Berlingske Tidende den 30. september 1999

Forskning og politik

Benny Lautrup
Niels Bohr Institutet

Forskningsstyring er kommet på den politiske dagsorden, og alt tyder på, at den er kommet for at blive. Store midler er allerede blevet overført fra fri forskning til programmer, der er øremærkede til politisk bestemte formål. De fagkyndige komiteer, forskningsrådene, er blevet lagt ind under en helt ny institution med det sigende navn, Forskningsstyrelsen, som allerede har mere end 70 ansatte, ud over de knap 100 ansatte i selve Forskningsministeriet.

Ingen ved endnu noget om, hvad der kommer ud af al denne styring, bortset fra, at den må koste en hel del ressourcer, der ellers kunne være blevet brugt på forskningen selv. Det er også alt for tidligt at vurdere virkningen af nye typer stipendier og programbevillinger. Er den nye forskning af en sådan kvalitet, at den vil sætte sig varige spor? Det kan sagtens tage femten år og en perlerække af forskningsministre, før end det kan konstateres.

Derimod kan man bedre vurdere indflydelsen af den politiske styring på forskningsrådene selv. De seks faglige forskningsråds medlemmer udpeges af forskningsministeren, for det meste støttet af prioriterede lister udfærdiget af institutionerne. Gennem denne proces har ministeriet direkte indflydelse på sammensætningen af forskningsrådene og kan implementere politiske ideer på et grundlæggende plan, nemlig fordelingen af midler til forskerne. Ud over de frie midler har forskningsrådene også stor indflydelse på fordelingen af øremærkede programmidler. De faglige forskningsråd forventes desuden at kunne udtale sig om nye planer for indsatsområder og lignende.

Alt i alt må man forvente, at de fagkyndige forskningsråd besidder et højt niveau af ekspertise. Især fordi rådene ikke i større udstrækning benytter sig af ekstern bedømmelse, {\it peer review\/}, men for det meste foretager vurderingerne internt, hvilket pålægger rådsmedlemmerne et meget stort ansvar og en betragtelig arbejdsbyrde.

Jeg skal nedenfor kvantitativt argumentere for, at det naturvidenskabelige forskningsråds sammensætning ser ud til at være blevet så politiseret, at en del af dets videnskabelige kompetence og anseelse kan drages i tvivl.

Hvis forskningsrådenes fagkyndighed og deraf følgende anseelse sættes på spil af geografiske, kønspolitiske og andre hensyn, vil hele det danske forskningsmiljø tabe anseelse. Det er svært nok at holde nepotisme og opportunisme fra døren i et åbent system, men hvis lukkede politiske udnævnelser til fagkyndige komiteer bliver til sædvane, kan hverken forskerne eller regeringen fæste lid til disse komiteers afgørelser.

For at vurdere det naturvidenskabelige råds eget faglige niveau kan man se på de procedurer, som anvendes ved faglig vurdering af kandidater til naturvidenskabelige stillinger på universiteterne. Et kvantitativt mål for en kandidats forskningsaktivitet er for eksempel antallet af publikationer i tidsskrifter med {\it peer review}. Et sådant mål kan naturligvis ikke stå alene, men må suppleres med viden om artiklernes indhold og gennemslagskraft, samt forskerens anseelse, alder, personlighed og forventede fremtidige virke. Det er jo ofte vigtigt at udvælge en ung og lovende person, som kan lægge sin forhåbentligt hæderfulde fremtidige forskning ved det ansættende institut.

Gennemslagskraft, anseelse eller {\it impact}, kan også gøres til genstand for kvantitativ vurdering. God forskning breder sig som ringe i vandet fra forsker til forsker, medens dårlig forskning afgår ved en stille død. Gennemslagskraften kan derfor kvantitativt vurderes gennem det antal citationer i anerkendte tidsskrifter, en forskers arbejde medfører, i hvert fald inden for naturvidenskab, teknik og medicin. Metoden er ikke uproblematisk, men nok bedre end rent subjektiv bedømmelse.

