Informationsbomben under Bibliotekerne1

Benny Lautrup

Bibliotekernes betydning

Et københavns kommunebibliotek har en stor del af æren for, at jeg blev videnskabsmand. For min barndoms gade nemlig var også Istedgade på Vesterbro, og min barndoms miljø var arbejderklassen, som ikke gjorde meget i bøger.

Som 9-årig havde jeg min første berøring med videnskaben. Jeg var ofte hjemme hos min farmor, og da jeg var noget af en læsehest, faldt jeg glubsk over alle de blade, hun havde. Omkring juletid havde hun altid købt et eller flere julehæfter, og i et af disse var der en artikel om stjernerne. Dem kendte jeg vældig godt fra krigens tid på grund af mørklægningen. Man kunne faktisk se stjernerne i København, dengang.

Artiklen fyldte et par sider, og jeg husker kun meget lidt af, hvad indholdet var. Men jeg kan gætte på, at den fortalte lidt om, hvor langt de var væk, og at Solen var en stjerne, der bare var meget tættere på. Fascinationen har jeg dog ikke glemt. Jeg var målløs. Det var det mest spændende, jeg i mit liv havde læst. Her fik jeg en forklaring på et fænomen, der indtil da havde været fyldt med mystik. Naturen lod sig forstå.

Til sidst i artiklen stod der, sådan lidt nedladende, at hvis man ville vide mere om stjernerne, måtte man gå til de tykke bøger på bibliotekerne. Men for en 9-årig dreng føltes det ikke nedladende. Jeg gik hen på Vesterbros kommunebibliotek i Lyrskovgade og fandt hurtigt ud af, at emnet ikke hed noget om stjerner, men havde et fint navn, astronomi. Og så begyndte jeg at læse alt, hvad jeg kunne finde på biblioteket om astronomi. Jeg kom hurtigt igennem børnebogsafdelingen og fortsatte med de voksnes bøger. De blev tykkere og tykkere, uden at min appetit for at læse om emnet svækkedes.

Til sidst begyndte bibliotekarerne i deres forsøg på dog at mætte mig at stikke mig tidsskriftssamlinger ud. Jeg pløjede mig gennem årgang efter årgang af et populærastronomisk tidsskrift, som kaldtes Urania. Det blev udgivet af en kendt amatørastronom Luplau Jansen og indeholdt en blanding af artikler om egentlig astronomi og praktiske oplysninger om, hvor der foregik noget på nattehimlen. Jeg tror faktisk, det var et ganske udmærket tidsskrift; men jeg har aldrig gået tilbage til det som voksen.

Som 14-årig tog en af mine klassekammerater mig med ud til Luplau Jansen. Det var vist hendes onkel. Han havde et privat observatorium på Frederiksberg med to kikkerter, Ursa og Urania. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde fortalte ham, at jeg havde læst bind efter bind af hans tidsskrift, men jeg tror det faktisk ikke. Han viste mig stjernehimlen i stor forstørrelse. Det var især Månen med dens bjerge, der betog mig. Jeg kom hos ham i nogen tid, men så gled det efterhånden ud. Jeg tror såmænd, at den pige, der havde taget mig derud, havde andre tanker med at kigge stjerner, end jeg havde. I den alder var jeg bedøvende ligeglad med piger.

Omkring på samme tid blev jeg ansat som bogopsætter på mit bibliotek. Jeg fik 1,23 kr i timen, og med 50 timer om måneden blev det til 60 kr. Det tillod mig at finansiere mine lommepenge og faktisk også størstedelen af mine tøjindkøb. Overbibliotekaren var Frode Jensen, som senere blev stadsbibliotekar,og efter ham kom Mogens Jermin Nissen. Britta Olsson, som også senere blev stadsbibliotekar, satte et særligt præg på stedet med sine flade sko og rektangulære røde hår. Det intellektuelle miljø, som jeg sådan blev udsat for midt i Vesterbros baggårdskvarter, havde uden tvivl en afgørende indflydelse på mit senere valg af en akademisk karrierre.

