Møde mellem videnskab og spiritualitet

Benny Lautrup
Niels Bohr Institutet

Den 3. oktober mødtes Hans Hellighed den fjortende Dalai Lama med en gruppe forskere fra Niels Bohr Institutet og andre særligt indbudte til en diskussion om videnskab og spiritualitet. Mødet, der blev holdt på Institutet, var kommet i stand på Dalai Lamas foranledning og varede 2 timer. I denne artikel vil jeg nedfælde nogle af de tanker, som dette møde gav anledning til hos mig.

Dalai Lama havde før diskussionen foreslået to emner, han gerne ville diskutere. Det første emne angik forholdet mellem subjekt og objekt, mellem ånd og stof. Det andet handlede om mulige forbindelser mellem den subatomare fysik og buddhistisk filosofi og metafysik. Som oplæg til diskussionen havde vi modtaget en artikel af Dalai Lama med titlen Meeting-Points in Science and Spirituality. Artiklen er det indledende foredrag fra en konference om Other Realities afholdt i Òstrig i 1983. Institutet svarede tilbage med en artikel af Niels Bohr fra 1960 med titlen The Unity of Human Knowledge. Det blev aftalt, at mødet ikke skulle refereres. Når jeg derfor i det følgende omtaler buddhistiske synspunkter, bygger jeg næsten udelukkende citater fra Dalai Lama's artikel og kun ganske lidt på, hvad han sagde.

I buddhistisk filosofi anses stof og ånd at være helt separate størrelser. Stoffet eksisterer adskilt fra den ånd, der erkender og dominerer det. Men selv om stoffet har en uafhængig materiel eksistens, er det dog i den yderste grænse afhængigt af den ånd, der imputerer1 det. I modsætning til den solipsistiske anskuelse, hvorefter stoffets manifestationer kun er fænomener i iagttagerens sind, anerkender buddhismen altså, at stoffet har en selvstændig, men dog afhængig eksistens. Dalai Lama mener, at dette måske svarer til den videnskabelige beskrivelse af iagttagerens rolle.

Dalai Lama opfatter naturvidenskabsmænd som stoffets forskere og sig selv som åndens. Den almindelige opfattelse blandt naturvidenskabsmænd er, at der simpelthen ikke er plads til begrebet `ånd' i den naturvidenskabelige verdensanskuelse. Begrebet forekommer da heller ikke i nogen af de fysikbøger, jeg har læst. Stoffets forandringer er enten bestemt ved deterministiske lovmæssigheder, som i den klassiske mekanik, eller indeterministiske på en veldefineret måde, som i kvantemekanikken. I den klassiske beskrivelse spiller iagttageren ingen principiel rolle: Iagttagelsens vekselvirkning med det iagttagne kan reduceres til forsvindende størrelse. I kvantemekanikken er alle vekselvirkninger styret af virkningskvantet, også de vekselvirkninger, som en iagttagelse nødvendigvis medfører. Iagttagelsens indflydelse på det iagttagne kan derfor ikke reduceres til ubetydelighed.

Skillefladen mellem iagttager og det iagttagne, den skilleflade henover hvilken iagttagelsen foregår, er det sted, hvor fysikken kommer nærmest på begrebet `ånd'. Selv om man kan analysere iagttagelsens natur og derved flytte skillefladen længere ind, måske ind gennem måleinstrumenterne, ind i iagttagerens sanseorganer og videre ind i hans hjerne, kan man tilsyneladende aldrig slippe helt af med en sådan skilleflade, fordi det er på denne skilleflade, iagttagelsen får mening. Den irreducible kvantemekaniske vekselvirkning mellem iagttageren og det iagttagne fører os lukt ind i det filosofiske spørgsmål om meningen med `mening'. Hvad andet end den bevidste menneskelige ånd kan afgøre, hvad meningen med en iagttagelse er?

