Information 2. september 2000

Et guldaldereventyr

Af Benny Lautrup


Der stod et stort træ i skoven. Et egetræ med en kraftig stamme,
en favnende krone, og et rodnet, der strakte sig fra alfa til
omega. Fugle kom fra nær og fjern for at synge for hinanden i
træets grene, ja mange slog rede i træet og blev en del af træets
historie. De små egern pilede op og ned ad stammen og grenene,
helt ud til de yderste kviste, hvor de friskeste agern hang.
Fugle og egern bragte med tiden agern ud over hele verden, hvor
de spirede til alles glæde.

Det store egetræ var også engang for længe siden begyndt som et
lille spirende agern. Sagnet siger, at det blev plantet af en
kæmpe, nogle mener endda, det var Vorherre selv. Men selvom det
store egetræ ragede op over alle de andre træer i skoven, var de
ikke sure, fordi de lærte af det store træ, hvordan man skulle
tiltrække de sjældne fugle og måske få dem til at bygge rede. De
lærte også, hvordan man kunne økonomisere med vandet i det store
rodnet, der trods alt havde en hel del overlap med de andre
træers.

Tiden gik, sæderne skiftede, og der gik administration i verden.
Skoven fik sine egne forstmænd, der målte dens ved og vejede de
frugter, den gav. Agern, kastanjer, grankogler og kubikmeter blev
omhyggeligt sammenlignet og ført til protokols. Der måtte
selvfølgelig bygges veje og broer for at forstmændene kunne komme
ind i skoven. Det kostede nogle grene, sommetider et helt træ,
men administrationen mente, det var det værd.

Administrationen mente også, at skoven skulle gøre mere nytte.
Tidligere lod man skoven passe sig selv, men nu da alting var
skrevet ned i protokollerne, kunne man let beregne dens
nytteværdi. Huse blev jo ikke bygget af agern, kastanjer eller
grankogler, men af kubikmetervis af tømmer, og skoven blev derfor
beordret til hurtigt at levere tømmer i lange baner. Her kunne
det store egetræ ikke rigtig følge med. Dets natur var at vokse
langsomt, men til gengæld kunne det bestå i tusind år. Den form
for gammeldags undskyldning brød administrationen sig absolut ikke
om.

Med jævne mellemrum kom der en ny overforstmand, og hver især
anså de det for deres vigtigste opgave at lave om på skoven. Det
skulle jo helst ikke hedde sig, at de ikke gjorde deres arbejde.
De indførte fælles regler for alle træer, for det var trods alt
nemmere og mere demokratisk end at bedømme hvert træ individuelt.
Desuden var reglerne næsten skræddersyede til de nye
regnmaskiner, som forstmændene havde lært at bruge i de
progressive forstskoler.

Regn var skovens vigtigste kilde til vækst. Lyset kunne skoven
nogenlunde stole på, men regnen havde sin egen vilje. Nogle år
kom den i store mængder, andre år udeblev den. Forstmændene
mente, at deres regler og regnmaskiner kunne sikre, at regnen
især kom de træer til gode, der voksede hurtigst op og derfor gav
mest udbytte i form af tømmer.

Regnmaskiner laver ikke selv regn, de fordeler den kun. Verden
over var der hvert år lidt mindre regn til rådighed for skovdrift
på grund af de herskende vinde, der førte regnen uden om
skovområder. Forstmændene indførte derfor en ny regel, fælles for
alle træer. Hvert træ skulle vandes omhyggeligt med nøjagtig en
spand vand om dagen fra den kunstige sø, der var blevet anlagt
lige uden for administrationens dør. Den havde jo også stærkt
brug for vand til at vokse på.

De små egern begyndte desuden at beklage sig over, at det store
træs agern sad alt for højt oppe, og de hævdede, at de nye
hurtige træer anbragte deres frugter helt nede ved jorden, så at
de var meget nemmere at høste. For at imødekomme de små egern
indførtes den regel, at der kunne bevilges en kop vand for hvert
egern, der med held bragte en frugt med sig hjem. Det, syntes de
nye træer, var en god regel.

Det store træ bemærkede spagfærdigt, at det godt kunne bruge to
spande vand om dagen og ikke syntes, det var rimeligt, at de små
egern skulle bestemme dets vandforsyning. Spillede fuglene måske
ingen rolle. Men forstmændene svarede, at det kunne der ikke
blive tale om. En spand til hver om dagen og en kop for hvert
egern, det var hvad reglerne sagde. De spurgte lidt spydigt, om
træet måske ikke ville underkaste sig demokratisk kontrol, og
træet susede lidt med grenene og svarede så, at jo, det ville det
da. Det svar havde forstmændene bestemt også regnet med.

En spand blev det altså til, hver dag, og en kop for hvert af de
egern, der trodsede tidens ånd og vovede sig op i højden for at
finde agern. Men det var desværre ikke nok. Først tørrede de
fineste blade på de tyndeste kviste ud, og lidt efter lidt tørrede
grenene ud længere og længere inde mod stammen. Når vindene
udefra blæste stærkt, røg der en gang imellem en stor gren af. De
unge kviste, som træet ellers altid havde sat sin lid til, kunne
ikke længere finde fodfæste. Træet producerede stadig de
saftigste agern i skoven, men der var længere imellem og heller
ikke så mange egern til at høste dem. De flotte fremmede fugle
kom stadig på besøg, men blev der kortere tid og slog næsten
aldrig mere rede.

Tiden gik, træet våndede sig højlydt, men næsten ingen hørte det.
De, som hørte det, sagde, at det skulle holde op med at klynke.
Til sidst så det ganske skrækkeligt ud. Dets blade var
næsten væk, selv de største grene så ud til at kunne falde af
hvert øjeblik, og stammen begyndte at lyde fælt hul, når man
bankede på den. Ingen egern gad klatre op, og de fremmede fugle
fløj andre steder hen. Træet havde det bestemt ikke godt.

De nye træer i skoven gyste og så lidt foragteligt på det. Tænk,
at det ikke kunne nøjes med, hvad de levede godt af.

En dag kom overforstmanden forbi og så træet i dets afmagt. Han
satte et stort rødt kryds på det, og fjorten dage senere blev det
fældet. Det var alligevel ikke bedre værd.