I Niels Bohrs ånd

Andrew D. Jackson og Benny E. Lautrup
Niels Bohr Institutet


2005 er blevet udnævnt til Fysikkens Verdensår, fordi det her i foråret er præcis 100 år siden Einstein offentliggjorde tre banebrydende teoretiske arbejder om henholdsvis relativitetsteorien, kvantemekanikken og den statistiske mekanik. Disse teoretiske landvindinger og den efterfølgende videreudvikling udgør i dag fundamentet for den teknologi, som skal sikre Danmarks økonomiske fremtid. Uanset hvor fjernt fra dagligdagen, disse teorier kan forekomme, bruger vi dagligt kvantefysikken i vores computere og mobiltelefoner, samt relativitetsteorien når taxichaufføren finder vores adresse ved hjælp af GPS. Derfor kan teoretisk fysik ikke undværes.
 
Samtidig, i dette den teoretiske fysiks jubelår, står Danmark for at miste en nordisk institution, Nordita, som gennem knap 50 år har været hjemsted for en teoretikergruppe, der i fællesskab med Niels Bohr Institutets fysikere har dannet et attraktivt videnskabeligt miljø med stor international anseelse. Vores ærinde er her i nogen detalje at argumentere for nødvendigheden af den teoretiske fysik, og specielt at redegøre for det tab af merværdi, Danmark ville lide ved et eventuelt ophør af det tætte samspil mellem Niels Bohr Institutet og Nordita.
 

Niels Bohr var teoretiker. Efter at han i nogle år havde haft lidt problemer med at blive ansat i det danske universitetsmiljø, blev han i 1916 udnævnt til professor ved Københavns Universitet. Hans internationale og nationale stjerne var i så kraftig stigning, at det kun tog ham få år at rejse midlerne til et nyt institut på Blegdamsvej. Hans evner til at overbevise politikere og embedsmænd var fænomenale. Selv grunden til instituttet lykkedes det ham at få som gave af Københavns Kommune.
Universitetets Institut for Teoretisk Fysik, UITF, stod færdig i 1921, og 20'erne blev i sandhed en guldalder i fysikken. Kvantemekanikken blev udviklet til et ufejlbarligt redskab til forståelsen af den atomare verden med dens rigdom af nye fænomener. Der var selvfølgelig åbne spørgsmål, især om de dybere aspekter af kvantemekanikken, men de overskyggedes i de flestes opfattelse af dens åbenlyse succes med den kvantitative beskrivelse af stoffets natur.
 
Guldalderen stoppede faktisk ikke med 20'erne, men fortsatte op igennem århundredet. Gennem 30'erne overgik forskningsfronten fra atomfysik til kernefysik, og på Niels Bohrs UITF levede man med og bidrog stærkt til både den teoretiske og eksperimentelle forståelse af kerneprocesserne, specielt i de sidste år af 30'erne hvor fissionen kom i højsædet.
Efter afbrækket under Anden Verdenskrig tog fysiklivet på Blegdamsvej for alvor fat igen. Nu drejede det sig om forfinede aspekter af atomer og stråling, og især om den detaljerede forståelse af kernerne. Med den kollektive model for kernestrukturen skabt af UITF's Aage Bohr og Nordita's Ben Mottelson i 1958 indledtes en fornyet guldalder på Blegdamsvej. Dette arbejde belønnedes i 1975 med Nobelprisen.
 
Niels Bohr døde i 1962 og UITF blev omdøbt til Niels Bohr Institutet (NBI) i 1966, et navn alverden i øvrigt uformelt havde brugt i mere end 30 år. Hans død var selvfølgelig et stort tab for instituttet, men han havde sat så meget i gang og haft en sådan indflydelse på, hvorledes god fysik skulle dyrkes, at det, der spøgefuldt er blevet kaldt hans "ånd", levede videre i bedste velgående.
 
Omkring hans død begyndte et nyt felt at røre på sig. Nye acceleratorer, der kunne udforske partikelniveauet under kernerne, blev bygget rundt om i verden, og afslørede en afgrundsdyb mangel på indsigt i disse partiklers struktur og funktion. Nogle få ældre studerende tog dette emne op, helt i tråd med Niels Bohrs ånd om altid at være med på den seneste udvikling. Det er karakteristisk for den intellektuelle højloftethed på instituttet, at selv om der i begyndelsen var en smule skepsis fra den etablerede kernefysik, så kunne den ældre generation dog se ideen. Efter nogle år i udlandet vendte denne lille gruppe i begyndelsen af 70'erne tilbage til faste stillinger på instituttet og er i dag anerkendt i hele verden.
 
Gennem 70'erne og 80'erne kom der for alvor fart på partikelfysikken. Nye modeller blev opstillet for elementarpartiklerne og deres indbyrdes vekselvirkninger; eksperimenter efterprøvede og bekræftede disse teorier i en grad, ingen turde have håbet på i 60'erne. Ved midten af 80'erne var det teoretiske bygningsværk blevet så omfattende, at man kun manglede at få tyngdekraften med. Det skulle vise sig at være sværere end nogen havde forestillet sig, og problemet er som bekendt stadig ikke løst.
 
