Information - vækst og etik1

Benny Lautrup

Biblioteker

Et københavnsk kommunebibliotek har en stor del af æren for, at jeg blev videnskabsmand. For min barndoms gade nemlig var også Istedgade på Vesterbro, og min barndoms miljø var arbejderklassen, som ikke gjorde meget i bøger.

Som 9-årig havde jeg min første berøring med videnskaben. Jeg var ofte hjemme hos min farmor, og da jeg var noget af en læsehest, faldt jeg glubsk over alle de blade, hun havde. Omkring juletid havde hun altid købt et eller flere julehæfter, og i et af disse var der en artikel om stjernerne. Dem kendte jeg vældig godt fra krigens tid på grund af mørklægningen. Man kunne faktisk se stjernerne i København, dengang.

Artiklen fyldte et par sider, og jeg husker kun meget lidt af, hvad indholdet var. Men jeg kan gætte på, at den fortalte lidt om, hvor langt de var væk, og at Solen var en stjerne, der bare var meget tættere på. Fascinationen har jeg dog ikke glemt. Jeg var målløs. Det var det mest spændende, jeg i mit liv havde læst. Her fik jeg en forklaring på et fænomen, der indtil da havde været fyldt med mystik. Naturen lod sig forstå.

Til sidst i artiklen stod der, sådan lidt nedladende, at hvis man ville vide mere om stjernerne, måtte man gå til de tykke bøger på bibliotekerne. Men for en 9-årig dreng føltes det ikke nedladende. Jeg gik hen på Vesterbros kommunebibliotek i Lyrskovgade og fandt hurtigt ud af, at emnet ikke hed noget om stjerner, men havde et fint navn, astronomi. Og så begyndte jeg at læse alt, hvad jeg kunne finde på biblioteket om astronomi. Jeg kom hurtigt igennem børnebogsafdelingen og fortsatte med de voksnes bøger. De blev tykkere og tykkere, uden at min appetit for at læse om emnet svækkedes.

Til sidst begyndte bibliotekarerne i deres forsøg på dog at mætte mig at stikke mig tidsskriftssamlinger ud. Jeg pløjede mig gennem årgang efter årgang af et populærastronomisk tidsskrift, som kaldtes Urania. Det blev udgivet af en kendt amatørastronom Luplau Jansen og indeholdt en blanding af artikler om egentlig astronomi og praktiske oplysninger om, hvor der foregik noget på nattehimlen. Jeg tror faktisk, det var et ganske udmærket tidsskrift; men jeg har aldrig gået tilbage til det som voksen.

Da jeg blev 14 år blev jeg ansat som bogopsætter på mit bibliotek. Jeg fik 1,23 kr i timen, og med 50 timer om måneden blev det til 60 kr. Det tillod mig at finansiere mine lommepenge og faktisk også størstedelen af mine tøjindkøb. Overbibliotekaren var Frode Jensen, som senere blev stadsbibliotekar, og efter ham kom Mogens Jermin Nissen. Jeg avancerede til hovedbiblioteket på Kultorvet, da det blev åbnet i - tror jeg - 1957. Min bibliotekskarriere endte brat, da jeg efter at have fået studentereksamen stillede krav om at få studenterløn, som dengang var på lidt over 5 kr, medens biblioteket kun ville betale mig det halve. Vi kunne ikke blive enige, så jeg måtte gå min vej.

Information

Sidenhen har mit forhold til bibliotekerne været mere fjernt. Jeg arbejdede i mange år med partikelfysik og spekulerede ikke meget over, hvad det ville sige at læse, selv om størstedelen af min tid gik med det. I de sidste 8 år har jeg brudt ud af den snævre fysik og dyrket et emne, hvor sådanne spørgsmål har sin naturlige plads. Jeg har nemlig beskæftiget mig med en ny type computere, som kaldes neurale netværk. Sammen med Søren Brunak har jeg endog skrevet en bog om emnet, som findes på bibliotekerne.

I denne sammenhæng har jeg spekuleret en del over, hvad information egentlig er, og hvordan vi omgås den. Da jeg har brug for at være en smule konkret i det efterfølgende, vil jeg definere begrebet, som fysikerne og datalogerne gør det. Information måles i bits. En bit er den information, der findes i svaret på et spørgsmål, der kun kan besvares med "ja" eller "nej". Altså, svaret på spørgsmålet: "Vil du tage denne kvinde til ægte" er én enkelt bit information. Jeg har aldrig hørt om nogen, der svarede "nej" til netop dette spørgsmål, så dybest set er der ingen information i svaret, fordi det altid er "ja". Men princippet er godt nok. Alle meddelelser kan brydes ned i elementære svar af denne art.

