Information januar 1996

Pest eller velsignelse

Af Benny Lautrup

I et orgie af forplumret tankegang angriber Claus Heinberg sidste uge i denne spalte en artikel, som jeg skrev i bladet for to uger siden. Artiklen handlede om, at en konflikt, der tidligere fandtes om universets alder, nu så ud til at være bilagt med en troværdig alder på omkring 18 milliarder år. Artiklen var i det væsentlige et referat af et oversigtsforedrag, jeg lige havde hørt ved en konference på mit institut. Altså et forsøg på kommunikation af et resultat fra fronten af astrofysikken.

Det bryder Claus Heinberg sig ikke om. Han skriver: "Det er pjat. Selvfølgelig opstod universet ikke for kun 18 milliarder år siden", uden seriøs begrundelse, men med en grundtvigianers skråsikre mening om, at folkets sunde fornuft ved bedre end alle æggehovederne. Som en anden møgspreder langer han på samme tid ud efter mig, Big Bang, alkohol- og selvmordsgener, USA's sundhedsministerium og det kulturelle fravær.

Heinberg mener, at "sproget, og dermed vore små hoveder" ikke kan rumme sådanne tanker. Men sproget er vel det eneste effektive redskab, vi har til kommunikation af videnskab. Lidt kan der gøres med billeder, men man kommer ikke ret langt ad den vej. Sproget er og bliver vejen. Om der er ting, der ikke kan siges ved hjælp af sproget, skal jeg lade være usagt.

Nu kan ord hægtes sammen på mange måder med forskellig balance mellem mening og form. Specielt, når det drejer sig om at kommunikere videnskabens resultater, der ofte opfattes som --- og også vitterlig er --- svære, læner sproget sig langt stærkere op ad meningen end formen.

I de senere år er det dog blevet moderne at benytte poetiske formuleringer og foretage større ekskursioner ind i finkulturens verden for at lette læserens vej gennem teksten. Dette sker især i populære bøger, hvor der er plads nok. Ofte forekommer det mig, at der er et yderligere mål med de sproglige kraftspring, nemlig at bevise forfatterens evner og belæsthed udi finkulturen.

I avisartikler, hvor pladsen er sparsom, hører sprogblomsterne efter min mening ikke hjemme. Her drejer det sig om at fortælle historien så direkte og redeligt som muligt, med de begrænsninger på usikkerheder og forbehold, som pladsmanglen pålægger forfatteren. Det er forfatterens ansvar at afveje, hvad han kan udelade uden at vildføre læseren.

Udeladelser af videnskabelige forbehold kan nedkalde kollegernes foragt, vrede og latterliggørelse. I min artikel udelod jeg for eksempel en omtale af den indflydelse, universets massetæthed har på dets alder. Der er mange astrofysikere, som mener, at massetætheden må være meget større end den observerede, og det kunne bevirke, at alderen kommer helt ned på 12 milliarder år. Jeg valgte ikke at omtale dette, fordi der ikke er direkte observationelt belæg for det, selv om det rettelig hører hjemme i en videnskabeligt forsvarlig fremstilling. Det valg har jeg måttet høre for adskillige gange siden.

Ved at komme med et tal som 18 milliarder år lukker videnskaben naturligvis af for muligheden af, at universet kunne være 6000 år eller uendelig gammelt. Hele ideen i videnskaben efter Galilei er netop at lukke af for vilde gætterier og falske forestillinger ved hjælp af målinger. Og jeg tror ikke, at geologer --- selv Claus Heinberg --- har det anderledes inden for deres felt.

Selv om videnskaben gennem sin metode erstatter måbende forundring med konkret og til tider ubehagelig viden, så lukker den også hele tiden op for nye syn. Naturen er og bliver forunderlig, og jo mere vi ved om den, desto besynderligere forekommer den. Videnskaben trækker ikke fra, den lægger til. Især synes jeg, at astrofysikkens seneste resultater om det allertidligste univers, fylder mig med undren og ydmyghed. Ikke overfor en skaber --- det har jeg ikke rigtig brug for --- men overfor skabelsen. Indsigten i min egen afmagt overfor de kræfter, der her var på spil, får det til at gyse koldt ned ad min ryg.

Men det er blot min forundring, og den har jeg normalt ikke tænkt mig at pådutte mine læsere. Redelighed i videnskabsformidling handler om at fortælle om det, der vides, og så lade læseren selv opleve gyset.

Videnskab er ikke en samfundsvedtægt eller konstruktion, men snarere en proces. Der kommer reelt input fra naturen, enten vi kan lide det eller ej. At opfatte videnskab som pest eller velsignelse er op til den enkelte, men angår egentlig ikke dens indre natur.

Det kulturelle fravær i videnskaben er en myte. Den enorme indsigt i naturen, der er opnået i dette århundrede, er efter min mening den menneskelige kulturs fineste frembringelse, intet mindre. Det er den, der vil stå tilbage, når dette århundredets finkultur, dets krige, forbrydelser, hungersnød og teknologiske forbandelser forlængst er glemt. Det er den virkelige arv, vi giver videre til eftertiden, og den behøver vi ikke at skamme os over.