`" Kunstig intelligens, kunstig filosofi\thanks{Kronik i Berlingske Tidende, cirka 1992.}

Kunstig intelligens, kunstig filosofi1

Benny Lautrup

I en af min barndoms bøger kunne man læse, at det var umuligt at rejse til Månen. Ikke teoretisk umuligt, men praktisk umuligt, fordi det ville kræve en raket lige så stor som Rådhustårnet. Forfatteren kendte alt til de raketter, der blev fremstillet under Anden Verdenskrig, og til de små hop på ethundrede kilometers højde, de kunne gøre. Ikke i sin vildeste fantasi kunne han forestille sig, at det lå inden for den teknologiske rækkevidde at foretage hoppet til Månen. Men raketten blev bygget tyve år senere og blev faktisk lige så stor som Rådhustårnet.

Kunstig intelligens har samme problem. De intellektuelle rejehop, som nutidens computere kan udføre, er for intet at sammenligne med den enorme databehandling, der foregår i den menneskelige hjerne. Vi er absolut ikke imponerede af nutidens computerintelligens. Men at påstå, at det aldrig vil blive muligt at skabe kunstig intelligens, er lige så dumt som at puste i et glas vand og derefter konkludere, at en storm i Atlanterhavet ikke er mulig. Vi ved simpelthen ikke, hvad en computer med en helt anden arkitektur og en milliard gange større regnekraft end nutidens stærkeste computere vil kunne formå.

Indtil for få år siden var forskningen i kunstig intelligens så godt som udelukkende koncentreret om algoritmer, ekspertsystemer eller programmer som gennem manipulation af symboler skulle efterligne de mentale processer, vi kalder intelligente. Det er klart, at en efterligning af den materielle virkelighed ikke er det samme som virkeligheden. Man bliver ikke våd af et regnvejr på biografens lærred, og man slår sig ikke ihjel, når flysimulatoren falder ned. Men det kan være anderledes med de immaterielle mentale processer. En efterligning af tankevirksomhed kan være uskelnelig fra ``virkelige'' tanker. Filosofferne er uenige med hinande på dette punkt, men den ærlige holdning må være, at vi ikke ved, om det er sådan, eller ej.

I de senere år er der kommet et nyt element ind i forskningen i kunstig intelligens. I stedet for at opfatte symbolmanipulation ved hjælp af algoritmer som en universel model for mentale processer, koncentrerer forskningen sig nu mere om den måde, tanker faktisk bliver til i levende væsener. Det drejer sig ikke så meget om, hvordan nervecellerne virker - det tager neurofysiologerne sig udmærket af - men om hvordan de myriader af elektrokemiske signaler, der uafbrudt krydser rundt i hjernen, gennem deres samspil bliver til mentale processer, tanker. En efterligning af hjernens signalbehandling synes at have en langt bedre mulighed for at føre til kunstig intelligens end algoritmisk symbolbehandling, men det ærlige svar er igen, at vi ikke ved det, endnu.

I Berlingskes kronik fra den 15. juli beretter Ole Fogh Kirkeby og Torben Tambo om de vanskeligheder, som kunstig intelligens har med algoritmisk symbolbehandling, samtidig med at de ignorerer de senere års udvikling. De antyder, at forskningsmidlerne til kunstig intelligens er spildt, at det videnskabelige grundlag er uholdbart, og ender denne enøjede kritik med et forsøg på at sprætte maven op på al naturvidenskab.

De drømmer nemlig om at skabe en alternativ videnskab om mennesket, hvis `grundprincipper ikke primært består i eksperiment og lovopstilling, men i såkaldt introspektion'. De mener, at `vi har sandheden gemt inden i os, fordi vi selv er sandheden', at `sand viden om den indre og ydre natur kun formidles gennem indlevelsen, fordi samhørigheden er forudsat'. Og de foreslår, at `dagligdagssproget kan levere materialet og redskabet for en anden type erkendelse', en erkendelse som kunsten og religionen allerede har lagt grunden til.

Det er jo dejligt, at de kan fortælle os, hvordan vi opnår sand viden om naturen, hvad enten den er indre eller ydre. De fleste naturvidenskabsmænd vil ydmygt holde sig langt fra den slags bombastik. For naturvidenskab drejer sig langt mere om, hvorledes vi kan tale om naturen, end om naturens ``sande'' selv.

Sproget er et centralt element i al naturvidenskab. En gazelle eller en gepard ved en masse om naturen, men det er ikke naturvidenskab. Udgangspunktet for udveksling af iagttagelser og tanker om naturen er dagligsproget, og til at begynde med evner vi kun at tale jævnt med hinanden og forudsætte at blive forstået. Dagligsproget indeholder ikke på forhånd alle de begreber, som er nødvendige for at tale om naturen eller for den sags skyld om samfundet eller mennesket. Nye fænomener bliver opdaget og kræver nye navneord til at benævne dem og nye udsagnsord til at beskrive det, de kan og gør. Dagligsproget er levende, foranderligt og udvikler sig hørligt fra år til år.

