Bør fysikerne til sidst komme med en formel for guds vilje?

Af Benny Lautrup, Niels Bohr Institutet
Oplæg til debat med Holger Bech Nielsen i Københavns Debatforum den 13. marts 2006

I de sidste 400 år har videnskaben langsomt men sikkert frigjort sig fra  forestillinger om guders tilstedeværelse  i naturen. Den systematiske udforskning af naturen har efterhånden erstattet oldtidens og middelalderens tro på overnaturlige væsener iboende  træer, bjerge eller himlen. Siden oplysningstiden har den grundlæggende forestilling været, at  naturens fænomener kan forstås rationelt af os mennesker. I sin yderste konsekvens forestiller moderne teoretikere sig, at der findes en teori, som vil være i stand til at sammenfatte alt, fra det mindste til det største. Specielt i de sidste 50 år er  vigtige skridt i denne retning taget med foreningen af de elektromagnetiske, svage og stærke kræfter, samlet i hvad man i dag kalder standardmodellen for stoffet. Stadigvæk mangler der en accepteret teori, der også inkluderer tyngdekraften. Måske er den allerede fundet i strengteorierne, men det har endnu ikke været muligt at konfrontere disse teorier med eksperimenter. Teorien for alting står derfor stadig uefterprøvet og uimodsagt, og  der er mange grunde til at tro, at det kan vare meget længe, førend den bliver bekræftet eller afkræftet.

Der er altså huller og revner i videnskabens forståelse af stoffets dybeste natur. Lignende revner finder vi så godt som på alle beskrivelsesniveauer, for eksempel også i vores viden om  det livgivende samspil mellem molekylerne i de levende celler, og  om det tankeskabende samspil mellem hjernens celler. Mange anser tilstedeværelsen af sådanne sprækker for en indikation af, at der er viden, vi aldrig vil komme til at opnå. Naturens opførsel i disse sprækker tilskrives i stedet guddommelig indgriben, ja anses måske endda som bevis for den. Jeg behøver blot at nævne fortalerne for Intelligent Design, som hævder, at kompleksiteten i specielt den biologiske verden er så stor, at den ikke kan være fremkommet gennem en naturlig evolutionsproces her på jorden, og derfor må være guddommelig i sin oprindelse. Den massive evidens for, at evolutionære ændringer spontant finder sted mod stedse mere komplekse og bedre tilpassede livsformer, ignoreres simpelthen gennem  benægtelse af fakta eller gennem ren uvidenhed.

Manglen på konkret kendskab til stoffets mindste bestanddele afspejler sig direkte i manglen på viden om det allertidligste univers. De etablerede teorier kan i dag føre os tilbage til et tidspunkt, hvor universet var en kogende suppe af elementarpartikler, men heller ikke længere. Strengteorierne giver os et bud på, hvad der gik før, men de kan kun begrundes gennem teoretisk tankespind. Og selv strengteorierne må give op og kan ikke fortælle os, hvad der foregik i selve skabelsens øjeblik, det vi kalder Big Bang.  I Big Bang bryder alle  forestillinger om tid og rum sammen, og at tale om, hvad der var før Big Bang, kan være lige så geometrisk meningsløst som at tale om, hvad der ligger syd for Sydpolen.

Det er især i denne sprække eller --- måske bedre --- stillet over for denne afgrund af uvidenhed, at de fleste lægger forestillinger om en gud ind. Selv om videnskaben har reduceret de sprækker, hvori en eller flere guder kan gemme sig, så  mener mange, at der må  have været guddommelig indgriben ved selve universets start. Religionernes grundbøger indeholder da også alle beskrivelser af, hvorledes vores forunderlige verden begyndte. I den nordiske mytologi foregik skabelsen i Ginungagap, "gabenes gab", et tomrum mellem Niflheim's is og Musplheim's ild.   I den kristne/jødisk/muslimske mytologi skabes himlen og jorden ud af intetheden, og mennesket anbringes midt imellem, ubodeligt udspændt mellem godt og ondt. Men medens de religiøse forestillinger er fikserede, en gang for alle, er naturvidenskabens teorier i bund og grund uafklarede og ændres og forbedres til stadighed, efterhånden som nye ideer kommer ind og nye observationer må indpasses. Sprækkerne lukkes en efter en, efterhånden som vores viden forøges, og reducerer derved gudernes tumleplads. Præster af enhver denomination ignorerer ganske enkelt denne viden og  fortsætter uanfægtet med at gentage religionernes fastlåste postulater.

