Kritik 123, November 1996

Fomenko's Melankoli

Af Benny Lautrup

Et hårdt billede med skarpe kanter, sten, knive og et par menneskelignende former. En lille fed dreng med et hoved som en valnød og en kvinde med et sort hul i stedet for hoved. En lodret sky, en klokke af glas, cifferbillede på væggen, et væltet timeglas, et halvdødt får, en valnød på jorden, et par sko på vej ud af billedet, måske på fødderne af et lig. I baggrunden lidt kyst, træer og bjerge og en himmel som et bræddeloft.

I renæssancemaleren Albrecht Durers gravering Melencolia I, som Fomenko har ladet sig inspirere af, har skikkelserne englevinger. Den fede dreng er en slags putto og den voksne er kønsløs, kvinden kunne lige så vel være en mand. En håndværkers redskaber, høvl, knibtang, sav, lineal og søm, ligger på gulvet og ``englen'' betjener sig som i Fomenko's billede af en passer.

Den russiske matematiker Anatolij Fomenko er specialist i geometri og topologi, matematiske discipliner, der har med rumlige relationer at gøre, både i det rum vi lever i og i mere abstrakte rum. Hans take-off på Durers billede er spækket med matematiske henvisninger, hvilket også er tilfældet for Durer, der var stærkt optaget af geometrien. Den besynderlige ottekantede sten i Durers billede er således også til stede i Fomenko's, men lidt mere ramponeret. Durer's billede er i sig selv ikke let at forstå og har givet anledning til endeløse spekulationer. Måske er ``englen'' et symbol på rationaliteten og den melankoli, som dens umulighed fremkalder.

Hovedets sorte hul er det mest dramatiske nye aspekt af Fomenko's billede. Det er meget sort, så sort, at der intet er at ane inden i det. Man spejder forgæves efter et tegn på indhold, men uden held. Det er virkelig et sort hul som i fysikken, hvor alt lys går ind, men intet kommer ud. En matematisk singularitet i rummets geometri. Melankoliens sorte hul.

Selv om denne dramatik gør indtryk på mig, så synes jeg generelt, at overdreven brug af matematiske henvisninger, som kræver betydelig indsigt at tolke, er noget værre krukkeri, hvadenten det drejer sig om Durer eller Fomenko. For Durer kan det have været af betydning at bruge sådanne henvisninger i den deskriptive geometris barndom, men for Fomenko bliver det en påstand, en opblæst demonstration, en værre gang akademisk blær.

Tag for eksempel cifferbilledet på væggen, som hos Durer er et magisk kvadrat, det første nogen sinde i Europa. Hvem ville gætte, at det transcendente tal e skjuler sig her i Fomenko's billede? Og hvad kunstnerisk værdi har det? Skulle Fomenko endelig vælge et transcendent tal, ville pi have været langt bedre, fordi det er beslægtet med cirkel og kugle og derfor med passeren.

De andre matematiske hentydninger i Fomenko's billede er endnu mere indforståede og baseret på moderne matematik, som kun få kender til. Rigtig programkunst med et budskab til kenderne. Billedet kan naturligvis ses uden nogen som helst forudsætninger, men da bliver dets matematiske symbolisme til ren mystik.

Et andet problem er løsrevne overleveringer fra Durers billede. Tag for eksempel på den knibtang, der stikker frem under ``englens'' kjortel. I Durer's billede er den en del af geometerens værktøj fra den praktiske verden, som den melankolske ``engel'' måske vil i kontakt med. I Fomenko's billede forekommer tangen derimod helt uden sammenhæng. Det er faktisk svært at se, at det er en knibtang.

Hvad skal man med programkunst? Den er jo oftest uæstetisk og uinteressant. De rædselsfuldeste eksempler er Sovjetkunstens billeder af lykkelige arbejdere. Fomenko's modernisering af Durer's følelseskolde gravering er beslægtet med sådanne billeder, blot på et højere niveau af sofistikering, krukkeri og skabethed. Det er lige til at blive melankolsk af.