Det må nok betragtes som en grundlæggende antagelse i alt naturvidenskabeligt arbejde med hjernen, at ethvert udtryk for den menneskelige ånd har en fysisk parallel i neurale processer i hjernen. Den menneskelige ånd udtrykkes altid ved hjælp af det motoriske apparat på en eller anden måde. Selv det mest subtile digt er nedskrevet af en hånd eller læst op af en stemme. Vi ved, at det motoriske apparat styres af neurale signaler fra hjernen, men vores viden om oprindelsen af disse signaler i hjernen fortaber sig ret hurtigt. Ikke desto mindre vil de fleste naturvidenskabsmænd sikkert medgive, at selv de subtileste tanker også har en parallel i neurale processer, der i det mindste i princippet kan iagttages.

Den grundlæggende antagelse går altså ud på, at ånd er en konsekvens af stof, og ikke omvendt. Ðnd er en kollektiv effekt af mange nervecellers indbyrdes vekselvirkning. I fysikken kendes mange eksempler på kollektive effekter, som opstår i komplekse systemer med et meget stort antal enkeltdele. En bølge på havet er et kollektivt fænomen, som opstår på grund af mange vandmolekylers vekselvirkning med hinanden under påvirkning af tyngdekraften. Ingen af de enkelte vandmolekyler har egenskaben `bølge', men tilsammen udgør de en bølge. Livet er en kollektiv effekt, som opstår i vekselvirkningen mellem molekyler, der ikke selv er levende. Kultur er en kollektiv effekt af den sociale vekselvirkning mellem individer. Der er derfor intet i vejen for, at man kan forstå den menneskelige ånd som en kollektiv effekt af vekselvirkningen mellem et utal af nerveceller, der hver for sig ikke har ånd. Hvad der mangler, er en forståelse af, hvorledes de velkendte vekselvirkninger mellem nerveceller kan give anledning den kollektive effekt, vi kalder ånd; men med den grundlæggende antagelse, at stoffet giver anledning til ånd, og ikke omvendt, er der i det mindste håb for at forstå selv denne gåde.

Man kan gøre følgende tankeeksperiment, som måske ikke er ret langt fra virkeligheden. Lad os sende et rumskib til Mars og lad det foretage videnskabelige målinger af stoffets sammensætning på overfladen af denne planet. Målingerne registreres på et medium, men videresendes ikke til Jorden. Hvis nu rumskibet har den egenskab, at det kan konstruere andre frit bevægelige, komplekse maskiner af de på Mars forhåndenværende materialer, og hvis disse maskiner selv kan konstruere flere af samme slags som sig selv efter analyse af det lokale stof, så er der sat en selvforstærkende proces i gang, som ikke vil stoppe lige med det samme. Den vil være baseret på iagttagelser, gjort af maskinerne. Vil det give iagttagelserne mening? Vil disse maskiner have ånd?

Dalai Lama stillede mig et lignende spørgsmål på mødet. Det er svært at svare på sådanne spørgsmål, fordi vi ved så forfærdelig lidt om de lovmæssigheder, der styrer komplekse systemers opførsel. Men hvis vi ikke anser det nødvendigt med en guddommelig forklaring på den menneskelige ånd og i stedet anser den for at være en egenskab ved stoffet, så må svaret være, at det er muligt, og at der ikke er nogen tydelig grund til, at disse maskiner ikke skulle have ånd.2

Forskellen på den buddhistiske anskuelse og den her fremlagte naturvidenskabelige anskuelse ligger altså i, at buddhisterne ser ånden som et fænomen, der eksisterer uden for materien, medens naturvidenskaben anser ånden for at oprinde i materien. Dette giver en meget stor forskel i opfattelsen af den fri vilje.

For buddhisterne er der intet problem med den fri vilje, fordi ånden dominerer stoffet. Fri vilje kommer til udtryk ved valg mellem flere muligheder. Et valg - for eksempel mellem at gå til højre eller venstre - er en fysisk handling afstedkommet af det motoriske apparat og må derfor, uanset verdensanskuelse, være afstedkommet af neurale signaler til musklerne. Men da der er forskel på de signaler, der bestemmer, om der skal gås til højre eller venstre, må der alt andet lige et eller andet sted i hjernen ske en påvirkning af stoffet fra den ånd, der dominerer, og altså foretager valget. Med andre ord, stof må på et eller andet, måske mikroskopisk, niveau kunne påvirkes af ånd.

