Information 4. juni 1997

Benny Lautrup: Hvad er en maskine?

Hvad er en maskine?

Af Benny Lautrup

Kampen på skakbrædtet mellem Deep Blue og Kasparov kan ses som et led i en erkendelsesproces inden for en meget begrænset del af virkeligheden. Sammenstødet på brædtet er et sammenstød mellem to radikalt forskellige systemer, mennesket og maskinen, der hver på sin måde forsøger at se ind i fremtiden. Menneskelig modeldannelse og computereksperimenter kan her konfrontere hinanden uden store omkostninger. Skakvirkelighedens renhed og simplicitet gør det muligt at studere problemstillinger, der ellers kan være vanskelige at håndtere i den snavsede og støjfyldte verden, vi lever i.

I min forsideartikel den 13. maj reflekterede jeg over Kasparov's tab til Deep (eller Deeper) Blue. Jeg kaldte det ``et chock for menneskeheden'' og rejste spørgsmålet om, hvad forskellen mellem os og maskinerne i grunden er, og gav en kort opsummering af den moderne naturvidenskabs materialistiske verdenssyn, samt nogle spekulationer om fremtiden.

Temaet maskiner kontra mennesker, mekanik kontra liv og ånd, er åbenlyst følelsesladet og berører vores inderste overbevisninger. Det blev med stor energi taget op den 23. maj af Per Drud Nielsen, den 27. af Pelle Goldin, den 30. af Thomas Hutters og af Søren Ventegodt, og senest den 2. juni af Rasmus Bjerre.

Per Drud Nielsen og flere med ham mener ikke, at menneskeheden har været ``hensat i chock'' og synes, at begivenheden er ganske uinteressant. Alligevel er den mere sensationel end mange af de begivenheder, der ellers fejres, for eksempel nytårsaften år 2000. En aften uden nogen astronomisk signifikans, en ren social konstruktion, der dog sikkert også fejres af Nielsen og de andre.

Kasparov's tab til Deep Blue er ikke en social konstruktion. Det var en tærskel, der blev passeret, og maskinerne er nu på linie med eller stærkere end mennesket til at spille skak. For nogle er dette faktum altså af betydning, for andre ikke.

Nielsen peger på, at maskinen slet ikke kan nyde en kop kaffe, musik eller en flirt. Det svarer lidt til at håne en kat for ikke at kunne læse avis. Maskinerne er simpelthen ikke i stand til at have sådanne oplevelser. I hvert fald ikke endnu.

Hvordan man end vurderer menneskehjernens kapacitet, så kommer man til, at den er mellem en million og en milliard gange kraftigere end Deep Blue. Forskellen mellem en digital computer og hjernen ligger dog ikke blot i skalaen, men også i arkitekturen. Der er stor afstand mellem den digitale databehandling i computeren og den formodentligt analoge signalprocessering i hjernens neurale net. Som Penrose har påpeget, kan det være, at hjernen overskrider det beregningsparadigme, som ligger til grund for de sædvanlige digitale computere.

Alene skalaen giver anledning til forsigtighed. At forsøge at generalisere fra maskinerne af i dag til maskiner, der er en million, måske en milliard, gange større svarer til at tage fem mennesker og generalisere til hele Danmarks befolkning eller hele menneskeheden. Det kan man bare ikke. At hævde ud fra betragtning af dagens maskiner, at maskiner aldrig kan bringes til at tænke eller føle, svarer groft set også til at se på et glas vand og deraf slutte, at der ikke kan findes hvaler i oceanerne.

Jeg tør derfor ikke som Nielsen skråsikkert påstå, at maskinerne aldrig kommer til at kunne nyde en kop kaffe eller en flirt. Ligesom jeg har givet mine børn evnen til at have sådanne oplevelser gennem de gener, de har fået af mig og deres mor, kunne autonome maskiner med både ``krop'' og ``drifter'' måske gennem deres konstruktion bibringes lignende oplevelser. Der findes allerede i dag maskiner, der kan smage og lugte, og bruges til kvalitetsvurdering af mad.

Noget sådant står naturligvis helt åbent, specielt da ingen endnu har kunnet fortælle mig, hvad ``oplevelser'' eller ``qualia'' egentlig er, hvilket Søren Ventegodt også bemærker.

Samme Ventegodt læner sig op ad Penrose's tanker om, at der skal helt nye fysiske principper til at forklare bevidsthedens funktion. Det interessante ved Penrose forekommer mig dog ikke at være disse dårligt underbyggede spekulationer, det Ventegodt kalder hans ``tro'', men at han forsøger at konstruere en materialistisk -- fysikbaseret -- model for hjernen, der indebærer den dualisme mellem krop og ånd, som er så ``selvindlysende'', når vi ser ind i os selv.

Men den oplevede dualisme kan være en illusion, som så meget andet der foregår i hjernen. Introspektion er ikke videnskab. Ventegodts fromme håb om en ny naturvidenskab, der er ``mindre materialistisk og mere åndelig'', vil måske kunne vinde genklang i visse kredse, men jeg tvivler på, at det kan ske gennem systematisk anvendelse af sædvanlig videnskabelig metode. Og kun derigennem er videnskaben overbevisende.

En fornuftig arbejdshypotese er at antage, at det der foregår i kroppen og hjernen, kan reduceres til eksisterende naturvidenskabelige modeller. Indrømmet, naturligvis, at livet og tanken er enormt komplekse overbygninger på den simple biokemi. Overbygninger der kræver nye begrebsdannelser og beskrivelsesniveauer med nye emergente fænomener.