Kunsten at lave bomber

Der fandtes egentlig ikke mange muligheder for en videbegærlig dreng i begyndelsen af 50'erne. Popularisering, som vi kender den i dag, eksisterede næsten ikke. Skolen havde kun meget lidt at tilbyde. De bedste muligheder fik jeg i mellemskolen ved at blive ordensduks i fysiklokalet. Så kunne jeg eksperimentere med alle mulige apparater og kemiske stoffer i frikvarterene og efter skoletid. De bøger om videnskab, jeg fandt på biblioteket, var forældede og dødkedelige. Dog var der nogen, der gav opskrift på, hvorledes man kunne lave eksperimenter hjemme.

Mange af disse eksperimenter foretog jeg med en meget god kammerat, Johnny. Specielt sprængstoffer interesserede os. Vi vidste, hvordan man kunne gå hen til købmanden og købe ukrudtsmidlet natriumklorat, blande det med sukker og derved få et sprængstof, der kunne bruges i bomber og raketter. Vi eksperimenterede også med at lave almindeligt sortkrudt ud af de kemikalier, man dengang kunne købe i løs vægt hos materialisterne, eller hos Struer's i Skindergade. Hvad må materialisterne ikke have tænkt, når et par knægte kom for at købe krudtets ingredienser: salpeter, kulstøv og svovl. Selv nitroglycerin forsøgte vi at lave uden meget held. Da vi havde lavet nogle kubikcentimeter af det, prøvede vi at hælde det ud af vinduet fra fjerde sal, men det eksploderede ikke. Til gengæld havde vi det mægtig sjovt med det beslægtede skydebomuld, som virkede fint.

Bomberne voksede efterhånden, som vi selv blev større, og til sidst kunne vi frembringe nogle gevaldige brag. Johnny blev senere udlært rørlægger og kunne tage sig af det tekniske, mens jeg gik i gymnasiet og efterhånden blev i stand til at beregne det korrekte blandingsforhold af sukker og natriumklorat. Vi udgjorde et effektivt team, der fortsatte med at lave bomber og raketter til vi næsten blev 25 år. Teorien blev forbedret betydeligt efter at jeg begyndte at studere ved universitetet, og Johnny gennem sit arbejde blev bekendt med flere og flere tekniske finesser. De sidste raketter havde specielle de-Laval-dyser, påsvejsede styrefinner og hul brændstofkerne, og tog dage at fremstille. De blev sendt op nede i Sydsjælland, hvor hans rigtige far havde et pladeværksted, som vi kunne bruge, og nogle af dem så vi aldrig komme ned igen.

Vi var begge meget bevidste om atomkrigsfaren i Europa i slutningen af 50'erne og begyndelsen af 60'erne. Min bombekammerat Johnny tog da også konsekvensen af sin frygt for de andres bomber og emigrerede til New Zealand i 1964. Jeg har kun set ham et par gange siden.

At studere latin

At jeg overhovedet kom til at studere, var noget af et tilfælde. Min stedfar syntes, at jeg skulle i lære som tømrer, og faktisk havde jeg vist ganske gode evner i sløjd. Tanken var velment og slet ikke så ringe. Var jeg som Johnny, der også havde en stedfar, blevet taget ud af skolen efter anden mellem, havde jeg sikkert været en holden håndværksmester i dag og ikke brudt mit hoved med akademiske spørgsmål.

Men det gik anderledes. I anden mellem begyndte jeg at interessere mig for latin. Sprog lå nemt for mig, og latin lød som om, det havde noget særligt, når jeg så det omtalt i de bøger, jeg læste på det tidspunkt. Så jeg havde på biblioteket fundet en moderne, lidt populær lærebog i latin, som jeg sad og studerede om eftermiddagen. På det tidspunkt ville skæbnen, at vi fik en vikar: en ganske ung mand på 21 år, Henning Skårup, den senere leder af Statens Informationstjeneste, som pludselig var blevet forsynet med familie - det blev man i 50'erne - og derfor måtte afbryde sine studier og tage et vikarjob i folkeskolen. Da han fortalte min klasse, at han studerede latin og græsk ved universitetet, udbrød jeg, at jeg også studerede latin. Han blev meget interesseret og tilbød mig snart efter at komme hver morgen en halv time før skoletid og undervise mig i latin. Den moderne, populære lærebog blev erstattet af Mikkelsens gennemprøvede tekst.