Den menneskelige hjerne udfører en formidabel informationsbehandling hele tiden, også når vi sover. Hvis man vurderer, hvor mange meddelelser, der går ind og ud af hjernen, kommer man til et tal af størrelsesordenen en milliard bits per sekund. Det er mange. En milliard er faktisk et stort tal. En stor del af denne enorme strøm sker gennem øjenene, en langt mindre del gennem ørene. Den interne informationsbehandling foregår med endnu langt større hastighed.

Men spørger man, hvor stor informationsstrømmen er, når vi taler sammen uden at kunne se hinanden, så kommer man til lang mindre størrelser. Man kan vurdere informationsstrømmen i talen ud fra hvor mange ord, man kan sige per sekund, og resultatet er mindre end 100 bits per sekund. Der foregår altså næsten ingen informationstransport i talen. Når vi kan se eller røre hinanden, bruger vi også andre kanaler til kommunikationen, og bitstrømmen bliver meget større.

Omvendt kan vi også kun opfatte 100 bits per sekund, når det drejer sig om symbolsk information, for eksempel når vi lytter til radioen eller når vi læser i en bog. Der er en fundamental biologisk begrænsning i vores hjerne, som ikke tillader os at absorbere skreven information med større hastighed. Ligegyldigt i hvilken sproglig sammenhæng, vi befinder os, kan vi kun meddele os med maksimalt 100 bits per sekund. Men på trods af denne begrænsning er talen og den deraf afledte skrift den vigtigste komponent i vores kultur.

Men hvorfor er det så vigtigt med mange bits? I kirken foran alteret er det jo kun nødvendigt med én bit for at bringe et menneske frygteligt i fedtefadet. Eller den ene bit officeren benytter sig af, når han siger "fyr" til henrettelsespeletonen.

Kontekster

Grunden til, at talens svage informationsstrøm kan have så enorm betydning, ligger i den enorme kontekstfølsomhed, den menneskelige hjerne besidder. Størstedelen af vores uddannelse fra den tidligste barndom til de højeste niveauer går ud på at indbygge kontekster i vores hjerne, således at relativt få bits kan udløse meget specifikke handlinger. Mennesket er en mester i at skifte kontekst. Selv i de mest ordinære situationer bliver vi meget forbavsede, hvis et menneske vælger en forkert kontekst. For eksempel siger "God Jul" ved Sct. Hans.

En bog på 500 sider med 2000 bogstaver per side indeholder højst 5 millioner bits information. Det er af samme størrelsesorden som den information, der vælter ud af en fjernsynsskærm i løbet af nogle få sekunder. Men bogen tager 16 timer at læse, når man ikke snyder.

Så hvordan kan det være, at man efter have læst en bog tit rejser sig med en følelse af tilfredshed og berigethed, medens man efter en aften foran tossekassen føler sig åndeligt forarmet? Jeg tror, at en af grundene er, at bogen tvinger os til at skabe de nødvendige kontekster. Hele tiden, medens vi læser, danner vi billeder i vores hjerne, billeder som selvfølgelig udspringer af vores akkumulerede erfaring. Denne proces opleves som kreativ og behagelig. De brede informationsbehandlende kanaler for synet aktiveres af vores fantasi, modereret af det, vi læser.

Fjernsynet derimod optager hele vores visuelle opmærksomhed. Den voldsomme strøm af information, som vælter ud gennem apparatet, blokerer for det indre liv. Vi føler os tomme og udmarvede efter for lang tids påvirkning med denne fantasi på dåse.

Før vi går helt overbord i drømmen om den virtuelle virkelighed, der kan realiseres i en computer, bør vi tænke på oprindelsen til vores egen kultur i den informationsfattige, men fantasirige, talestrøm. Med mindre den virtuelle virkelighed kan præstere noget så sanseligt indholdsrigt som en vandretur i en skov i regnvejr, tror jeg vi vil føle os uendelig snydte. Så vidt jeg kan vurdere, vil den menneskelige kontekst endnu i en del år være computerens langt overlegen.

Grænser for vækst?

Det er nu 20 år siden Rom-klubben udgav sin bog om vækstens grænser. Den gjorde det klart for os, at Jorden er et rumskib med begrænsede ressourcer, og at disse ressourcer ville blive opbrugt i en overskuelig fremtid. Ðrsagen må søges i den eksponentielle vækst af forbruget, som den eksponentielt voksende befolkning og teknologi giver anledning til. Inden for de næste 50 år vil verden uden tvivl opleve et økonomisk og økologisk crunch uden sidestykke i historien. Der er endda tegn på, at det kommer hurtigere. Endnu kan vi træde til med massiv hjælp, når hungersnød eller sygdom rammer begrænsede områder, men vi vil stå magtesløse, når større folkeslag bliver ofre.

