Kvalitet/Mangler i det nuværende forskningsrådssystem

BENNY LAUTRUP
NIELS BOHR INSTITUTET

I de senere år har en serie kortlivede forskningsministre, hvoraf ingen har haft den mindste faglige indsigt i deres resort, påvirket universiteterne meget kraftigt med forskellige politiske ideer om, hvad forskning bør være. Omlægningen fra grundforskning til anvendt forskning er nok den mest markante udvikling, mens en række ændringer i styringsmekanismerne i stor udstrækning har fjernet forskernes hævdvundne indflydelse på deres forskning. Uden kendskab til indsvingningsfænomener og systemdynamik i det hele taget, ændres fra dag til dag på de betingelser, der gælder for området. Ministrene har store kræfter, fordi de sidder på pengekasserne, og forskerne forsøger efter bedste evne at omstille sig til de skiftende regler.


Forskningsverdenen udgør et globalt netværk af intellektuelle, som ikke kender til nationale grænser, i hvert fald inden for naturvidenskab, medicin og teknologi (jeg skal ikke beskæftige mig med humaniora, teologi eller jura). Det er i dette netværk, nye ideer opstår og udbredes og det er her ideernes holdbarhed vurderes, både når det drejer sig om adgang til at få dem publiceret, og -- i hvert fald indtil for nylig -- ved ansættelser på universiteterne. Tanken om en særlig nationalt præget forskning strider mod netværkets grundlæggende struktur. De forsøg på at skabe national forskning, der har forekommet i dette århundrede, har da også vist sig at være totale -- og totalitære -- fejltagelser.


Der findes ikke mange objektive mål for forskningskvalitet. Et af de krav, man naturligt kan stille, er, at forskningen skal give et synligt resultat i form af publikationer (og i teknisk sammenhæng, patenter). Men der er forskel på publikationer (og patenter). Nogle er på Nobelprisniveau, andre -- måske de fleste -- lige til skraldespanden. Publikationsantal, selv i de bedste tidsskrifter, er altså kun et mål for aktivitet, ikke et mål for kvalitet.

Der er derimod nogenlunde enighed om, at -- alt andet lige -- har gode ideer større gennemslagskraft end dårlige. Gennemslagskraften kan vurderes på, hvor mange andre publikationer, et givet arbejde giver anledning til, i hvert fald for så vidt forskerne er fri til at publicere deres resultater. I lukkede systemer, for eksempel indenfor militær forskning, er det formodentlig en anden form for slagkraft, der tæller.

Igennem næsten 30 år har offentlige og private institutioner over hele verden opbygget enorme citationsdatabaser, baseret på de henvisninger, der gives til andre publikationer i anerkendte tidsskrifter. Alene inden for det snævre område, højenergifysik, er der for eksempel tale om tæt ved en halv million artikler i en offentlig opretholdt database (SPIRES) beliggende ved Stanford Linear Accelerator Center (SLAC). Det skal dog nævnes, at denne database ikke kan betragtes som autoritativ, men fordelen er, at den er tilgængelig uden omkostninger. De fleste andre databaser er temmelig dyre at benytte.

Analyse af SPIRES databasen viser, at kun 3% af artiklerne modtager mere end 50 citationer, og kun 75 artikler ud af den halve million har opnået mere end 1000 citationer. Størstedelen af alle artikler citeres altså kun ganske få gange. Det ser ud til, at forskerne er ret så karrige med deres citationer og kun henviser, når en publikation reelt har betydning for deres forskning. Når der ses bort fra tabelværker, som altid opnår mange citationer, så er et stort antal citationer på en enkelt artikel et brugbart udtryk for artiklens gennemslagskraft. De fleste af de 75 top-citerede artikler er da også velkendte for størstedelen af højenergifysikerne.

Selv om der kan rejses mange indvendinger mod brugen af sådanne databaser til vurdering af personer, tidsskrifter og institutioner, så repræsenterer citationstallene trods alt et kvantitativt mål med en stærk korrelation til det mere intuitive begreb, forskningskvalitet. Der er store faglige variationer, og Institute of Scientific Information, som opretholder Science Citation Index, advarer da også mod en ukritisk sammenligning af høje citationstal fra forskellige fagområder. Derimod foreligger der ingen advarsler mod at fortolke små citationstal som manglende gennemslagskraft.


De seks statslige forskningsråd repræsenterer ifølge Forskningsstyrelsen ``den bredeste, samlede fagkundskab på forskningsområdet i Danmark''. Der er 15 medlemmer i hvert råd, alle udpeget af forskningsministeren, og det hævdes, at ``langt de fleste er aktive forskere''. Det, jeg især vil hæfte mig ved her, er fondsfunktionen, hvor rådene ``yder økonomisk støtte til forskningen inden for sit område med henblik på at fremme væsentlige forskningsopgaver og på at styrke effektiviteten, kvaliteten og det internationale samarbejde samt formidlingen af forskningens resultater''.

Hvordan det end vendes og drejes, kommer man altså ikke uden om, at især på grund af fondsfunktionen må disse råd forventes at besidde en høj faglig ekspertise. End mere, fordi rådene kun i lille udstrækning anvender ekstern bedømmelse, peer review, som støtte til uddelingen af midler til de mange ansøgere. Størstedelen af sagerne afgøres suverænt i forskningsrådene på baggrund af den ekspertise -- eller mangel på samme -- som medlemmerne besidder.