Specialundervisningen fortsatte i hele den periode, han vikarierede på min skole. På et eller andet tidspunkt var der et forældremøde, hvor han mødte min stedfar og min mor. Han sagde som den selvfølgeligste ting af verden og i retrospekt med en forbavsende autoritet for så ung en mand, at ``Benny skal naturligvis have lov til at studere''. Og derved blev det.

Sprog har sidenhen altid haft min store interesse, en interesse som dog i dag er vendt mere mod de formelle sprog, der tales af computere, end mod de naturlige sprog.

Armkræfter

Som 17-årig avancerede jeg til hovedbiblioteket på Kultorvet, da det blev åbnet i - tror jeg - 1957. Jeg var faktisk med til indflytningen og bar tonsvis af bøger ned fra tårne på Nikolaj kirke, hvor det tidligere havde til huse.

Arbejdet på bibliotekerne gav fysiske armkræfter i en sådan gang, at da jeg en gang på min feriegård på Bornholm blev udfordret til at lægge arm med en karl, der hed Valdemar, så vandt jeg uden problemer. Det gav lidt respekt på landet.Så det var ikke bare på det åndelige plan, bibliotekerne havde betydning for mig.

Hvordan det videre gik

Sidenhen har mit forhold til bibliotekerne været mere fjernt. Min bibliotekskarriere endte brat, da jeg efter at have fået studentereksamen stillede krav om at få studenterløn, som dengang var på lidt over 5 kr, medens biblioteket kun ville betale mig det halve. Vi kunne ikke blive enige, så jeg måtte gå min vej.

Jeg arbejdede i mange år med partikelfysik og spekulerede ikke meget over, hvad det ville sige at læse, selv om størstedelen af min tid gik med det. I de sidste 8 år har jeg brudt ud af den snævre fysik og dyrket et emne, hvor sådanne spørgsmål har sin naturlige plads. Jeg har nemlig beskæftiget mig med en ny type computere, som kaldes neurale netværk. Sammen med Søren Brunak har jeg endog skrevet en bog om emnet, som findes på bibliotekerne.

Information

I denne sammenhæng har jeg spekuleret en del over, hvad information egentlig er, og hvordan vi omgås den. Da jeg har brug for at være en smule konkret i det efterfølgende, vil jeg definere begrebet, som fysikerne og datalogerne gør det. Information måles i bits. En bit er den information, der findes i svaret på et spørgsmål, der kun kan besvares med "ja" eller "nej". Altså, svaret på spørgsmålet: "Vil du tage denne kvinde til ægte" er én enkelt bit information. Jeg har aldrig hørt om nogen, der svarede "nej" til netop dette spørgsmål, så dybest set er der ingen information i svaret, fordi det altid er "ja". Men princippet er godt nok. Alle meddelelser kan brydes ned i elementære svar af denne art.

Den menneskelige hjerne udfører en formidabel informationsbehandling hele tiden, også når vi sover. Hvis man vurderer, hvor mange meddelelser, der går ind og ud af hjernen, kommer man til et tal af størrelsesordenen en milliard bits per sekund. Det er mange. En milliard er faktisk et stort tal. Størstedelen af denne enorme strøm sker gennem øjnene, og i den senso-motoriske kontrol af kroppen. Den interne informationsbehandling foregår med endnu langt større hastighed.

Men spørger man, hvor stor informationsstrømmen er, når vi taler sammen uden at kunne se hinanden, så kommer man til langt mindre størrelser. Man kan vurdere informationsstrømmen i talen ud fra hvor mange ord, man kan sige per sekund, og resultatet er mindre end 100 bits per sekund. Der foregår altså næsten ingen informationstransport i talen. Når vi kan se eller røre hinanden, bruger vi også andre kanaler til kommunikationen, og bitstrømmen bliver meget større.

Omvendt kan vi også kun opfatte 100 bits per sekund, når det drejer sig om symbolsk information, for eksempel når vi lytter til radioen eller når vi læser i en bog. Der er en fundamental biologisk begrænsning i vores hjerne, som ikke tillader os at absorbere skreven information med større hastighed. Ligegyldigt i hvilken sproglig sammenhæng, vi befinder os, kan vi kun meddele os med maksimalt 100 bits per sekund. Men på trods af denne begrænsning er talen og den deraf afledte skrift den vigtigste komponent i vores kultur.

