Berlingske Tidende den 23. november, 1999

Købt eller solgt

BENNY LAUTRUP
NIELS BOHR INSTITUTET

Dandy's medfinansiering af et stykke tyggegummi-forskning på den århusianske tandlægehøjskole har kastet lys på de konflikter, der kan opstå i kølvandet af kommercialiseringen af universiteternes forskning.

Selve problemet er banalt. Et firma har et slogan, som ingen forbruger ved sine fulde fem tror en døjt på. Firmaet vil gerne have bekræftet den påståede effekt og indgår derfor en aftale om at betale en brøkdel, for eksempel trediedelen, af et forskningsprojekt.

Hvis det giver det ønskede resultat, kan firmaet med store mundbevægelser hævde, at forskningen har vist, at dets tyggegummi i modsætning til konkurrenternes er gefundenes Fressen. Hvis ikke, har firmaet skaffet sig et problem på halsen, fordi forskerne både skal og vil offentliggøre deres resultater.


Direktører, institutbestyrere, rektorer, ministre, kommentatorer og lederskribenter har endevendt sagen i medierne. Der er endog rullet et enkelt hoved, og der ruller måske flere. Sagen er nu yderligere optrappet med skriftlige redegørelser, båndede telefonsamtaler og stormøder.

Al diskussion om betydningen af naturvidenskabelig forskning i et moderne industriland strander nu på omslaget til et stykke tyggegummi. Her drejer det sig ikke om grundlæggende videnskabelige og teknologiske spørgsmål, men om en simpel efterprøvning af et reklamebrøls sandhedsværdi.

Skal det kaldes forskning? Skulle dette ikke snarere kaldes en undersøgelse eller udredning, som Forbrugerstyrelsen kunne tage sig af? Og drage firmaet til ansvar, hvis der opdages huller i tænderne og dermed i påstanden.


Universiteterne er i krise. Det er uklart, hvilket forhold der i fremtiden skal være mellem undervisning og forskning, mellem humaniora og naturvidenskab, mellem frie og bundne forskningsmidler, mellem akademi og industri.

Forskningen indtager således en klar førsteplads i enhver universitetslærers liv, fordi det er det, han høster hæder og bliver ansat på. Samtidig bliver det mere og mere klart, at nedskæringerne i lærerstaben og i de frie forskningsmidler sætter forskningen på en utvetydig andenplads efter undervisningen.

Nogle af skadevirkningerne af denne politik kan afhjælpes, hvis erhvervslivet kan lokkes til at betale en del af universiteternes forskning. Men erhvervslivet er af gode grunde profitorienteret til det yderste og giver ikke penge ud uden at få noget for dem.

Selv om der vises megen god vilje fra begge sider, er mange af de spørgsmål, der optager forskningsverdenen, temmelig uinteressante for erhvervslivet -- og omvendt. Det er der såmænd ikke noget galt i. Erhvervslivet er i bund og grund interesseret i at løse konkrete problemstillinger, medens universitetsforskningen oftest er tiltrukket af de mere principielle spørgsmål.

Sommetider er der sammenfald af interesser. En tandlægehøjskole og en tyggegummifabrikant kan -- med lidt forskellig motivation -- begge være interesseret i at føle folk på tænderne. Så her kan erhvervspengene flyde ind til universitetet, men som vi har set, kan der ligge megen gift i den slags forlovelser.

Ikke alene, fordi parterne åbenbart nærer så megen mistro til hinanden, at det er nødvendigt med spionudstyr under telefonsamtaler, men også fordi den videnskabelige lødighed meget vel kan gå tabt i jagten på eksterne midler. Det er ret så svært at overbevise den undrende offentlighed om, at tyggegummi hører til i den odontologiske frontforskning, og at staten skal finansiere to trediedele af gumleriet.


Universiteternes videnskabelige åbenhed er i direkte konflikt med den lukkethed, industrien forståeligt omgærder sine produkter med. Dandy-sagen kan bevirke, at den traditionelle gensidige mistillid mellem akademi og industri forstærkes i en sådan grad, at der fra begge sider kræves juristers medvirkning, så snart et forskningssamarbejde kommer på bane.

Men god forskning begynder i møder mellem forskere, for eksempel på en konference, ikke ved et forhandlingsbord bivånet af jurister. Kontrakter med fortrolighedsaftaler er fuldstændig ødelæggende for den interne selvjustits, der gennem publikation med peer review sikrer den frie forsknings lødighed.

Der findes i dag adskillige firmaer omkring universiteterne, som er i stand til at levere kontraktforskning til erhvervslivet uden at komme i konflikt med disse principper. Måske skulle universiteterne åbne sig overfor disse muligheder og lette vejen for forskere, der i en periode gerne vil arbejde på erhvervslivets præmisser.

Man kunne også ønske, at erhvervsvirksomhederne i højere grad ville sætte profitmotivet til side og bidrage til universiteternes frie forskning gennem oprettelse af stipendier og lærestole inden for deres interesseområder, men uden at insistere på detaljeret kontrol over indholdet i forskningen. Sådanne langsigtede endowments kendes fra USA og sikrer troværdigheden af den industrifinansierede forskning, der udgår fra universiteterne.


Universiteterne bøjer sig alt for villigt bagover for at implementere ministerielle embedsmænds' ideer om bundliniestyret management. I forsøget på at overleve i denne plutokratiske atmosfære har universiteter i nød simpelthen svært ved at sige fra, over for selv let gennemskuelige projekter med tvivlsomt formål.

Det er vigtigt igen og igen at pege på, at universiteterne er kulturbærende og ikke kan spændes for enhver politisk band-wagon. I lighed med hospitaler, folkeskoler, teatre og plejehjem skal der i et samfund være en positiv vilje til ikke først at spørge om prisen på disse goder, men derimod om nødvendigheden. Mange håber i dag på, at de immaterielle værdier, som disse institutioner oprindelig blev bygget på, igen kan blive målestok for deres succes.