kan overskues fra den ene ende til den anden. Ethvert tidsrum kan opdeles og opdeles i mindre og mindre stykker, men vi ved ikke, om der findes et mindste tidsrum, et tidsatom der ikke vil lade sig dele. Selve det magiske og matematiske `nu', denne skæring mellem det der var før og det der kommer efter, forsvinder mellem fingrene.

For det praktiske menneske er nuet et tidsrum, hvis størrelse afhænger af perspektivet. Det mindste tidsrum, vi kan blive bevidste om, ligger på lidt under et halvt sekund, men set fra enden af et langt liv kan dage, uger, måneder, endog år, opfattes som nuer. I geofysikkens langsynede tekster bliver årmillioner til nuer, kun afbrudt af tilfældig tegnsætning, som den meteorit der satte punktum for dinosaurerne. Og med historiens omvendte teleskop for øjet bliver et tiår som firserne til et nu, hvis funktion set fra fremtiden måske blot er at adskille de socialt bevidste halvfjerdsere fra de egocentrerede halvfemsere.

Nuerne fødes af hinanden i en lang ubrudt kæde fra det allerførste nu, som videnskaben kalder Big Bang. Tidligere århundreders deterministiske ideer om, at hvert eneste nu var en ufravigelig og nødvendig funktion af det foregående, er blevet afløst af en blødere indeterministisk forestilling om, at tilfældigheder spiller en afgørende rolle. Ikke blot for historien, men også for den biologiske, kulturelle og individuelle udvikling. Det var måske uundgåeligt, at den personlige computer kom frem i 80'erne, men at det blev IBM's koncept, der endte som industriens standard, fortaber sig i indefrosne tilfældigheder, i lighed med vores femfingrede hånd, der skyldes en ældgammel biologisk tilfældighed frosset inde i det humane genom.

Men hvor kommer tilfældighederne fra? Tilfældigheder tager en vis tid, der også kan findeles og findeles, indtil det tilfældige går i opløsning og bliver til forklaring, som når havarikommissionen analyserer en flyveulykke og fremlægger en ubrudt deterministisk kæde af årsag og virkning. Meteorologerne må se misundeligt til, når selv deres fineste computere ikke formår at danne sammenhængende årsagskæder for vejrforudsigelser, fordi deterministisk kaos driver dem af sporet. I sidste ende forekommer egentlig indeterminisme kun i atomernes kvantemekaniske verden, hvor ingen nok så mikroskopisk tidsopdeling af en begivenhed kan identificere de skjulte parametre og give en udtømmende forklaring. Det er nok her, man skal søge oprindelsen til den `fri vilje', denne forunderlige evne til at handle uforklarligt, som verden og vi selv synes at besidde.

Det var i 80'erne, computeren gik fra at tilhøre forskningen, militæret og bankerne og blev til personligt legetøj for os alle. I 70'erne var 60'ernes besværlige hulkort blevet afløst af nemme grønne skærme med forbindelse til massive centrale computere, men bag dem stod en elitær hær af ingeniører, operatører og programmører. Denne mur af uigennemtrængelig teknisk kompetence omkring dyre maskiner gemt bort bag låste døre blev i begyndelsen af 80'erne smadret af en lille maskine, som enhver kunne have på sit skrivebord. Ægteskabet mellem mand og maskine blev nu fuldbyrdet hjemme i nattens mulm og mørke mellem manualer, programmer, kaffe og cola, og med uhæmmede drømme om vækst fra garage til international koncern.

Drømmene blev til virkelighed, for nogle. En ung amerikaner, Bill Gates, fik tilfældigvis fat i et styreprogram, skrevet af ukendte programmører, og videreudviklede det gennem 80'erne i symbiose med IBM til det grafiske styresystem Windows, der i dag har gjort ham til en af verdens rigeste mænd. Nu er han kun truet af monopollovgivningen og et gratis styresystem, Linux, skabt af en anden ung mand, finnen Linus Thorvald. Public domain programmer, som frit stilles til rådighed for enhver og videreudvikles af alverden, er i modsætning til gammeldags industriel profit baseret på tanker om intellektuel åbenhed og gavmildhed, tanker der for software også havde deres oprindelse i 80'erne. Det er endnu for tidligt at sige, om denne sympatiske ideologi til sidst vil vinde. For tiden minder det mest om den uløselige strid mellem religiøse overbevisninger.

Prisen på den personlige computer nåede ikke at falde meget i 80'erne. En PC kostede dengang omkring 50,000 kr, hvilket cirka svarede til halvdelen af prisen på en ny bil eller en tiendedel af prisen på et mindre hus. Det var dyrt og lidt syndigt for de, som havde råd. Straffen kom hurtigt i form af forældelse. Hvem havde drømt om, at den dyrt anskaffede computer tre år senere måtte bæres ned i skraldespanden, fordi ingen ville have den. I håbet om, at nogen ikke har opdaget det, tilbyder småannoncer i dagbladene stadig brugte computere til priser, der ofte ligger i nærheden eller over nyes.

Elektroniske regneark og bogholderiprogrammer blev nogle af de første kommercielle successer ud over selve styresystemet. Nu kunne enhver lille handlende lægge præcise budgetter og føre sine egne bøger på en for skattevæsenet betryggende måde. Men i 80'ernes eufori over den forøgede kontrol, som en PC gav mulighed for, lå også kimen til den bundliniefikserede økonomistyring, der kom til at skamride 90'ernes virksomheder og deres ansatte. Selv det offentlige gik ikke fri. Jurister og økonomer bevæbnede med PC'er og regneark kunne nu fra skrivebordet udbrede den hierarkiske ministerielle regeltænkning til hospitaler, skoler og universiteter, ofte med kaos og tab af faglig effektivitet til følge.