Men hvorfor er det så vigtigt med mange bits? I kirken foran alteret er det jo kun nødvendigt med én bit for at bringe et menneske frygteligt i fedtefadet. Eller den ene bit officeren benytter sig af, når han siger "fyr" til henrettelsespeletonen. Eller mere relevant for samtiden, den ene bit der afgør din HIV-status.

Kontekst

Grunden til, at talens svage informationsstrøm kan have så enorm betydning, ligger i den kontekstfølsomhed, den menneskelige hjerne besidder. Størstedelen af vores uddannelse fra den tidligste barndom til de højeste niveauer går ud på at indbygge kontekster i vores hjerne, således at relativt få bits kan udløse meget specifikke handlinger. Mennesket er en mester i at skifte kontekst. Selv i de mest ordinære situationer bliver vi meget forbavsede, hvis et menneske vælger en forkert kontekst.

Mange vittigheder går netop på fejl i valget af kontekst. Det siges om Storm P, som ofte gik tur på Frederiksberg kirkegård, at han engang så to gravere sidde og tørre sveden af panden på kanten af en grav, og hilste på dem med ordene: ``Nåh, har vi fået lov til at komme op i dag?''. Det sjove skyldes forskellen i den kontekst graverne faktisk er i, og den kontekst Storm P mener, de er i.

En bog på 500 sider med 2000 bogstaver per side indeholder højst 5 millioner bits information. Det er af samme størrelsesorden som den information, der vælter ud af en fjernsynsskærm i løbet af nogle få sekunder. Men bogen tager 16 timer at læse, når man ikke snyder.

Så hvordan kan det være, at man efter have læst en bog tit rejser sig med en følelse af tilfredshed og berigethed, medens man efter en aften foran tossekassen føler sig åndeligt forarmet? Jeg tror, at en af grundene er, at bogen tvinger os til selv at skabe de nødvendige kontekster. Hele tiden, medens vi læser, danner vi billeder i vores hjerne, billeder som selvfølgelig udspringer af vores akkumulerede erfaring. Denne proces opleves som kreativ og behagelig. De brede informationsbehandlende kanaler for synet aktiveres af vores fantasi, modereret af det, vi læser.

Fjernsynet derimod optager hele vores visuelle opmærksomhed. Den voldsomme strøm af information, som vælter ud gennem apparatet, blokerer for det indre liv. Vi føler os tomme og udmarvede efter for lang tids påvirkning med denne fantasi på dåse.

Før vi går helt overbord i drømmen om den virtuelle virkelighed, der kan realiseres i en computer, bør vi tænke på oprindelsen til vores egen kultur i den informationsfattige, men fantasirige, talestrøm. Med mindre den virtuelle virkelighed kan præstere noget så sanseligt indholdsrigt som en vandretur i en skov i regnvejr, tror jeg vi vil føle os uendelig snydte. Så vidt jeg kan vurdere, vil den menneskelige evne til kontekstskift endnu i en del år være computerens langt overlegen.

Grænser for vækst?

Det er nu 20 år siden Rom-klubben udgav sin bog om vækstens grænser. Den gjorde det klart for os, at Jorden er et rumskib med begrænsede ressourcer, og at disse ressourcer ville blive opbrugt i en overskuelig fremtid. Ðrsagen må søges i den eksponentielle vækst af forbruget, som den eksponentielt voksende befolkning og teknologi giver anledning til. Inden for de næste 50 år vil verden uden tvivl opleve et økonomisk og økologisk crunch uden sidestykke i historien. Der er endda tegn på, at det kommer hurtigere. Endnu kan vi træde til med massiv hjælp, når hungersnød eller sygdom rammer begrænsede områder, men vi vil stå magtesløse, når større folkeslag bliver ofre. Hvad skal vi dog gøre, hvis for eksempel Indien rammes af en hungerkatastrofe, når vi dårligt kan forsyne Sarajevo.

Disse grænser for vækst er gyldige for materielle ressourcer og energi, som er bundet i materielle ressourcer. Men gælder der lignende begrænsninger for informationsbehandlingen? Vil den også nødvendigvis rende ind i en ressourcebetinget grænse?

Umiddelbart vil man sige nej. Der synes ikke at være nogen nedre grænse for omkostningerne ved informationsprocessering. Så der der heller ingen grænse for, hvor stor den verdensomspændende informationsstrøm kan blive. Faktisk er der en fysisk grænse bestemt af termodynamikken, men den er så lav, at den ikke har praktisk betydning, selv om den diskuteres intenst af videnskaben.

