I Niels Bohrs ånd
Andrew D. Jackson og Benny E. Lautrup
Niels Bohr Institutet
2005 er blevet udnævnt til Fysikkens Verdensår, fordi det
her i foråret er præcis 100 år siden Einstein offentliggjorde tre
banebrydende teoretiske arbejder om henholdsvis relativitetsteorien,
kvantemekanikken og den statistiske mekanik. Disse teoretiske
landvindinger og den efterfølgende videreudvikling udgør i dag
fundamentet for den teknologi, som skal sikre Danmarks økonomiske
fremtid. Uanset hvor fjernt fra dagligdagen, disse teorier kan
forekomme, bruger vi dagligt kvantefysikken i vores computere og
mobiltelefoner, samt relativitetsteorien når taxichaufføren finder
vores adresse ved hjælp af GPS. Derfor kan teoretisk fysik ikke
undværes.
Samtidig, i dette den teoretiske fysiks jubelår, står Danmark for
at miste en nordisk institution, Nordita, som gennem knap 50 år har
været hjemsted for en teoretikergruppe, der i fællesskab med Niels
Bohr Institutets fysikere har dannet et attraktivt videnskabeligt
miljø med stor international anseelse. Vores ærinde er her i nogen
detalje at argumentere for nødvendigheden af den teoretiske fysik,
og specielt at redegøre for det tab af merværdi, Danmark ville lide
ved et eventuelt ophør af det tætte samspil mellem Niels Bohr
Institutet og Nordita.
Niels Bohr var teoretiker. Efter at han i nogle år havde haft lidt
problemer med at blive ansat i det danske universitetsmiljø, blev
han i 1916 udnævnt til professor ved Københavns Universitet. Hans
internationale og nationale stjerne var i så kraftig stigning, at
det kun tog ham få år at rejse midlerne til et nyt institut på
Blegdamsvej. Hans evner til at overbevise politikere og embedsmænd
var fænomenale. Selv grunden til instituttet lykkedes det ham at
få som gave af Københavns Kommune.
Universitetets Institut for Teoretisk Fysik, UITF, stod færdig i
1921, og 20'erne blev i sandhed en guldalder i fysikken.
Kvantemekanikken blev udviklet til et ufejlbarligt redskab til
forståelsen af den atomare verden med dens rigdom af nye fænomener.
Der var selvfølgelig åbne spørgsmål, især om de dybere aspekter af
kvantemekanikken, men de overskyggedes i de flestes opfattelse af
dens åbenlyse succes med den kvantitative beskrivelse af stoffets
natur.
Guldalderen stoppede faktisk ikke med 20'erne, men fortsatte op
igennem århundredet. Gennem 30'erne overgik forskningsfronten fra
atomfysik til kernefysik, og på Niels Bohrs UITF levede man med og
bidrog stærkt til både den teoretiske og eksperimentelle
forståelse af kerneprocesserne, specielt i de sidste år af 30'erne
hvor fissionen kom i højsædet.
Efter afbrækket under Anden Verdenskrig tog fysiklivet på
Blegdamsvej for alvor fat igen. Nu drejede det sig om forfinede
aspekter af atomer og stråling, og især om den detaljerede
forståelse af kernerne. Med den kollektive model for kernestrukturen
skabt af UITF's Aage Bohr og Nordita's Ben Mottelson i 1958
indledtes en fornyet guldalder på Blegdamsvej. Dette arbejde
belønnedes i 1975 med Nobelprisen.
Niels Bohr døde i 1962 og UITF blev omdøbt til Niels Bohr
Institutet (NBI) i 1966, et navn alverden i øvrigt uformelt havde
brugt i mere end 30 år. Hans død var selvfølgelig et stort tab for
instituttet, men han havde sat så meget i gang og haft en sådan
indflydelse på, hvorledes god fysik skulle dyrkes, at det, der
spøgefuldt er blevet kaldt hans "ånd", levede videre i bedste
velgående.
Omkring hans død begyndte et nyt felt at røre på sig. Nye
acceleratorer, der kunne udforske partikelniveauet under kernerne,
blev bygget rundt om i verden, og afslørede en afgrundsdyb mangel på
indsigt i disse partiklers struktur og funktion. Nogle få ældre
studerende tog dette emne op, helt i tråd med Niels Bohrs ånd om
altid at være med på den seneste udvikling. Det er karakteristisk
for den intellektuelle højloftethed på instituttet, at selv om der i
begyndelsen var en smule skepsis fra den etablerede kernefysik, så
kunne den ældre generation dog se ideen. Efter nogle år i udlandet
vendte denne lille gruppe i begyndelsen af 70'erne tilbage til
faste stillinger på instituttet og er i dag anerkendt i hele verden.
Gennem 70'erne og 80'erne kom der for alvor fart på
partikelfysikken. Nye modeller blev opstillet for
elementarpartiklerne og deres indbyrdes vekselvirkninger;
eksperimenter efterprøvede og bekræftede disse teorier i en grad,
ingen turde have håbet på i 60'erne. Ved midten af 80'erne var det
teoretiske bygningsværk blevet så omfattende, at man kun manglede at
få tyngdekraften med. Det skulle vise sig at være sværere end nogen
havde forestillet sig, og problemet er som bekendt stadig ikke løst.