Men at der skulle være noget andet ukendt og uforklarligt, som aldrig vil kunne forstås rationelt, men for altid vil lukke af for den videnskabelige tilgang til menneskets krop og ånd, er der ikke meget, der tyder på. Så enten er det, vi allerede ved, nok til at forklare fænomenerne, eller også må der en gang vise sig tydelige tegn på noget, vi endnu ikke ved.

Det er heller ikke videnskabens opgave at modbevise påstande om eksistensen af noget uerkendeligt. Lige så lidt som man kan bevise sin generelle uskyld, kan man heller ikke bevise, at noget ikke findes. Det, der er muligt, er at underbygge en påstand om, at noget findes, ved for eksempel at pege på det. Det er videnskabelig metode -- og god retspraksis.

Disse tanker kan også illustreres fra matchen mellem Kasparov og Deep Blue. De fleste vil for eksempel mene, at Kasparov ikke analyserer en skaksituation til samme dybde som Deep Blue, der siges at tygge sig igennem alle mulige positioner indtil en vis dybde og vurdere deres kvalitet for derefter at vælge den mest lovende.

Men er dette korrekt? Har Kasparov virkelig råd til at ignorere nogen muligheder. Der kan jo i en tilsyneladende dårlig position ligge en gevinst længere fremme eller i en god position en skjult fælde. Det er i hvert fald altid på denne måde, skakmaskinerne slår mig. Når Kasparov ser gevinsten eller undgår fælden, må han så ikke have analyseret spillet til en lignende dybde i tilstrækkelig detalje? Hvad andet kan han have gjort?

At en god skakspiller ubevidst analyserer alle muligheder over en bred ``intuitiv'' front er en udmærket arbejdshypotese. Intuition er vel heller ikke mystik, men kunne ``blot'' være evnen til at integrere et stort antal svage signaler i et støjfyldt miljø.

Hypotesen om, at hjernen er i stand til omfattende ubevidst parallelprocessering, der til tider kan ligne mystik, er også i tråd med, hvad der må ske i for eksempel en trafiksituation. Når vi kører frem i et vejkryds, må vi vel have analyseret hele trafikbilledet i tilstrækkelig detalje. Hvad andet kan vi have gjort? Uden et samlet trafikalt overblik ville der nok ske langt flere ulykker, end der gør.

Digitale computere programmeret på sædvanlig vis har enorme vanskeligheder med at ``opfatte'' komplekse trafiksituationer, medens vi gør det på et halvt til et helt sekund. Som i skak spiller hjernens kapacitet og arkitektur en afgørende rolle, men der er nok ikke tale om mystik.

Man kan vel også lave eksperimenter, der bekræfter eller afkræfter hypotesen om, at skakspillere på en eller anden måde må analysere til bunds, og det er måske allerede gjort. Hypotesen besidder den falsificerbarhed, som kræves af videnskabelige antagelser. Hvis den afkræftes, vil eksperimenterne formodentlig pege på det andet fænomen, der i bogstavelig forstand er ``på spil''.

I trafikken betjener vi os af det ret uskarpe perifere syn til at foretage den første analyse, og det er godt nok til at give os advarsler om fodgængere og biler på kollisionskurs med os. Mon noget lignende gør sig gældende i skak? Har Kasparov udviklet et uskarpt ``perifert skaksyn'', der giver en hurtig grov analyse af situationen, men som er godt nok til at spotte de fleste farlige eller interessante situationer? Kunne vi selv konstruere en computer til at se uskarpt i trafikken eller på skakbrædtet?

Historisk har den reduktive videnskabelige metode vist sig overordentligt frugtbar i modsætning til rene filosofiske spekulationer. Der er god tradition for at ignorere filosofiske indvendinger i naturvidenskaben, fordi de næsten altid halter bagefter udviklingen.

Naturvidenskaben er pragmatisk. Dens udøvere er sig bevidste, at man som Wittgenstein filosofisk kan argumentere sig til sproglig invaliditet og forsøger at undgå det ved at bibeholde begreber som objektivitet, virkelighed og eksistens på en naiv form, så vidt det kan lade sig gøre. Hvis disse begreber umyndiggøres ad filosofisk vej, så er der blot brug for nogle nye, der dækker de samme tankesæt.

Pelle Goldin påpeger, at vi kun kan se verden gennem vores tolkninger af den, og det er da rigtigt. Men han glemmer, at ikke alle tolkninger er lige gode. Nogle har større brugbarhed end andre, hvis man da ikke ligefrem vil tale om Sandheden.

Det er derfor svært for mig at opfatte for eksempel Newton's eller Maxwell's ligninger som social konstruktion, selv om de naturligvis formuleres i et sprog, der er en vedtægt. Ligningerne udsiger noget om denne verden, ikke umiddelbart noget om mig eller samfundet.

Hvad verden egentlig er, vil muligvis altid være skjult for os. Men der er faktisk system i vores tolkninger af sanseindtrykkene, og dette system har gennem lag på lag af begrebsdannelse givet os megen indsigt i naturen. Uanset hvad filosofferne drømmer om, så vil det kun være i den fortsatte konfrontation mellem videnskabens modeller og virkeligheden, at vi når til dybere naturerkendelse.