Den informationsstrøm, som rammer os, eller foregår omkring os, er eksponentielt voksende og har været det i mange år. For eksempel har antallet af videnskabelige tidsskrifter været eksponentielt voksende i omkring 200 år. Hvis man fremskriver den til år 2000 vil der være omkring 1 million tidsskrifter at holde rede på for bibliotekerne. Men da tidsskrifter stadig trykkes, vil materielle ressourcebegrænsninger sætte en grænse før dette tidspunkt. Vi ser faktisk en affladning af kurven i de seneste år.

Ser man på væksten af informationsudstyr i hjemmet, fra telefoner over personlige computere til videomaskiner, er der også tale om en eksponentiel vækst. Og tidskonstanten bliver mindre og mindre. Det går hurtigere og hurtigere. Medens det tog 75 år at anbringe en telefon i mere end 50% af boligerne, har det kun taget 10 år for de personlige computere (i USA). Den materielle ressourcemængde, som indgår i en computer, er ikke særlig stor, og der er heller ikke endnu megen affladning af vækstkurven at se.

Netværk

I de seneste år har den akademiske verden oplevet en revolution i kommunikationen, en revolution som nu også er på vej ind i alle andre grupper. Den vil uden tvivl få stor betydning for bibliotekerne, hvilket denne konference jo også er et udtryk for. Det drejer sig om de globale computernetværk, der er blevet etableret i slutningen af 80'erne og yderligere udbygget i 90'erne. Revolutionen består i, at udveksling af videnskabelig information, hvad enten det drejer sig om personlige meddelelser eller artikler, er blevet uendelig meget simplere.

Jeg fik først elektronisk post i 1989, men allerede nu bruger jeg en hel del tid hver dag på denne form for kommunikation. Lad mig give et eksempel på, hvorledes denne revolution påvirker mig. Forleden dag fik jeg - fordi jeg er medlem af en interessegruppe - en e-mail med en oplysning om, at en gruppe i Sidney, Australien, havde udviklet en public domain simulator til neurale netværk. Sådanne findes der mange af, men dette var altså en ny en. I meddelelsen stod der en addresse, hvor man anonymt kunne hente programmet. Det betyder, at enhver person kan få en vis kontrol over computeren i Sidney og befale den til at sende en kopi af programmet. Det gjorde jeg så, og det tog cirka en halv time, fordi det var ret stort. Men det hjalp noget, at det var nat i Australien.

Før eksistensen af dette netværk, Internettet, ville jeg formodentlig aldrig få at vide, at programmet fandtes. Jeg kendte ikke de personer, som havde skrevet det, og de kendte ikke mig. Selv hvis jeg havde fået kendskab til programmet ville det være højst besværligt for begge parter at udveksle det. Alt for ofte er sådanne udvekslinger strandet på inkompatible tape formater og lignende. Men på Internettet findes der et ensartet format under hvilket informationen udveksles.

Netværket har undergået en voldsom vækst siden 1988. Formodentlig stærkere end eksponentiel. I dag er der mere end 2 millioner computere tilsluttet netværket, hvilket må betyde, at der er op mod 20 millioner brugere. Selvfølgelig vil der være grænser for kapaciteten, selv om disse ikke er nået endnu, men der er intet teknologisk i vejen for at udvide den kraftigt.

Et af de mest interessante træk ved disse netværk er, at de ikke er under central kontrol. Intet sted på kloden er der en kontrolcentral, som styrer trafikken. Når min computer sender en meddelelse, bliver den splittet op i små pakker, som bliver sendt ud på nettet, måske i flere retninger. I hver pakke er der et løbenummer og en addresse, som fortæller, hvor den skal hen. Alle pakkerne ankommer til sidst til målet, muligvis ad helt forskellige veje, og her bliver de samlet igen i den rigtige rækkefølge.

På denne måde minder netværkene om hjernen, som også består af et stort antal uafhængige celler, der kommunikerer med hinanden gennem et netværk af forbindelser. Heller ikke her er der tale om central kontrol. Alligevel opstår der tanker, intelligens og ånd i hjernen. Man kan med en vis berettigelse - og der er seriøse folk, der gør det - spørge sig selv, om hvor stort Internettet skal være, før det begynder at udvise selvstændige intelligente træk.