Dette er gyldigt for materielle ressourcer og energi, som er bundet i materielle ressourcer. Men gælder der lignende begrænsninger for informationsbehandlingen? Vil den også nødvendigvis rende ind i en ressourcebetinget grænse?

Umiddelbart vil man sige nej. Der synes ikke at være nogen nedre grænse for omkostningerne ved informationsprocessering. Så der der heller ingen grænse for, hvor stor den verdensomspændende informationsstrøm kan blive. Faktisk er der en fysisk grænse bestemt af termodynamikken, men den er så lav, at den ikke har praktisk betydning, selv om den diskuteres intenst af videnskaben.

Den informationsstrøm, som rammer os, eller foregår omkring os, er eksponentielt voksende og har været det i mange år. For eksempel har antallet af videnskabelige tidsskrifter været eksponentielt voksende i omkring 200 år. Hvis man fremskriver den til år 2000 vil der være omkring 1 million tidsskrifter at holde rede på for bibliotekerne. Men da tidsskrifter stadig trykkes, vil materielle ressourcebegrænsninger sætte en grænse før dette tidspunkt. Vi ser faktisk en affladning af kurven i de seneste år.

Ser man på væksten af informationsudstyr i hjemmet, fra telefoner over personlige computere til videomaskiner, er der også tale om en eksponentiel vækst. Og tidskonstanten bliver mindre og mindre. Det går hurtigere og hurtigere. Medens det tog 75 år at anbringe en telefon i mere end 50% af boligerne, har det kun taget 10 år for de personlige computere (i USA). Den materielle ressourcemængde, som indgår i en computer, er ikke særlig stor, og der er heller ikke endnu megen affladning af vækstkurven at se.

Netværk

I de seneste år har den akademiske verden oplevet en revolution i kommunikationen, en revolution som nu også er på vej ind i alle andre grupper. Den vil uden tvivl få stor betydning for bibliotekerne. Det drejer sig om de globale computernetværk, der er blevet etableret i slutningen af 80'erne og yderligere udbygget i 90'erne. Revolutionen består i, at udveksling af videnskabelig information, hvad enten det drejer sig om personlige meddelelser eller artikler, er blevet uendelig meget simplere.

Jeg fik først elektronisk post i 1989, men allerede nu bruger jeg op mod et par timer om dagen på denne form for kommunikation. Lad mig give et eksempel på, hvorledes denne revolution påvirker mig. Forleden dag fik jeg - fordi jeg er medlem af en interessegruppe - en e-mail med en oplysning om, at en gruppe i Sidney, Australien, havde udviklet en public domain simulator til neurale netværk. Sådanne findes der mange af, men dette var altså en ny en. I meddelelsen stod der en addresse, hvor man anonymt kunne hente programmet. Det betyder, at enhver person kan få en vis kontrol over computeren i Sidney og befale den til at sende en kopi af programmet. Det gjorde jeg så, og det tog cirka en halv time, fordi det var ret stort. Men det hjalp noget, at det var nat i Australien.

Før eksistensen af dette netværk, som kaldes Internet, ville jeg formodentlig aldrig få at vide, at programmet fandtes. Jeg kendte ikke de personer, som havde skrevet det, og de kendte ikke mig. Selv hvis jeg havde fået kendskab til programmet ville det være højst besværligt for begge parter at udveksle det. Alt for ofte er sådanne udvekslinger strandet på inkompatible tape formater og lignende. Men på Internet findes der et ensartet format under hvilket informationen udveksles.

Netværket har undergået en voldsom vækst siden 1988. Formodentlig stærkere end eksponentiel. I dag er der 1,5 millioner computere tilsluttet netværket, hvilket må betyde, at der er op mod 10 millioner brugere. Selvfølgelig vil der være grænser for kapaciteten, selv om disse ikke er nået endnu, men der er intet teknologisk i vejen for at udvide den kraftigt.

Et af de mest interessante træk ved disse netværk er, at de ikke er under central kontrol. Intet sted på kloden er der en kontrolcentral, som styrer trafikken. Når min computer sender en meddelelse, bliver den splittet op i små pakker, som bliver sendt ud på nettet, måske i flere retninger. I hver pakke er der et løbenummer og en addresse, som fortæller, hvor den skal hen. Alle pakkerne ankommer til sidst til målet, muligvis ad helt forskellige veje, bliver de samlet igen i den rigtige rækkefølge.