Udviklingen af naturvidenskaben, specielt fysikken, har ført dens sprog langt væk fra det sprog, der tales på gaden og i aviserne. Det er paradoksalt, at samtidig med at naturlovene får udvidet deres gyldighedsområde, bliver det antal mennesker, som faktisk forstår deres fulde dybde mindre og mindre. Det, der gælder for alle, forstås af (så godt som) ingen!

Det er blandt andet denne beklagelige, men vistnok uundgåelige distancering af videnskabens sprog fra dagligdagens, som har åbnet døren for alternative modeller for den mærkværdige orden, naturen frembyder. Det er i tomrummet mellem gyldigheden og forståelsen af naturlovene, alternativismen sniger sig ind. Astrologi er så meget enklere at forstå end astrofysik, healing så ligetil sammenlignet med medicin, og telepati så meget mere spændende end telefoni. Det gør sig så meget bedre på caféerne med en ny følsom videnskab end med den gamle, ufølsomme. I de fleste af disse alternative verdensbilleder er der desuden forbud mod at stille spørgsmål om deres indre logik og sammenhæng, eller blot at være skeptisk overfor påstandene. Så det er unægteligt lettere at være troldmand end videnskabsmand.

På denne bølge af populistisk alternativisme rider nu også Kirkeby og Tambo. De vil afskaffe den fæle objektivisering i naturvidenskaben og erstatte den med den mere ``menneskevenlige'' introspektion. Lad os skue ind i vore egne hoveder og der opdage sandheden om den indre og ydre verden. Vi ved jo det hele i forvejen. Det lyder for mig som en afart af tressernes omtågede livsfilosofi: Tune in and drop out.

Lige så lidt som vi ved, hvad frøens øjne fortæller frøens hjerne, ved vi heller ikke, hvad andre menneskers sanser fortæller deres hjerner. Men på samme måde som gazellen og geparden er enige om jagtens virkelighed, kan vi blive enige med hinanden om, at der ligger fænomener uden for os selv, som vi vil kalde virkelige. Hvis vi afskaffer denne virkelighed ved at sige, at det hele jo foregår inden i hovederne på gazellen og geparden, så må vi indføre et nyt begreb for at dække det, de er enige om, nemlig jagten.

På samme måde som videnskabens sprog er groet ud af dagligsproget, er den videnskabelige metode groet ud af den sunde fornuft, som praktiske mennesker besidder. Håndværkere, købmænd, ludere og lommetyve er i en vis forstand videnskabens fædre. De ved, at det der privat foregår inden i hovedet på mennesker, er ret ligegyldigt, fordi det kan være en suppedas af subjektive hallucinationer. Objektiviseringen i videnskaben er uundgåelig for at eliminere den subjektive tåge, det enkelte menneskes hjerne vader rundt i. Som en god kogebog sigter videnskaben mod at etablere et sprog, der tillader at give opskrifter på, hvordan man kan eksperimentere med naturen, og derved selv overbevise sig om, at den faktisk gør det, der bliver sagt om den.

Videnskaben er en aktivitet, hvorved menneskeheden kollektivt og systematisk forsøger at filtrere virkelighedens signaler ud af den buldrende støj af drømme, subjektive forestillinger og hallucinationer, som det enkelte menneskes hjerne er fyldt af. Det har taget os århundreder at nå så langt. Lad os ikke nu begynde at gå baglæns.

Spekulationer, der ender i negative konklusioner, bliver næsten altid gjort til skamme. Filosofiske programerklæringer ligeledes. Fra naturvidenskaben ved vi, at naturen altid overrasker os med fænomener, ingen filosof havde forestillet sig. Filosofien er i langt højere grad naturvidenskabens bogholder, end den er dens fornyer.

Naturligvis er en videnskab om mennesket mulig, men den skabes ikke ved at afskaffe objektiviteten og erstatte den med navlebeskuende introspektion. Kun gennem objektiviseringen kan vi sikre os mod at blive fyldt med løgn eller dø af blindtarmsbetændelse under en healers pendul. Det er rigtigt, at der stadig er store uafklarede spørgsmål omkring forholdet mellem iagttager og det iagttagede, mellem krop og sjæl, mellem individ og omgivelser, mellem partikel og univers, men det berettiger ikke til at fylde tomrummet op og erstatte den sunde fornuft med tryllekunster og humbug.


Footnotes:

1Kronik i Berlingske Tidende, cirka 1992.


File translated from TEX by TTH, version 3.00.
On 1 Dec 2002, 20:14.