Information 15. juli 1996

Holmgang

Af Benny Lautrup

I de senere år har jeg haft lejlighed til at møde kunstnere og videnskabsfolk i forskellige situationer, der skulle fremme det åndelige fællesskab mellem de to kulturer. Sammen med tre kunstnere har jeg i en periode planlagt og gennemført fire åbne weekendseminarer med lidt under hundrede deltagere. Allersenest har jeg i lidt over en uge haft min gang på Holmen som deltager i et længerevarende lukket seminar med omkring femogtyve deltagere arrangeret af Tor Nørretranders.

Der er ingen tvivl om, at der er parallellitet mellem kunstneres og videnskabsfolks arbejdsformer. Begge grupper arbejder med et genstridigt materiale og kæmper bravt for at få det til at makke ret. Den skabende proces foregår oftest i lønkammeret for derefter at blive udstillet til bedømmelse og somme tider fordømmelse. De to kulturer nikker genkendende til hinandens beskrivelser af usikkerheden overfor værdien af eget arbejde, til drømmen om anerkendelse og berømmelse, men også til faren for at blive adopteret af borgerskabet, institutionaliseret af bureaukratiet og misbrugt af medierne.

Der er heller ingen tvivl om, at kunstnere og videnskabsfolk kan hygge sig vældig godt med hinanden. De er jo ofte stærke personligheder, som er levende interesseret i den verden, der omgiver dem. Begge kulturer har stærke bånd til ligesindede i andre lande, så det skorter ikke på kammeratskab, berejsthed og internationalisme.

Men hvad med substansen? Har de to kulturer noget at være fælles om ud over hyggen, viddet og kammeratskabet? Er der en fælles sag med mening for begge parter?

``Videnskab handler ikke om naturen, men om det man kan sige om den'', skal Niels Bohr en gang have sagt. Videnskaben er uafviseligt knyttet til sproget, fordi den har at gøre med udveksling af brugbare oplysninger om omverdenen, oplysninger af en sådan karakter, at det er muligt selv at bekræfte eller afkræfte dem. Jeg ved ikke, om en sprogløs videnskabsmand på en øde ø kan finde frem til atomteorien, men videnskab, som jeg kender den, er og bliver en kulturel mellemmenneskelig aktivitet baseret på sproget.

Kunsten ser derimod ikke ud til at være behæftet med denne sproglige begrænsning. Set fra mit hjørne af universet (og jeg indrømmer gerne, at jeg er på udebane, når jeg taler om kunst), så er det kunstens mål at præsentere værker, der ikke blot kommunikerer verbalt, men gennem alle sanser. Det, der udveksles, er ikke udelukkende oplysninger om omverdenen, men ofte indre oplevelser af følelsesmæssig karakter, der kun vanskeligt lader sig verbalisere.

Selv om videnskaben oprindelig tog sit udgangspunkt i dagligsproget, så har den over århundrederne forfinet dette sprog til ukendelighed. Ikke alene gennem lag på lag af begrebsdannelser i et kompliceret hierarki, men også gennem naturlovenes matematiske formulering, som jeg opfatter som en forlængelse af sproget. Den matematiske kompression af dagligsproget har vist sig uundværlig for sammenfatningen af komplicerede lovmæssigheder i enkle, overskuelige udtryk.

Indtil videre har dette hierarki af begrebsdannelser, inklusive de matematiske, fundet sin største dybde i stoffets, specielt de fundamentale partiklers, fysik. Derfor er disse discipliner også de vanskeligste at tilegne sig. Andre discipliner har tilsyneladende kunnet klare sig med færre og ikke så sære begrebsniveauer med mindre matematisk abstraktion og kan derfor forekomme lettere at gå til. Men tendensen til at danne et hierarki af begreber, om nødvendigt matematiske, for at præcisere meningen i de oplysninger, der udveksles, findes i alle videnskaber.

Det er stadig muligt i princippet at aflede videnskabens sprog fra dagligsproget. Det er jo præcis det, vi gør i de højere uddannelser. Men processen er langvarig med mange stadier af begrebskompression. Det tager over ti års uddannelse og en vis portion talent at erhverve sig et adgangskort til den videnskabelige front.