Men nu gentog historien sig. Unge, løstansatte forskere på NBI tog omkring 1980 et nyt emne op. Det drejede sig om de universelle modeller for deterministisk kaos, der var blevet opstillet i midten af 70'erne. Denne aktivitet udviklede sig kraftigt på NBI og Nordita, og gruppen blev berømt for sine bidrag. I dag er kaosstudier indeholdt i det, der samlet kaldes komplekse systemers fysik. Som det var tilfældet for partikelfysikken i 70'erne, lod NBI igen dette nye område tilflyde faste stillinger i midten af 90'erne. Siden 2000 er gruppen blevet yderligere udvidet med stillinger indenfor det lovende nye område, biofysik, både hvad angår den eksperimentelle og teoretiske forskning. I de seneste år er der desuden oprettet stillinger inden for kvantecomputere og kvantekommunikation.
 


Ud over sin plads i den globale fysik, havde Niels Bohr Institutet fra begyndelsen særlig betydning som et "mekka" for fysikken i Skandinavien. For yderligere at styrke det nordiske samarbejde, oprettede Niels Bohr og Torsten Gustafsson fra Lund i 1957 Nordisk Institut for Teoretisk Atomfysik (Nordita), senere omdøbt til Nordisk Institut for Teoretisk Fysik. Oprettelsen blev anbefalet af Nordisk Råd og Nordita har siden da været finansieret af Nordisk Ministerråd.
 
Nordita blev for Skandinavien en vigtig portal til den internationale fysik. Med sin beliggenhed i umiddelbar tilknytning til Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej betød Nordita fra begyndelsen en styrkelse af det fælles teoretiske miljø til gavn for begge parter. Et stort antal stipendiater fra hele Norden ser med megen glæde tilbage til deres år ved Nordita, ofte den første akademiske ansættelse i deres karriere. Disse stipendiater, samt den faste stab på i dag fem professorer af blandet nationalitet (ingen skandinaviske) og et lignende antal adjunkter og postdocs, er perfekt integrerede i miljøet på Blegdamsvej. Ofte bliver man først senere klar over, om den postdoc, man diskuterer eller samarbejder med, er ansat ved Nordita eller ved NBI.
Den internationale udadvendthed, som fra begyndelsen var Nordita's sigte, har været med til at skabe det høje aktivitetsniveau på Blegdamsvej. Et sådant niveau kan være svært at opnå på et rent universitetsinstitut, hvor daglige pligter i undervisning og administration beslaglægger en relativt stor del af de ansattes arbejdstid. Et åbent og aktivt miljø er nødvendigt, hvis teoretikere skal yde deres bedste.
 
Og så er de billige i drift. Nordita's budget er i dag på 20 millioner kroner, men vil fra 2007 blive reduceret til halvdelen. Sammenlignet med de 10 milliarder den danske stat bruger på forskning, og Niels Bohr Institutets eget budget på 150 millioner, ligger værdien ikke i Nordita's økonomiske bidrag til dansk forskning, men langt mere i den intellektuelle merværdi, der følger med. Teoretikere behøver ikke kostbart udstyr eller fine kontorer, men hvad de ikke kan undvære er gode kolleger at samarbejde med. Det har Nordita leveret til fælles gavn for miljøet på Blegdamsvej.
 


De nordiske samarbejdsministre inden for forskning og uddannelse besluttede på et møde i oktober 2003 at nationalisere de nordiske institutioner, hvis drift havde været dækket af Nordisk Ministerråd (NMR). Nationaliseringen tog sigte på, at de enkelte institutioner blev tilknyttet et universitet eller lignende i værtslandet, som så ville få ansvaret for personalet. Endvidere ønskede NMR , at institutionerne selv fik mulighed for at søge om midler til projekter fra, blandt andet, de nationale forskningsråd, noget der ikke hidtil havde været muligt.
 
Som et svar på ønsket om nationalisering er der fremkommet to ret enslydende forslag til overtagelse af Nordita, det første fra Stockholms Universitet (i forening med Den Kungliga Tekniska Högskola og Uppsala Universitet) og det andet fra Københavns Universitet. Det danske videnskabsministerium har bemyndiget den svenske generalsekretær for NMR til at indlede forhandlinger med universiteterne i Stockholm med henblik på en eventuel flytning. Der er således i dag en reel mulighed for, at man fra politisk side vælger at lade Nordita flytte til Stockholm. Skulle det ske, vil det medføre et føleligt aktivitetstab på Blegdamsvej. Desuden kan man meget vel frygte for omplantningens succes, hvis Nordita trækkes op med rode fra det danske miljø. Det vides således i dag ikke, hvor mange af Nordita's faste medarbejdere, der i påkommende tilfælde faktisk ønsker at flytte til Stockholm.
 
Alle fysikinstitutter i verden ønsker at være på toppen, men kun få når det. Der findes ingen opskrift på at skabe et godt forskningsmiljø. Mange steder har man prøvet med massive økonomiske tilskud, uden at det dog har ført til målet. Fortsættelsen af det parløb, Niels Bohr Institutet og Nordita har kørt i de sidste 50 år, er den bedste garanti for, at Nordita fortsat vil kunne beholde sit gode internationale omdømme. Teoretisk fysik på Niels Bohr Institutet vil naturligvis gå videre på højeste niveau, men et tab af Nordita fra miljøet vil kunne mærkes og vil tage tid at komme over. Det ville være ironisk, om en væsentlig forringelse af den teoretiske fysiks vilkår i Danmark og dermed hele Norden netop skulle ske i fysikkens verdensår 2005.