For det naturvidenskabelige forskningsråd (SNF), som jeg i det følgende vil holde mig til, afvises 70-80% af ansøgningerne. Der er altså tale om en skarp selektion, hvor kun en lille del af ansøgerne kan se deres anstrengelser kronet med held. Når det tages i betragtning, hvor meget arbejde, den danske forskningsverden sætter ind på at skrive ansøgninger, er det af meget stor betydning, at der er almindelig tillid til rådenes faglige kompetence og de kriterier, der lægges til grund for vurderingen.

I rådenes sammensætning mødes en række kriterier, der let kan komme i modstrid med hinanden. For eksempel sigtes der mod rimelig repræsentation af forskellige faglige delområder, af universitær og industriel forskning, og af landets forskellige regioner. Senest er der kommet et krav om, at hvert af de to køn mindst skal repræsenteres af en trediedel af medlemmerne. På grund af de mange kriterier, som skal opfyldes, kan man meget vel frygte, at fagligheden kommer i sidste række.


For at undersøge, om det er tilfældet, har jeg fra en autoritativ citationsdatabase (Science Citations Online) udtrukket citationstal for det aktuelle naturvidenskabelige forskningsråds medlemmer. For at normalisere udtrækningskriterierne valgte jeg for hvert medlem kun at udtrække citationstal på de 20 mest citerede publikationer i anerkendte tidsskrifter med peer review. Desuden udelukkede jeg selv-citationer, som har tendens til at dominere publikationer med lave citationstal.

Det billede af SNF, som herved fremkommer, giver efter min opfattelse anledning til bekymring angående fem af medlemmernes faglige kvalifikationer. Sorteres rådsmedlemmerne efter totale citationstal, opnår man følgende resultat. I den øverste (altså bedst citerede) trediedel af SNF har medlemmerne publiceret langt mere end 20 artikler, med et gennemsnit på 77 citationer for hver af disse artikler. I den mellemste trediedel har medlemmmerne publiceret mere end 20 artikler med et gennemsnitligt antal citationer på 19 for hver af disse artikler. Endelig er der den laveste gruppe, hvor ingen af medlemmerne når op på 20 publikationer, men kun 10 i gennemsnit, og hvor det gennemsnitlige antal citationer på deres samlede produktion er 8 på hver artikel.


Der er mindst to former for kritik, der kan rejses imod denne undersøgelse, ud over at fremføre, at det er ondsindet at kigge sine kære kolleger i kortene. Men dertil er svaret, at deres job er at kigge alle os andre i kortene, og at de desuden sidder i en offentlig funktion i SNF.

For det første vil det hævdes, at man ikke uden yderligere information kan sammenligne citationstal mellem forskellige fag. Dette er rigtigt, når det drejer sig om høje citationstal, men fordi alle fag er enige om, hvad manglende citationstal betyder, så vil et kontinuitetsargument medføre, at de også er temmelig enige om, hvad lave citationstal betyder.

For det andet kan der være regulære fejl i tallene. Nu er citationsdatabaser deterministiske systemer, som gerne skulle give samme svar på de samme forespørgsler. Der kan derimod opstå fejl, hvis de navne, som benyttes under søgningen, ikke er de navne, hvorunder rådsmedlemmerne forsker. I Forskningsstyrelsens liste over rådsmedlemmer forekommer for eksempel et af medlemmerne med et fornavn, vedkommende aldrig har brugt i sine publikationer. Desuden vil navneskift, hvilket især kan være aktuelt for de kvindelige medlemmer af rådet, kunne skjule en del af publikationerne. Jeg har forsøgt at opnå indsigt i dette spørgsmål gennem Folkeregisteret, men sådanne oplysninger gives ikke til personer uden retlig adkomst.


Forskningsrådene repræsenterer forskningsverdenens bedste faglige bastion mod politisk vilkårlighed. Hvis politiske hensyn fører til en udvanding af rådenes faglighed, kan det kun medføre en forringelse af rådenes funktion. Specielt kan det frygtes, at tildelingen af midler til forskningen bliver forvansket, og herigennem fører til fordrejning af det danske forskningsmiljø og de kriterier, der ligger til grund for god forskning.

Hvad skal forskerne gøre? Fornemmelsen af, at der ligger andre kriterier end de faglige til grund for vurderingen, har allerede ført til taktisk udformede ansøgninger til rådene med et indhold, der passer til de for øjeblikket herskende politiske strømninger. Jeg har set en (imødekommet) ansøgning, der i sit forsøg på politisk korrekthed indeholdt så mange plus-ord og floskler, at de kunne have været skrevet af Alan Sokal, der som bekendt offentliggjorde en fupartikel af netop denne karakter i et såkaldt kulturelt tidsskrift.

Det er svært at påvise egentlige fejl i rådets funktion, fordi hele processen er underkastet den darwinistiske cirkelslutning, at kun de bedste skal have bevillinger, for bagefter at definere de bedste som de, der har fået bevillinger. De andre har måske forladt forskningen, eller i det mindste det vragede projekt. I en parafrase af Steven J. Gould's bemærkninger om tilfældigheders betydning i evolutionen, kan man sige, at hvad nytter det, at en forsker er vældig dygtig inden for sit område, hvis bevillingerne tørrer ud på grund af tilfældige politiske strømninger. Eller måske fordi han ikke magter det rigtige sprog, eller blot får kvalme af det.

Er det det, vi vil? Skal politisk korrekthed og deraf følgengde opportunisme være gangbar mønt i den danske forskningsverden? Ville det ikke være det største nederlag for os alle, hvis forskningen bliver så stueren, at den kommer til at levere præcis de resultater, politikerne beder om? Bør vi ikke kæmpe for at bevare et forskningsmiljø med frihed til nyskabelse og til at få ideer, som ingen havde forestillet sig i deres vildeste fantasi?