Information 13. maj 1997

Benny Lautrup: Kasparov's tab

Kasparov's tab

Af Benny Lautrup

Søndag den 11. maj 1997 blev en mærkedag i maskinernes historie. Alle tiders største skakgeni Gary Kasparov blev besejret af en maskine, Deeper Blue, i en regulær og fair skakturnering. Et orkester af digitale computerchips under ledelse af et program bragte ham nederlaget, selv om programmet er skrevet af mennesker med langt lavere rating end Kasparov. IBM besidder nu reelt verdensmesterskabet i skak, men forstår dybest set ikke hvorfor!

Der er ingen tvivl om, at nyheden kommer som et chock for menneskeheden. I skakpartier mellem mennesker betyder intelligens, intuition og kreativitet umådelig meget. Hvad bliver der af disse egenskaber, når et stykke mekanik kan vinde over os? Er vi selv med alle vores åndelige egenskaber blot et stykke avanceret biologisk mekanik?

Jeg stillede engang den engelske fysiker og computergeni Stephen Wolfram det spørgsmål. Han så undrende på mig og besvarede det med et andet spørgsmål: ``What else can we be?''. Og hvordan jeg end vender og drejer, så strander jeg altid samme sted. Hvad andet kan vi være?

Den moderne biologi har vist os, at livets basale byggesten og processer er af mekanisk karakter. Arvestoffet DNA bærer på informationen om hvilke proteiner, der kan konstrueres til organismen, og omvendt vil disse proteiner danne det maskineri, der er nødvendigt for reproduktionen af arvestoffet.

Denne cirkularitet, selvkatalyse, sker på alle niveauer i de levende væsener og vanskeliggør analysen, men der er i dag ingen, som seriøst tror, at der skal helt nye fundamentale principper til for at forstå livet til bunds.

Tilsvarende gælder det for hjernen og i bredere forstand centralnervesystemet og dets forbindelse til kroppen. På det basale biokemiske niveau kendes nerveprocesserne i stor detalje, og alle er i dag overbevist om, at ethvert mentalt udtryk, til og med ånd, må udspringe af den fysisk-kemiske aktivitet i nervesystemet. Det er det Francis Crick kalder ``The Astonishing Hypothesis'' i bogen af samme navn.

Hvad der endnu mangler, er en forståelse af de processer, hvorved de individuelle signaler mellem nervecellerne integreres op til globale psykologiske egenskaber og begivenheder. Og når vi forsøger at forstå hjernen ved hjælp af hjernen optræder der igen en besynderlig cirkularitet.

Det, der generer mennesket, når maskinen vinder over Kasparov, er indtrængningen på det, vi anser for det mest menneskelige, nemlig vores åndelige formåen. Vi har med sindsro accepteret utallige maskiner, biler og flyvemaskiner, som langt overgår mennesket i hastighed og kraft. Men de har allesammen været ``dumme'' og derfor os underlegne og mestendels under kontrol.

Når maskinerne ikke længere er dumme, så truer de os, fordi vi forestiller os, at de kan besidde alle de skjulte motiver, løgn og bedrag, som vi diverterer hinanden med. De bliver farlige og uigennemskuelige. Hvad går de egentlig og pønser på?

Kasparov blev godt gal i skralden, da han tabte. I en lang tirade på CNN beskyldte han IBM for udelukkende at sigte mod at besejre ham. Det er temmelig klart, at IBM ikke kan have snydt, for der findes reelt ingen på niveau med ham. Alt tyder på, at kampen var fair, og det kan vel ikke være Kasparov ubekendt, at enhver udfordrer til verdensmesterskabet vil satse alt, hvad han har, og hele sit bagland på at vinde.

For mig at se tabte Kasparov delvis på det psykologiske plan. I skakspil på de højeste niveauer er psykologi ligesom i alle andre spil af enorm betydning. Hvis modstanderen bare sidder og stirrer, eller rejser sig op og vandrer hvileløst rundt, kan det virke ødelæggende på en spiller. Det forekom mig, at Kasparov virkede bange for Deeper Blue. Han prøvede at spille taktisk på en måde, der måske i virkeligheden kom maskinen i møde.

Det mest spændende ved maskinens sejr er ikke, at den sejrede, men derimod den uundgåelige udvikling, der førte til sejren. Jeg har fulgt kampen på skak mellem mennesket og maskinen i de sidste 20 år og havde ikke regnet med at se verdensmesteren slået i min levetid. Nu er det sket, mange år før optimisternes mest hyperbolske gæt.

Hvad der er langt mere tankevækkende end sejren er, at den udvikling, der førte til Deeper Blue, ikke er stoppet med denne maskine. Deeper Blue er åbenlyst blot en station i en udvikling, der med ekspresfart passerer igennem dette niveau. IBM behøver ikke at viderudvikle Deeper Blue, fordi den allerede er stærkere end den stærkeste spiller, men den teknologi der ligger bag, vil med sikkerhed blive videreudviklet.

Optimisterne gætter også på, at en computer med samme kapacitet som vores hjerne vil blive konstrueret i de første tiår af næste århundrede. Igen er det tankevåkkende, at udviklingen også her vil fortsætte med ekspresfart igennem en sådan computer for hurtigt at føre til computere langt stærkere end hjernen.

Vi er tilbøjelige til at være ``human-centrerede'' og se den biologiske udvikling under et alt for kort perspektiv. Mennesket er også blot en station, som evolutionen i ekspresfart passerer hen over.

Mere interessant er det, at vi med genetisk manipulation begynder at accelerere den naturlige udvikling i retninger, som vi endnu kun kan ane. Måske er der i virkeligheden en synergi mellem maskinernes udvikling, som endnu kræver menneskets hjælp, og menneskets egen udvikling, der bliver mere og mere afhængig af maskinerne.

Man kan let forestille sig, at der vil ske en konvergens mellem maskinernes og menneskets udvikling, som med tiden vil realisere performance kunstneren Stelarc's tanker om en hybridform, der kan eksistere uden for den snævre biosfære.

En sådan udvikling forekommer mig langt mere sandsynlig end den sædvanlige historie om, at maskinerne vil forsøge at tage magten fra mennesket. Et symbiotisk scenario passer også bedre med maskinernes hidtidige udvikling. Uanset om vi kan lide det eller ej, er vi dybt forbundne med maskinerne og efter søndag den 11. maj mere end nogen sinde før.