På denne måde minder netværkene om hjernen, som også består af et stort antal uafhængige celler, der kommunikerer med hinanden gennem et netværk af forbindelser. Heller ikke her er der tale om central kontrol. Alligevel opstår der tanker, intelligens og ånd i hjernen. Man kan med en vis berettigelse - og der er seriøse folk, der gør det - spørge sig selv, om hvor stort Internettet skal være, før det begynder at udvise intelligente træk.

Et miljøproblem

Hvis der ikke synes at være egentlige grænser for informationsstrømmens vækst, må vi regne med, at den fortsætter eksponentielt i lang tid endnu. Antallet af fjernsynskanaler, som bringes på kabel-TV er cirka 25 i Danmark, mens der allerede er steder i USA, hvor der er op mod 250 kanaler. Det betyder, at mens det endnu er morsomt at zappe rundt mellem kanalerne i Danmark, bliver det bestemt mindre morsomt, når antallet når op mod 1000.

Nu er dette eksempel ret uskyldigt, men vi oplever alle en stærkt forøget informationsstrøm i omgivelserne. Jeg har aldrig været udsat for et så stort informationsbombardement som nu. Da jeg var ung kunne jeg stort set læse alle preprints inden for mit område, senere kunne jeg læse alle abstracts, og i dag er selv det umuligt. Jeg bliver også bombarderet af skrivelser i mit arbejde i langt højere grad en før, og hvad værre er, nogle af disse skrivelser forlanger et svar. Specielt dem fra forskningsministeriet.

Den forøgede adgang til teksprocessering gør enhver i stand til at udsende skrifter af høj kvalitet. Det kræver kun en computer, et tekstprogram, en printer og noget papir og måske en kopimaskine. I gamle dage skulle en sekretær ind i billedet og resultatet skulle ned til trykkeriet. Det gav en naturlig begrænsning i mængden af papir en given institution, for eksempel et ministerium, kunne udsende.

Jeg mener, at informationsstrømmen må betragtes som et miljøproblem på linie med andre forurenende aktiviteter. Et menneske er ikke i stand til at håndtere mere end 100 bits information per sekund på symbolsk form, medens vi hver især ved hjælp af kopimaskinerne er i stand til at belemre hinanden med mange gange 100 bits per sekund. Det kræver ikke mange embedsmænd med tekstprocessorer i et ministerium, før de er i stand til at holde sig selv og hele ministeriets område evigt optaget med at besvare skrivelser.

Jeg ved faktisk ikke, om miljøministeriet allerede har en afdeling, som tager sig af disse problemer. Men vi bliver nødt til at begrænse den informationsstrøm, som rammer os. Da mere og mere information bliver produceret af maskiner, er det eneste effektive forsvar at benytte maskiner til at filtrere strømmen.

Al informationsbehandling består i at smide information væk. Jo større strømmen er, desto mere skal der smides væk, og jo mere der skal smides væk, desto mere intelligens kræver det ikke at smide det forkerte væk. Og informationsstrømmen vokser eksponentielt. Vi er derfor nødt til at udvikle intelligente og adaptive filtre, som så at sige kender den enkelte persons interesser. Der skal nok også være flere niveauer af filtrering.

Forskellens etik

Måske er der også en etisk vinkel på dette her. Lige som det efterhånden er blevet uetisk at svine andres luft til med røg, bør det også være uetisk at svine andres inputorganer til med unødvendig information. Vi har allerede en lovgivning mod støj (som også er information) og en begrænsning af reklamer på TV, men i virkeligheden burde vi sætte overordnede begrænsninger på, hvor meget information, der kan ramme det enkelte menneske per sekund. Det bedste ville nu nok være, at det enkelte individ vurderede om den information, der var ved at forlade hans hånd, nu også var nødvendig.

Information er også blevet karakteriseret som en forskel, der gør en forskel. Lad os forsøge ikke at drukne hinanden i så mange ligegyldige forskelle, at de i sidste ende alligevel ikke gør en forskel.

Fordybelse

Kan man måle kvaliteten af information? Der er jo ingen tvivl om, at kvaliteten af den smule information, der findes i en digtsamling af Morten Nielsen, langt overstiger den, der findes i Folketingets alenlange referater. I 80'ernes jagt på produktivitet synes begrebet fordybelse helt at være faldet bort. Måske skulle bibliotekerne forsøge at værne om netop retten til at fordybe sig. En biblioteks produktivitet skal ikke måles i antallet af udlånte bøger, eller i effektiviteten af en bibliografisk database, men langt hellere i kvaliteten af de oplevelser det gode udvalg af bøger har givet de mennesker, der har fordybet sig i dem.


Footnotes:

1Indlæg ved DanBib konferencen "Bibliotekerne og fremtiden", Nyborg Strand den 15. - 16. september 1993.


File translated from TEX by TTH, version 3.00.
On 1 Dec 2002, 22:00.