Et miljøproblem

Væksten i informationsstrømmen kan fortsætte uhindret i lang tid endnu, fordi der ikke er ressourcemæssige eller principielle grunde til, at den skulle flade ud. Information er ikke selv en materiel ressource og kun lidt afhængig af andre materielle ressourcer.

Meget tyder på, at væksten er eksponentiel. Det vil sige, at strømmen vokser i takt med sin egen størrelse. Jo større den er, des hurtigere vokser den. Eksponentiel vækst er farlig og har karakter af en eksplosion. Den eksponentielle vækst i informationsstrømmen skyldes, at hver bit information avler mere information, end den kaster bort, ganske analogt med at menneskeheden vokser eksponentielt, fordi hvert menneske avler flere mennesker hurtigere, end de dør. Information giver dog ikke som mennesker selv direkte anledning til forøgelsen, men en større informationsstrøm medfører større beskæftigelse med information og derigennem også forøget produktion af ny information.

Selv om information ikke er en materiel ressource, så bæres den altid af et eller andet materiale. Bøger skrives på papir, musik indspilles på plader, radio og tv optages på bånd. Derfor er der indirekte materielle grænser for informationsstrømmen. På den nyligt afholdte bogmesse i Frankfurt blev der præsenteret tæt ved et hundrede tusinde nye bøger, og det kræver en hel del papir. Der må være en grænse for, hvor mange skove kan vi fælde hvert år for at tilfredsstille markedets behov for bøger og aviser. Strømmen af trykte bøger må før eller senere holde op med at vokse.

Denne indirekte og kunstige grænse for informationsstrømmen kan dog omgås ved at minituarisere og vælge nye medier som bærere af informationen. Medens man våndede sig under mængden af bøger i Frankfurt, kom den ``gode nyhed'' om den elektroniske bog. I stedet for at købe et kilo papir kan man nu anskaffe sig en lille CD, som er lavet af nogle få gram metal og plastic og derfor ikke gør noget ved skovene. Men hvor ligger grænsen mellem et godt tilbud og informationsforurening?

Hvis der ikke synes at være egentlige grænser for informationsstrømmens vækst, må vi altså regne med, at den fortsætter eksponentielt i lang tid endnu. Antallet af fjernsynskanaler, som bringes på kabel-TV er cirka 25 i Danmark, mens der allerede er steder i USA, hvor der er op mod 250 kanaler. Det betyder, at mens det endnu er morsomt at zappe rundt mellem kanalerne i Danmark, bliver det bestemt mindre morsomt, når antallet bliver stort.

Nu er dette eksempel ret uskyldigt, men vi oplever alle en stærkt forøget informationsstrøm i omgivelserne. Jeg har aldrig været udsat for et så stort informationsbombardement som nu. Da jeg var ung kunne jeg stort set læse alle preprints inden for mit område, senere kunne jeg læse alle abstracts, og i dag er selv det umuligt. Jeg bliver også bombarderet af skrivelser i mit arbejde i langt højere grad en før, og hvad værre er, nogle af disse skrivelser forlanger et svar. Specielt dem fra forskningsministeriet.

Den forøgede adgang til teksprocessering gør enhver i stand til at udsende skrifter af høj kvalitet. Det kræver kun en computer, et tekstprogram, en printer og noget papir og måske en kopimaskine. I gamle dage skulle en sekretær ind i billedet og resultatet skulle ned til trykkeriet. Det gav en naturlig begrænsning i mængden af papir en given institution, for eksempel et ministerium, kunne udsende.

Jeg mener, at informationsstrømmen må betragtes som et miljøproblem på linie med andre forurenende aktiviteter. Et menneske er ikke i stand til at håndtere mere end 100 bits information per sekund på symbolsk form, medens vi hver især ved hjælp af kopimaskinerne er i stand til at belemre hinanden med mange gange 100 bits per sekund. Det kræver ikke mange embedsmænd med tekstprocessorer i et ministerium, før de er i stand til at holde sig selv og hele ministeriets område evigt optaget med at besvare skrivelser.