Fra et naturvidenskabeligt synspunkt er denne tankegang højst problematisk. Hvis ånd kan påvirke stof, og selv om denne påvirkning er mikroskopisk, må det være muligt at omgå de kausale lovmæssigheder, der er hele fysikkens indhold. Selv om omgåelsen kun sker på et statistisk niveau, er der intet til hinder for at konstatere den. Fri vilje må nødvendigvis resultere i handlinger - ellers er den ligegyldig, og handlingers resultater er iagttagelige.

For fysikken er der flere veje ud af dette dilemma. Man kan søge tilflugt i den kvantemekaniske indeterminisme og sige, at i den yderste konsekvens vil afgørelsen mellem to ellers ligeværdige muligheder for handling ligge i en kvantemekanisk fluktuation. Men herimod taler, at de processer, der foregår i nervecellerne, er af en ret så makroskopisk karakter. Nerveceller er temmelig ufølsomme overfor små variationer i de impulser, de modtager fra andre nerveceller, hvilket derfor antyder, at ånd er et klassisk, altså ikke kvantemekanisk, fænomen. De kvantemekaniske fluktuationer gør hverken fra eller til. Man kan måske endda bruge dette argument til at begrunde, hvorfor det er nødvendigt at beskrive alle eksperimenter ved hjælp af klassiske begreber. Hjernen har ingen direkte erfaring med kvantemekanik.

En anden flugtmulighed ligger i at henvise den fri vilje til (klassisk) deterministisk kaos. I et deterministisk, men kaotisk system, kan submikroskopiske forskelle mellem begyndelsestilstande lede til makroskopiske forskelle mellem sluttilstandene. Nervecellernes ufølsomhed overfor små variationer i deres input synes dog igen at drage forklaringen i tvivl.

Den forklaring, som jeg selv synes er mest troværdig tager sit udgangspunkt i begrebet beregningsmæssig irreducibilitet. Et dynamisk system er beregningsmæssigt irreducibelt, hvis der ikke findes nogen beregningsmæssigt kortere vej, hvorved den til en given begyndelsestilstand svarende sluttilstand kan findes, end at lade systemet gennemløbe den givne dynamiske proces. For eksempel er en universel computer beregningsmæssigt irreducibel, fordi der ikke findes noget program, der på kortere tid kan finde resultaterne af alle andre programmer end simpelthen ved at eksekvere dem. Hjernen er uden tvivl mindst lige så generel som en universel computer, og derfor også uden tvivl beregningsmæssigt irreducibel. Det betyder, at hverken vores egen hjerne eller andres hjerner vil være i stand til at forudsige resultatet af de myriader af deterministiske processer, der foregår i hjernen. Hjernen kan altså være mikroskopisk deterministisk uden samtidig at være makroskopisk forudsigelig hverken for sig selv og andre. Uforudsigelighed er i næsten alle henseender lige så godt som fri vilje, omend det efterlader en vis følelse af afmagt.

Buddhismen opererer med tre niveauer af bevidsthed. I den vågne tilstand har vi den `største' bevidsthed, i drømmetilstanden er bevidstheden mindre, men mere subtil, og i den drømmeløse søvn opleves den mest subtile bevidsthedstilstand.3 Dalai Lama fortalte, at i dødsøjeblikket opleves den mest subtile bevidsthed, og at denne bevidsthed aftager i subtilitet efter døden indtil genfødelsen, hvor den igen bliver den vågnes `store' bevidsthed.

Det er svært at kommentere dette, og det bliver endnu sværere, når disse begreber kombineres med det buddhistiske verdenssyn.