I mødet mellem kunst og videnskab bliver videnskabens sprog en barriere, der er yderst vanskelig at forcere. Kunsten kan stadig kommunikere oplevelser gennem alle sanser, men videnskaben bliver tvunget til at kortslutte det sproglige begrebshierarki gennem en forenkling og popularisering, der ignorerer størstedelen af detaljerne i videnskaben, samt det meste af dens rationelle grundlag.

Der findes ingen hurtige genveje til fronten af videnskaben uden om de ti års studier. Hvorfor pokker bekoster vi ellers det dyre højere uddannelsesystem? Det er naivt at tro, at man ved at insistere på dagligsproget som bindeled mellem kunst og videnskab på et lukket seminar kan nå frem til andet end poppet sniksnak og kedsommelige almindeligheder for begge parter.

Tværvidenskabelig forskning dyrkes heller ikke på den mindste sproglige fællesmængde, men ved at forskerne bevarer deres faglige identitet og hver for sig bidrager fuldt med den til et fælles projekt. To halve studier kvalificerer ikke til et job som tværvidenskabelig forsker!

Offentlig finansiering af lukkede seminarer kan også drages i tvivl, når emnet, deltagerne og spillereglerne tilsammen næsten umuliggør hensigten. I åbne seminarer og præsentationer bliver midlerne i det mindste returneret til den offentlighed, der i sidste ende betaler gildet. Her er populariseringen også på sin plads, fordi der ikke knyttes større forventninger til, hvad der yderligere kommer ud af sådanne møder. De er nok i sig selv.

Det er højst beklageligt, men uanset om man kan lide det eller ej, medfører populariseringen af videnskaben på dagligsprogets niveau en kraftig amputering af dens væsen. Noget tilsvarende gælder vel også for kunsten. Popularisering er en respektabel beskæftigelse, men den kan højst betragtes som en nyttig service for kunsten, videnskaben og det samfund, der finansierer dem begge. Popularisering bidrager ikke i sig selv til kunsten eller videnskaben.

I de seneste år er rapporteringen af larmen fra videnskabens front blevet overtaget af videnskabsfolk, der selv har deltaget i nogle af slagene. Alene de mange ord, der er blevet skrevet, har forbedret kommunikationen og givet et mere forfinet indtryk af det, der foregår. Det har også vist sig at være en givtig forretning, der sommetider belønner forfatterne med anselige formuer. Denne udvikling er blevet kaldt den tredie kultur, som man meget vel kan frygte ikke er en reel nyskabelse, men blot en fiks betegnelse til brug i medierne.

Møder mellem kunst og videnskab er nemlig ikke en nyhed. De har foregået spontant i århundreder, i renæssancen en gang imellem i et og samme geni som for eksempel Leonardo, men nu er der bare kommet flere penge i det. Det er svært for mig at pege på et eneste substantielt resultat af disse møder, endsige syntese på et højere plan. Det skal nok altid have været vældig fornøjeligt og inspirerende, men alt i alt er det et pauvert resultat at opvise, efter at parterne har gået op og ned af hinanden i den samme verden gennem århundreder.

Derfor anser jeg det for usandsynligt, at en ny bro kan dannes mellem kunst og videnskab på et langvarigt lukket seminar her i sommerregnen. Forudsætningerne er simpelthen ikke til stede, og der mangler reelt en fælles sag. Der er heller ikke for nylig sket så radikale ændringer i spillernes opstilling på banen, at det berettiger til et håb om en ny syntese.

Men man ved selvfølgelig aldrig...

Måske er det mere frugtbart at se kunst og videnskab som to adskilte poler mellem mange andre i det menneskelige univers. To poler, der danner et kulturelt spændingsfelt, som hverken kan eller skal kortsluttes, lige som det bogstaveligt talt er ufrugtbart at kortslutte polariseringen mellem det feminine og det maskuline. Hvorfor ikke bare lade kunst og videnskab nyde hinanden og bevare den store forskel?