Specielt mener jeg, at akkumulerede publikations- og citationstal er brugbare kvantitative mål for, hvor kvalificeret en forsker er til at sidde i det naturvidenskabelige forskningsråd, fordi tallene udgør et mål for den samlede erfaring og videnskabelige anseelse, forskeren besidder.

Selv om rådets sammensætning og citationsdatabaserne er offentligt tilgængelige, vil jeg ikke sætte personnavne på tallene, da mit ærinde alene er at kritisere en uheldig politisk påvirkning af rådets sammensætning, ikke de enkelte medlemmers forskningsindsats.

Der er 15 medlemmer af hvert af de statslige forskningsråd. Ved brug af databasen, {\it Science Citation Index Online (SciSearch)}, har jeg for hvert medlem af det naturvidenskabelige forskningsråd uddraget det samlede citationstal siden 1974 for de 20 højst citerede tidsskriftartikler. Der fremtræder derved et billede af rådets videnskabelige kompetence, som kan sammenfattes på følgende måde.

I en trediedel af rådet har hvert medlem publiceret langt mere end 20 artikler, og disse medlemmer er højt citerede med et gennemsnit på 66 citationer per artikel. En anden trediedel har også i gennemsnit publiceret mere end 20 artikler, og medlemmerne har et gennemsnitligt citationstal på 15 per artikel. I den sidste trediedel opfylder medlemmerne ikke kriteriet på 20 publicerede artikler, men har i gennemsnit kun publiceret 8 artikler med et gennemsnitligt citationstal på 7 per artikel.

Det er især denne svagt citerede gruppe, jeg mener, er for dårligt kvalificeret til med føje at kunne deltage i et råd, hvis hovedopgave er at vurdere store mængder ansøgninger og herunder skelne god forskning fra dårlig. Medlemmerne af denne gruppe er bestemt ikke unge, men snarere midaldrende og er på nær \'en alle ansat ved universiteterne. Det er trist at måtte konstatere, at fire af rådets fem kvindelige medlemmer befinder sig i den svage gruppe. Mistanken om, at disse medlemmer er udpeget efter politisk motiverede overvejelser, kan ikke bortvejres.

Med mindre der kan produceres fem eller måske flere gode forklaringer, rejser der sig straks en række spørgsmål. Hvordan kan disse personer vurdere kvaliteten af andres forskning uden selv at have stået distancen? Vil de være i stand til fagligt at foretage en fair og kompetent bedømmelse af ansøgninger, der for manges vedkommende kommer fra forskere af en helt anden kaliber? Hvorfor har disse personer i det hele taget accepteret at sidde i et forskningsråd?

Data kan som bekendt være behæftet med fejl. En alvorlig kilde til fejl i publikations- og citationstallene kunne være, at en forsker skifter navn midt i karrieren. Personlige oplysninger af denne karakter har desværre ikke været tilgængelige for mig. Men at flere personer i den svage gruppe skulle have haft et aktivt tidligere forskerliv under andre navne, forekommer mig dog temmelig usandsynligt.

Citationstal er ofte blevet kritiseret for ikke at skelne mellem forskellige fagkulturer. I nogle fag er der flere forskere, og der publiceres mere end i andre. Der kan også være forskellige traditioner for, hvem der tages med som forfattere. Det ville have været interessant at sammenligne med gennemsnitstal for de forskellige faggrupper som helhed, men disse tal står desværre ikke til min rådighed.

Ikke desto mindre er det min opfattelse, at i langt de fleste fag udtrykker citationstal, hvor langt den enkelte forskers ideer når ud. Et lavt publikationstal, kombineret med et lavt citationstal taler for sig selv. Sagt på en anden måde, nulforskeres ideer har ingen rækkevidde, og nulforskere er nulforskere på tværs af alle videnskabelige kulturer!

Uanset om mine tal kan bekræftes af en mere detaljeret undersøgelse eller ej, ville det forbedre forskningsmiljøernes tillid til forskningsrådene, hvis der på internettet (http://www.forsk.dk) for hvert medlem offentliggjordes et kort CV med oplysninger om forskningskarriere, herunder publikationer og citationstal, samt andre relevante kvalifikationer.