Det buddhistiske verdenssyn indeholder den ældgamle opdeling af naturen i fire elementer: Jord, Luft, Vand og Ild. Hertil lægges der et femte element, Rum, som `understøtter' de fire andre elementer og danner basis for deres funktion. Rummet er ikke fuldstændigt tomt - uden noget indhold, men består af `tomme partikler'. De fire andre elementer skabes af Rummet i rækkefølgen Luft, Ild, Vand og Jord, og reabsorberes i Rummet i den omvendte rækkefølge. Dalai Lama mener, at man skal forstå de fire elementer som egenskaberne fasthed (Jord), flydendehed (Vand), varme (Ild) og energi (Luft). De fem elementer forekommer i en indre og en ydre form, hvorimellem der består et bestemt forhold. Skabelsen og den modsatte rettede proces foregår igennem de samme niveauer fra subtil til `stor' og tilbage igen, som tilfældet var med bevidstheden.

Helt konkret siger Dalai Lama i sin artikel, at Big Bang-modellen måske har noget at gøre med den `tomme partikel'. I de teorier, hvor Universets begyndelse er en kvantefluktuation, kan man måske se en parallel i terminologien, men det er svært at se en parallel i substansen. Hertil vil jeg dog bemærke, at jeg selv har svært ved at fatte betydningen af kvantefluktuationer i et system, der principielt ikke har nogen iagttagere.

De punkter, hvor buddhisme og naturvidenskab kan mødes, drejer sig nok mest om de store ubesvarede spørgsmål af næsten guddommelig karakter, som naturvidenskaben ufrivilligt rejser. Hvad er der på den anden side af det kendte Univers? Hvad var der før Universets skabelse? Hvad ligger der inderst i stoffet? Hvorfor er det hele, som det er? Hvorfor er vi i stand til at stille disse spørgsmål?

I den afgrund af uvidenhed, som naturvidenskaben også er, ligger der mange uudgrundelige eksistentielle spørgsmål, der kan have vital betydning for det enkelte individ. Om man søger en religiøs forklaring herpå, må være et helt personligt spørgsmål. Buddhismen gav indtryk af at være en glad og temmelig udogmatisk religion. Dalai Lama startede for eksempel mødet med at sige, at hvis der var uoverensstemmelse mellem skrifterne og videnskabelige resultater, måtte man ændre skrifterne.

Dalai Lama gjorde et dybt indtryk på mig gennem sin stærke og varme ånd(!), der også kom til udtryk under talen i Forum, gennem sin ydmyge nysgerrighed overfor videnskabelige resultater, og gennem den humor, der gjorde de 2 timer med ham meget underholdende. Det er sjældent at møde et menneske, der anses for at være guddommeligt. Det ville være interessant at høre, hvordan Dalai Lama opfattede mødet med os dødelige.


Footnotes:

1Dalai Lama bruger det engelske ord impute i stedet for `iagttage', et ord, der på engelsk har betydning af at `tillægge' eller `tilskrive'. Måske ville den bedste oversættelse være `pådutte', men for ikke at forgribe mig på meningen vil jeg ganske enkelt fordanske ordet. I lighed med ordet computer kommer det af den latinske rod putare, som nærmest betyder `at bogføre'.

2 Vi kender kun til et eksempel på ånd, nemlig menneskets. Udviklingen af den menneskelige ånd er resultatet af 3-4 milliarder års fejltagelser. I naturen var det nødvendigt at starte med at skabe liv før ånd. Det at konstruere en `kunstig ånd' kan muligvis være så komplekst og tidrøvende, at det kun kan lade sig gøre gennem evolution. Hvis det er tilfældet, bør vi modificere tankeeksperimentet derhen, at maskinerne ikke laver perfekte kopier af sig selv, men tillader `produktionsfejl'. Hvis disse fejl forringer reproduktionsevnen, vil efterkommerne hurtigt uddø. Hvis en fejl derimod forbedrer reproduktionsevnen, vil de maskiner, der har den, efterhånden dominere. Har vi tid til at vente, kan vi nøjes med at sende en primitiv form for liv af sted til Mars!

3Igen er der et sprogligt problem. Det engelske ord subtle dækker ikke helt over det danske ord `subtil', men kan også betyde `underfundig'.


File translated from TEX by TTH, version 3.00.
On 1 Dec 2002, 21:55.