Men nu gentog historien sig. Unge, løstansatte forskere på NBI tog
omkring 1980 et nyt emne op. Det drejede sig om de universelle
modeller for deterministisk kaos, der var blevet opstillet i midten
af 70'erne. Denne aktivitet udviklede sig kraftigt på NBI og
Nordita, og gruppen blev berømt for sine bidrag. I dag er
kaosstudier indeholdt i det, der samlet kaldes komplekse systemers
fysik. Som det var tilfældet for partikelfysikken i 70'erne, lod NBI
igen dette nye område tilflyde faste stillinger i midten af 90'erne.
Siden 2000 er gruppen blevet yderligere udvidet med stillinger
indenfor det lovende nye område, biofysik, både hvad angår den
eksperimentelle og teoretiske forskning. I de seneste år er der
desuden oprettet stillinger inden for kvantecomputere og
kvantekommunikation.
Ud over sin plads i den globale fysik, havde Niels Bohr Institutet
fra begyndelsen særlig betydning som et "mekka" for fysikken i
Skandinavien. For yderligere at styrke det nordiske samarbejde,
oprettede Niels Bohr og Torsten Gustafsson fra Lund i 1957 Nordisk
Institut for Teoretisk Atomfysik (Nordita), senere omdøbt til
Nordisk Institut for Teoretisk Fysik. Oprettelsen blev anbefalet af
Nordisk Råd og Nordita har siden da været finansieret af Nordisk
Ministerråd.
Nordita blev for Skandinavien en vigtig portal til den
internationale fysik. Med sin beliggenhed i umiddelbar tilknytning
til Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej betød Nordita fra
begyndelsen en styrkelse af det fælles teoretiske miljø til gavn for
begge parter. Et stort antal stipendiater fra hele Norden ser med
megen glæde tilbage til deres år ved Nordita, ofte den første
akademiske ansættelse i deres karriere. Disse stipendiater, samt den
faste stab på i dag fem professorer af blandet nationalitet (ingen
skandinaviske) og et lignende antal adjunkter og postdocs, er
perfekt integrerede i miljøet på Blegdamsvej. Ofte bliver man først
senere klar over, om den postdoc, man diskuterer eller
samarbejder med, er ansat ved Nordita eller ved NBI.
Den internationale udadvendthed, som fra begyndelsen var Nordita's
sigte, har været med til at skabe det høje aktivitetsniveau på
Blegdamsvej. Et sådant niveau kan være svært at opnå på et rent
universitetsinstitut, hvor daglige pligter i undervisning og
administration beslaglægger en relativt stor del af de ansattes
arbejdstid. Et åbent og aktivt miljø er nødvendigt, hvis teoretikere
skal yde deres bedste.
Og så er de billige i drift. Nordita's budget er i dag på 20
millioner kroner, men vil fra 2007 blive reduceret til halvdelen.
Sammenlignet med de 10 milliarder den danske stat bruger på
forskning, og Niels Bohr Institutets eget budget på 150 millioner,
ligger værdien ikke i Nordita's økonomiske bidrag til dansk
forskning, men langt mere i den intellektuelle merværdi, der følger
med. Teoretikere behøver ikke kostbart udstyr eller fine kontorer,
men hvad de ikke kan undvære er gode kolleger at samarbejde med. Det
har Nordita leveret til fælles gavn for miljøet på Blegdamsvej.
De nordiske samarbejdsministre inden for forskning og uddannelse
besluttede på et møde i oktober 2003 at nationalisere de nordiske
institutioner, hvis drift havde været dækket af Nordisk Ministerråd
(NMR). Nationaliseringen tog sigte på, at de enkelte institutioner
blev tilknyttet et universitet eller lignende i værtslandet, som så
ville få ansvaret for personalet. Endvidere ønskede NMR , at
institutionerne selv fik mulighed for at søge om midler til
projekter fra, blandt andet, de nationale forskningsråd, noget der
ikke hidtil havde været muligt.
Som et svar på ønsket om nationalisering er der fremkommet to ret
enslydende forslag til overtagelse af Nordita, det første fra
Stockholms Universitet (i forening med Den Kungliga Tekniska
Högskola og Uppsala Universitet) og det andet fra Københavns
Universitet. Det danske videnskabsministerium har bemyndiget den
svenske generalsekretær for NMR til at indlede forhandlinger med
universiteterne i Stockholm med henblik på en eventuel flytning. Der
er således i dag en reel mulighed for, at man fra politisk side
vælger at lade Nordita flytte til Stockholm. Skulle det ske, vil det
medføre et føleligt aktivitetstab på Blegdamsvej. Desuden kan man
meget vel frygte for omplantningens succes, hvis Nordita trækkes
op med rode fra det danske miljø. Det vides således i dag ikke, hvor
mange af Nordita's faste medarbejdere, der i påkommende tilfælde
faktisk ønsker at flytte til Stockholm.
Alle fysikinstitutter i verden ønsker at være på toppen, men kun få
når det. Der findes ingen opskrift på at skabe et godt
forskningsmiljø. Mange steder har man prøvet med massive
økonomiske tilskud, uden at det dog har ført til målet.
Fortsættelsen af det parløb, Niels Bohr Institutet og Nordita har
kørt i de sidste 50 år, er den bedste garanti for, at Nordita
fortsat vil kunne beholde sit gode internationale omdømme. Teoretisk
fysik på Niels Bohr Institutet vil naturligvis gå videre på højeste
niveau, men et tab af Nordita fra miljøet vil kunne mærkes og vil
tage tid at komme over. Det ville være ironisk, om en væsentlig
forringelse af den teoretiske fysiks vilkår i Danmark og dermed hele
Norden netop skulle ske i fysikkens verdensår 2005.