Jyllandsposten Fredag den 6. juli 2007

Ytringsfrihed – også når den er politisk ukorrekt?

Benny Lautrup
Professor i teoretisk fysik
Niels Bohr Institutet
Københavns Universitet

Nyborg –sagen er nu afsluttet. Udvalget for videnskabelig uredelighed har offentliggjort sin konklusion  med en komplet frifindelse af Helmuth Nyborg.  Udvalget har  kommenteret de anklager om datasjusk, der har været rejst, men ikke fundet anledning til at karakterisere dem som uredelighed. Specifikt kan en uenighed om anvendelse af mere eller mindre gængse statistiske metoder eller regulære regnefejl ikke betragtes som uredelighed. Det drejer sig  snarere om resultaternes holdbarhed og  bør afgøres i faglitteraturen.

Lad mig sige med det samme, at jeg er bedøvende ligeglad med om mænd eller kvinder har højest intelligens. Det anvendelsemæssige formål med at foretage sådanne målinger er ikke synligt for mig. Men det gælder nu også for det meste af den fysik, jeg følger med i, og for det meste af det, jeg selv har lavet gennem de sidste 40 år.  Det paradoksale er, at havde Nyborg faktisk fusket med sine resultater for at vise, at intelligensfordelen ligger hos kvinderne og ikke hos mændene, var han formodentlig aldrig blevet anklaget for fusk!

Sagens forløb minder om sovjetiske processer, fordi hele magtapparatet sættes ind for at banke en enkelt videnskabsmand på plads, når hans personlige forskning leder til resultater, der ikke passer ind i tidens  politiske korrektheds normer.  Nyborg blev bortvist, hans kontor tømt, og hans navn fjernet fra listen over ansatte ved Aarhus Universitet. Det er simpelthen et groft overgreb. Han fik siden ved rektors mellemkomst nogle af sine rettigheder tilbage med pålæg om ikke at udtale sig offentligt.

Det, der ligner en sammensværgelse mod Nyborg, blev startet af hans mangeårige kollega og nu institutleder, Jens Mammen, og med ildhu fulgt op af dekan Svend Hylleberg. Hvordan kan disse personer undgå alvorlig kritik af deres embedsførelse?  De har vist en udpræget mangel på dømmekraft, en hensynsløshed og mangel på respekt for en mangeårig medarbejder. Hvor går grænsen på universiteterne, når noget tilsvarende ude i det “normale” samfund kunne have ført til en anklage om falsk anmeldelse og embedsmisbrug?  Det bliver interessant at høre, hvad rektor  og bestyrelse for Aarhus universitet  har at sige.

Her med er Nyborg så renset. Men hvor står resten af forskerne?  Skal de betragte sig som ansatte i en undervisningsindustri  i analogi med de ansatte i   et medicinalfirma, som ikke har ret til at ytre sig om virksomheden, fordi det kan medføre tab af priviligeret viden? Eller er de frie intellektuelle, der kan ytre sig, som de har lyst til? Universiteterne mener ikke, at deres ledelser  kan acceptere ucensureret kritik fra de ansatte.  Det vil forstyrre dem i deres arbejde. Men ytringsfriheden rådede faktisk  indtil for ret så nylig, og universiteterne trivedes i bedste velgående, men nu er det ikke helt klart længere, hvilken ytringsfrihed en forsker har. Statsministeren kunne med et lignende argument  hævde, at oppositionen forstyrrer hans ledelse og derfor ikke skulle have lov til at kritisere, men den mulighed har han heldigvis ikke.

Styrken i et demokrati ligger blandt andet i, at alle kan ytre sig frit inden for meget vide rammer. Bagsiden er, at der sandsynligvis ingen er,  som  lytter til, hvad der bliver sagt. Det er prisen, jeg nok  også betaler ved at bruge tid på at skrive denne artikel.  Så hvori ligger faren ved at give de intellektuelle på universiteterne frit spillerum til at deltage i samfundsdebatten uden at skulle bruge pseudonym eller  fjerne titel og arbejdssted fra deres artikler?

Som alle andre, begår forskere fejl. Fra almindelige regnefejl og statistikfejl til store principielle misforståelser af  dybe sammenhænge. Jeg vil endda hævde, at uden mulighed for at tage fejl kommer forskerne ikke ind til de virkelig centrale spørgsmål. Retten til at tage fejl burde derfor være, og har faktisk været, en rodfæstet frihed i forskningsverdenen, selv om den måske ville se lidt mærkelig ud på papir. Bevidstheden om denne ret giver forskerne mod til at prøve nye retninger uden nødvendigvis helt at have fattet, hvorfor det skulle være interessant, eller hvorhen det  fører.  Vi har brug for vilde, utæmmede forskere, ikke en flok andægtige tilhørere på stormøder for de ansatte.

Så, kære videnskabsminister. Giv  den fulde frihed til at ytre sig tilbage til de universitetsansatte.  Erkend at universiteterne ikke er produktionsvirksomheder, selv om dine management-konsulenter fortæller dig det.  Indse, at de er befolket af levende intellektuelle, fra studenter  over forskere og lærere til ledelsen.  Accepter, at universiteterne er åbne, publicerende, debatterende institutioner. Støt den livlige uforbeholdne diskussion mellem alle parter om alle emner. Demonstrer, at universiteternes ledelser har  samme sjælsstyrke som en demokratisk valgt regering, selv når den bliver nappet i haserne af oppositionen.  Det ville da først være en rigtig skandale, hvis en medarbejder alene med sine ord kunne vælte ledelsen!

PS: Disse meninger deles  ikke nødvendigvis  af ledelsen på Københavns Universitet, selv om de måske burde.