Behovet for  magi, religiøs eller verdslig, kan vel føres tilbage til det uoverskuelige faktum, at vi alle engang skal dø. Vi tildeles blot et lille vindue mod virkeligheden i et meget begrænset tidsrum, for derefter at falde tilbage til den tilstand, vi var i, før vi blev født. Min evne til rationel reflektion påtvinger mig, at verden ikke begyndte med mig og heller ikke ender med mig. Døden er derfor en frygtelig fornærmelse mod livet og mod mig personligt. Den ultimative krænkelse. Ansigt til ansigt med denne overmagt, giver religionerne os trøst  ved at fortælle os, at vi ikke skal lide en åndelig død, men i stedet fortsætte eller absorberes i en større helhed. Religionernes trøstende ord omfatter altid en  form for magi, som vores hverdag ikke besidder, især ikke når man lytter til videnskabens forklaringer. Mange mennesker forsøger derfor at læse lidt magi ind i hverdagen, ofte ved at gå ind i alternative  discipliner. Tanken er vel, at en lille smule magi her og nu kunne bestyrke formodningen om, at der findes en stor magi bag døden.

Det spørgsmål, debatten rejser, om "fysikerne skal finde en formel for guds vilje", er - efter min mening - meningsløst, alene fordi det indeholder ordene "guds vilje". Ordene knæsætter ideen om, at det uforklarlige, sprækkerne i vores viden,  kan cementeres over med religion, og at uforståelige, tilfældige, hændelser kan begrundes gennem guders indgriben.  Men hvis der findes overnaturlige væsener, der tager del i denne verden, så kan deres indgriben vel også beskrives og analyseres med  videnskabelige metoder, uanset om deres gerninger forekommer lige så mirakuløse som en opringning på en moderne mobiltelefon. Tillader vi os selv at gøre knæfald for dogmatiske religioner, lukker vi af for  vores nysgerrighed og vil igen synke ned i middelalderligt mørke. Lad os huske på, at religionsfrihed også omfatter retten til ikke at have en religion, men fortsat stå uvidende og forundret mod det dybe mørke i sprækkerne i vores viden.

Universet er i sandelighed et forunderligt sted for ethvert menneske. Videnskaben giver os blot endnu mere at undre os over end nogen religion.  Tvivl og skepsis er videnskabens dyrebareste redskaber, fordi de værner dens udøvere mod overdreven selvtillid, i skarp modsætning til religiøse lederes bombastiske og urørlige  postulater.  Tvivlen omfatter alt i videnskaben, også tvivlen på sig selv. Vi tror, at vi vil være i stand til at fatte alt med vores rationalitet, men er det nu rigtigt? Kunne der være noget, vi principielt ikke forstår, ligesom en hund ikke fatter skriften i en bog? Er stoffets inderste natur eller universets begyndelse noget sådant?

Jeg aner det ikke, men jeg vil ikke på forhånd tøjle min  nysgerrighed og sætte grænser for min udforskning af verden omkring mig.

Lad mig til slut gøre opmærksom på, at en agnostisk eller irreligiøs tilgang til livet - og dermed til videnskaben - ikke nødvendigvis er uden livsglæde og poesi.  I Poul Henningsens smukke revyvise I dit korte liv fra 1941 siges det måske bedre end noget andet sted:

Vores lille liv sluttes inde af en søvn. Vi er af samme stof, som drømme gøres af, det store tomme rum. Alle, som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift. Hold dig vågen min ven. Det haster med et kys. Den kommer før du tror, den drømmeløse søvn."