Jyllandsposten
Fredag den 6. juli 2007
Benny Lautrup
Professor i teoretisk fysik
Niels Bohr Institutet
Københavns Universitet
Nyborg –sagen er
nu afsluttet. Udvalget for videnskabelig uredelighed har offentliggjort sin
konklusion med en komplet frifindelse af
Helmuth Nyborg. Udvalget har kommenteret de anklager om datasjusk, der har
været rejst, men ikke fundet anledning til at karakterisere dem som
uredelighed. Specifikt kan en uenighed om anvendelse af mere eller mindre
gængse statistiske metoder eller regulære regnefejl ikke betragtes som
uredelighed. Det drejer sig snarere om
resultaternes holdbarhed og bør afgøres
i faglitteraturen.
Lad mig sige med
det samme, at jeg er bedøvende ligeglad med om mænd eller kvinder har højest
intelligens. Det anvendelsemæssige formål med at foretage sådanne målinger er
ikke synligt for mig. Men det gælder nu også for det meste af den fysik, jeg
følger med i, og for det meste af det, jeg selv har lavet gennem de sidste 40
år. Det paradoksale er, at havde Nyborg faktisk
fusket med sine resultater for at vise, at intelligensfordelen ligger hos
kvinderne og ikke hos mændene, var han formodentlig aldrig blevet anklaget for
fusk!
Sagens forløb
minder om sovjetiske processer, fordi hele magtapparatet sættes ind for at
banke en enkelt videnskabsmand på plads, når hans personlige forskning leder
til resultater, der ikke passer ind i tidens
politiske korrektheds normer.
Nyborg blev bortvist, hans kontor tømt, og hans navn fjernet fra listen
over ansatte ved Aarhus Universitet. Det er simpelthen et groft overgreb. Han
fik siden ved rektors mellemkomst nogle af sine rettigheder tilbage med pålæg
om ikke at udtale sig offentligt.
Det, der ligner
en sammensværgelse mod Nyborg, blev startet af hans mangeårige kollega og nu
institutleder, Jens Mammen, og med ildhu fulgt op af dekan Svend Hylleberg.
Hvordan kan disse personer undgå alvorlig kritik af deres embedsførelse? De har vist en udpræget mangel på dømmekraft,
en hensynsløshed og mangel på respekt for en mangeårig medarbejder. Hvor går
grænsen på universiteterne, når noget tilsvarende ude i det “normale” samfund
kunne have ført til en anklage om falsk anmeldelse og embedsmisbrug? Det bliver interessant at høre, hvad
rektor og bestyrelse for Aarhus
universitet har at sige.
Her med er Nyborg
så renset. Men hvor står resten af forskerne? Skal de betragte sig som ansatte i en
undervisningsindustri i analogi med de
ansatte i et medicinalfirma, som ikke
har ret til at ytre sig om virksomheden, fordi det kan medføre tab af
priviligeret viden? Eller er de frie intellektuelle, der kan ytre sig, som de
har lyst til? Universiteterne mener ikke, at deres ledelser kan acceptere ucensureret kritik fra de
ansatte. Det vil forstyrre dem i deres
arbejde. Men ytringsfriheden rådede faktisk indtil for ret så nylig, og universiteterne
trivedes i bedste velgående, men nu er det ikke helt klart længere, hvilken
ytringsfrihed en forsker har. Statsministeren kunne med et lignende
argument hævde, at oppositionen
forstyrrer hans ledelse og derfor ikke skulle have lov til at kritisere, men
den mulighed har han heldigvis ikke.
Styrken i et
demokrati ligger blandt andet i, at alle kan ytre sig frit inden for meget vide
rammer. Bagsiden er, at der sandsynligvis ingen er, som lytter til, hvad der bliver sagt. Det er
prisen, jeg nok også betaler ved at
bruge tid på at skrive denne artikel. Så
hvori ligger faren ved at give de intellektuelle på universiteterne frit
spillerum til at deltage i samfundsdebatten uden at skulle bruge pseudonym
eller fjerne titel og arbejdssted fra
deres artikler?
Som alle andre,
begår forskere fejl. Fra almindelige regnefejl og statistikfejl til store
principielle misforståelser af dybe
sammenhænge. Jeg vil endda hævde, at uden mulighed for at tage fejl kommer
forskerne ikke ind til de virkelig centrale spørgsmål. Retten til at tage fejl
burde derfor være, og har faktisk været, en rodfæstet frihed i
forskningsverdenen, selv om den måske ville se lidt mærkelig ud på papir. Bevidstheden
om denne ret giver forskerne mod til at prøve nye retninger uden nødvendigvis
helt at have fattet, hvorfor det skulle være interessant, eller hvorhen
det fører. Vi har brug for vilde, utæmmede forskere, ikke
en flok andægtige tilhørere på stormøder for de ansatte.
Så, kære videnskabsminister.
Giv den fulde frihed til at ytre sig
tilbage til de universitetsansatte.
Erkend at universiteterne ikke er produktionsvirksomheder, selv om dine
management-konsulenter fortæller dig det.
Indse, at de er befolket af levende intellektuelle, fra studenter over forskere og lærere til ledelsen. Accepter, at universiteterne er åbne,
publicerende, debatterende institutioner. Støt den livlige uforbeholdne
diskussion mellem alle parter om alle emner. Demonstrer, at universiteternes
ledelser har samme sjælsstyrke som en
demokratisk valgt regering, selv når den bliver nappet i haserne af
oppositionen. Det ville da først være en
rigtig skandale, hvis en medarbejder alene med sine ord kunne vælte ledelsen!
PS: Disse
meninger deles ikke nødvendigvis af ledelsen på Københavns Universitet, selv
om de måske burde.