Lige som det efterhånden er blevet uetisk at svine andres luft til med tobaksrøg, bør det også være uetisk at svine andres inputorganer til med unødvendig information. Vi har allerede en lovgivning mod støj, som også er en slags information, og en begrænsning af reklamer på tv. For megen lovgivning bidrager også til informationsforureningen, så det bedste ville være, at det enkelte individ vurderede om den information, der var ved at forlade hans eller hendes hånd, nu også var nødvendig - og for hvem. Men det er nok ikke realistisk.

Filtre i informationsstrømmen

Jeg ved faktisk ikke, om miljøministeriet allerede har en afdeling, som tager sig af disse problemer. Men vi bliver nødt til at begrænse den informationsstrøm, som rammer os. Da mere og mere information bliver produceret af maskiner, er det eneste effektive forsvar at benytte maskiner til at filtrere strømmen.

Al informationsbehandling består i at smide information væk. Jo større strømmen er, desto mere skal der smides væk, og jo mere der skal smides væk, desto mere intelligens kræver det ikke at smide det forkerte væk. Og informationsstrømmen vokser eksponentielt. Vi er derfor nødt til at udvikle intelligente og adaptive filtre, som så at sige kender den enkelte persons interesser. Der skal nok også være flere niveauer af filtrering.

Nogle af filtrene er allerede på plads, for eksempel bibliotekerne, som i dag foretager et skønsomt udvalg i bogstrømmen og tidsskrifterne, men der er brug for meget mere. Jeg tror, at bibliotekerne i fremtiden vil få en ny rolle som databaser for tekster opbevaret på alle mulige medier. Den voksende informationsstrøm vil fordre, at ikke al information oplagres, lige så lidt som man gemmer alt, hvad der i dag trykkes. Det vil blive nødvendigt for bibliotekerne meget bevidst at vælge de filterfunktioner, de vil udføre.

Det minder lidt om censur, men et filter er ikke censur, så længe den oprindelige informationsstrøm er tilgængelig på en eller anden måde. Vi skal selv kunne vælge, om vi vil bruge et filter eller ej. Vi skal selv kunne vælge, om vi vil søge den information, vi mangler, på et bibliotek, eller om vi personligt vil dykke ned i informationsstrømmen.

Bibliotekerne skal allerede nu tage stilling til den eksponentielt voksende informationsstrøm. Specielt forskningsbibliotekerne bør på i samarbejde med lignende instanser i andre lande sikre, at tidsskriftsartikler - også fra allerede trykte tidsskrifter - bliver elektronisk tilgængelige over netværket. Her lettes opgaven ved, at denne information kun behøver at befinde sig et sted i verden for at være globalt tilgængelig. Danske biblioteker skulle kun tage sig af danske tidsskrifter, svenske af svenske, o. s. v.

Hvis de ikke gør det, vil de sakke bagud i forhold til andre databaser, og bibliotekarerne vil ende med at blive kustoder for bogmuseer. Allerede nu finder jeg størstedelen af nyhederne inden for mit fag i elektroniske databaser for preprints. Jeg gider faktisk ikke gå på bibliotek længere. Jeg vil have adgang til ældre faglitteratur lige så nemt, som jeg har til det nyeste. Jeg er allerede blevet overforkælet af min computer.

Fordybelse

Information er også blevet karakteriseret som en forskel, der gør en forskel. I dag er vi ved at drukne hinanden i så mange ligegyldige forskelle, at de i sidste ende alligevel ikke gør en forskel. Begrebet fordybelse er efterhånden skræmt langt væk, og i stedet har vi fået forstoppelse af alt for store mængder fast-food information. Måske skulle bibliotekerne også forsøge at værne om netop retten til at fordybe sig, som burde være lige så selvfølgelig som retten til at ytre sig, ved at udvikle metoder til at bortkaste unødvendig information, selv når den befinder sig midt inde i et opbevaret dokument. Et biblioteks produktivitet skal ikke måles i antallet af udlånte bøger, eller i effektiviteten af en bibliografisk database, men langt hellere i kvaliteten af de oplevelser dets gode udvalg af information har givet de mennesker, der har fordybet sig i den.


Footnotes:

1Indlæg ved Dansk Forskningsbiblioteksforenings konference ``Netværker - Hvordan, Hvorfor, og Hvad så?'', Nyborg Strand den 8.-9. februar 1994.


File translated from TEX by TTH, version 3.00.
On 1 Dec 2002, 22:05.