På den videnskabelige front blev den personlige computer en gave til laboratorier, forskere og studenter. Medens computerens tidlige historie selv havde været en del af frontforskningen, kunne forskningen nu hægte sig på en udvikling, der i højere grad kom til at være præget af underholdningsindustriens behov end forskningens egne. Computeren for folket viste sig også at være computeren for forskerfolket. Fra en enkelt prøvende PC i 1983, har ethvert laboratorium og universitetsinstitut nu mindst en PC per medarbejder. Centrale supercomputere er i dag næsten forsvundet ud af billedet. Som en karikatur af den vestlige samfundsudvikling er `adelige' supercomputere blevet afløst af et `folkestyre' af sammenkoblede PC'er.

Egentlige netværk af sammenkoblede computere tog også deres udgangspunkt i 80'erne, i begyndelsen finansieret af det amerikanske militær. Senere kom forskningstunge organisationer med og henimod slutningen af 80'erne var internettet en realitet, selv om det endnu kun indeholdt af størrelsesordenen titusinde adresser, som man typisk modtog på en enkelt fil. Den hastige vækst af internettet forældede dog hurtigt denne metode, og den blev erstattet af en procedure, hvorigennem en computer kan forespørge de andre på nettet, om en bestemt adresse kendes. Denne metode bruges stadig og fungerer godt, selv om internettet i dag er udbygget til flere hundrede millioner adresser.

Ud over denne aktive udveksling af adresseoplysninger, var kommunikationen i 80'erne præget af nogle få temmelig passive brugerprogrammer, typisk telnet som fjernterminal og ftp til filoverførsel. Email var også mulig og skabte allerede dengang en ny skriftlig subkultur midt i den ellers så brev- og telefondominerede verden. Medens fjernterminal og filoverførsel krævede adgang til de andre computere, kunne man med email sende breve til enhver bruger på andre computere uden at have et password. Tanken om, at internettet også aktivt kunne befordre adgang til public data, som skulle stå til rådighed for enhver bruger, kom først til i 80'ernes allersidste år.

Ideen om WorldWide Web blev fostret af programmøren Tim Berners-Lee på det europæiske forskningslaboratorum CERN i Genève, hvor også den første egentlige browser blev udviklet i 1992. I takt med udviklingen af grafiske brugerflader kunne man nu med et klik få adgang til data på den anden side af kloden. Ingen anden enkelt ide har så hurtigt fået afgørende indflydelse på den globale kultur som tanken om public data, selv om den ligger i lige forlængelse af de ældgamle ideer om offentligt tilgængelige biblioteker.

Bogtrykkerkunsten befordrede overgangen fra en kultur båret af individer til en kultur forankret i biblioteker, og muliggjorde præcis vidensoverførsel mellem mennesker fjernt fra hinanden i både tid og rum. Internettets enorme database anses allerede nu for sammenlignelig med datamængden i alverdens biblioteker og udvikler sig stadig. Men i modsætning til de statsdrevne biblioteker er der ingen kontrol med internettets indhold. Det er stadig lige så anarkistisk som i 80'erne og har indtil videre med held modsat sig ethvert forsøg på at indføre den politiske korrektheds normer. Web'et er i dag et billede på verdens mangfoldighed på godt og ondt. Der er både røvere og soldater, tyveknægte og politi, slyngler og hæderlige, og så alle de mange, hvis hovedinteresse er sex. Internettet har det hele, og vi er kun ved at lære at begå os der, som vi har lært at begå os i den fysiske verden.

Alle teknologiske nyskabelser er janushoveder med to ansigter. På den ene side findelte 80'ernes personlige computer tiden i mikrosekunder, der hvert kunne bruges til at udføre et regnestykke, som ellers ville tage minutter for et menneske. På den anden side medførte det en forventning om kortere menneskelig responstid på alle slags opgaver. Besynderligt nok har computeren derfor ikke ført til en mere rationel arbejdsdeling og større frihed til glæde for alle, men i stedet påduttet os langt flere opgaver. Den personlige computer har uden tvivl ført til en gevaldig individuel produktivitetsforøgelse, men prisen har været stress og tab af arbejdsglæde. Internettet har bidraget til, at ethvert individ som en anden hjemmeside rammes af flere `hits' per dag end nogensinde tidligere, med nervesammenbrud og udbrændthed som uundgåelige konsekvenser.

Hvad internettet kan udvikle sig til, er ganske ukendt. Nye ideer om net-computere, der samarbejder på tværs af kloden om at løse alverdens opgaver, ligger i tråd med de kunstige neurale netværk, som blev udviklet i 80'erne og 90'erne. Vores egen hjerne udgør også et netværk af samarbejdende celler, som individuelt hverken kan tænke eller er bevidste, men som hver bidrager til kollektivets `sjæl'. Er det muligt, at et aktivt og højt forbundet globalt internet kan udvikle en form for kollektiv bevidsthed, der langt overstiger, hvad den enkelte computer bidrager med. Formodentlig vil et vist mål af egentlig indeterminisme være nødvendigt, men som resultat kunne nettet få `fri vilje' og blive essentielt uforudsigeligt. Kun tiden vil vise det.