Pais om Bohr

Af Benny Lautrup

Abraham Pais er en af de få nulevende fysikere, der har nydt det privilegium personligt at kende begge dette århundredes mest betydningsfulde videnskabelige skikkelser, Einstein og Bohr. Pais har som afslutning på en lang og højt respekteret fysikkarriere valgt i en række bøger at videregive sin indsigt i den moderne fysiks oprindelse, specielt den rolle de ledende personligheder spillede. I 1982 kom Einstein biografien Subtle is the Lord ..., i 1986 Inward Bound, historien om den lange rejse indad i stoffet, som begyndte for et lille århundrede siden, og endelig i 1991 Niels Bohr biografien, Niels Bohr's Times.

Det er en stor glæde, at denne bog nu udkommer på dansk med titlen Niels Bohr og hans tid, i fysik, filosofi og samfundet i Jan Teubers flydende oversættelse. Pais kom første gang til Danmark i 1946 og har gennem de mange år haft megen omgang med Bohrs institut og hans familie. Han er nu er dansk gift og har især i de senere år tilbragt en stor del af sin tid her i landet, hvor han har kunnet trække på og bidrage til Niels Bohr Arkivet, medens bogen blev til.

Selv om det nu er næsten præcis toogtredive år siden, Bohr døde, så er hans navn stadig dansk folkeeje. Detaljerne i hans bidrag til fysikken kendes nok kun af relativt få i dag, men Pais' bog giver mulighed for at råde bod på det, dog ikke uden visse omkostninger.

For Pais er ikke popularisator i den moderne forstand, hvor intet argument må være sværere end, at det umiddelbart kan forstås uden forudsætninger og uden fordybelse. Vægten i bogen er lagt på fysikken, der jo spillede den altafgørende rolle i Bohr's liv, og Pais gennemgår de utallige facetter, som Bohr havde indflydelse på, og som havde inflydelse på ham, med videnskabelig autoritet og historisk sanddruelighed.

Pais' varme følelser for Bohr, hans kærlighed og beundring, gennemsyrer hele bogen. Han siger helt eksplicit, at han ``elskede Bohr'', og at det muligvis skinner igennem, selv om han har gjort forsøg på at udøve selvbeherskelse.

Pais var ikke den eneste, der havde det sådan. Gennem utallige citater fra breve fremstår Bohr som en person, der næsten altid vækkede sådanne følelser, uanset at de vendinger, man brugte i breve for trekvart århundrede side, nok var mere svulstige, end de, man ville bruge i dag. Efter deres første personlige møde i 1920 skrev Einstein således til Bohr: ``Jeg har kun sjældne gange her i livet oplevet, at et menneske ved sin blotte tilstedeværelse har givet mig så stor glæde som De.''

For de senere generationer af fysikere, der ikke selv oplevede Bohr, virker han næsten overmenneskelig. I disse tider, hvor alle myter destrueres og alle helte viser sig at have en dæmonisk skyggeside, er det befriende, at der stadig er én, som ikke korroderes. Pais beretter dog om en enkelt person, John Slater, der havde problemer med Bohr, fordi han følte, at han nærmest var blevet trynet til at forlade en ide, som senere - kortvarigt - så ud til at være rigtig. Pais antyder, at årsagen til den bitterhed, som kom åbent frem fyrre år senere, nok snarere skal søges i Slaters egen karakters svaghed, end i Bohrs.

En nøgle til Bohrs altdominerende indflydelse kan måske ses i den anekdote, fortalt af Pais, hvor Bohr karakteriserer en ung mand som et fjols, fordi han har ladet en ældre fysiker overtale sig til ikke at publicere et ellers rigtigt resultat. Bohr lod sig aldrig tale fra noget som helst, han var overbevist om. Han kunne bogstavelig talt argumentere sig selv og sine medarbejdere til udmattelsens rand. Overbevisningens mod kom især frem i hans mange forsøg på at råbe verdenssamfundet op i de senere år af hans liv.

Denne karakteregenskab står i en slags komplementær kontrast til Einsteins kommentar om Bohr, at ``han fremsætter sine synspunkter som én, der konstant famler, og aldrig som én, der mener at sidde inde med den endelige sandhed''. Disse sameksisterende, men til dels modstridende træk, af Bohrs personlighed er lige nødvendige for forståelsen af ham.

Der er ingen tvivl om, at Bohr fik de bedst tænkelige startbetingelser, da han blev født i 1885. På fædrene side nedstammede familien fra en tysk soldat, der hed Christian Baar, et navn som senere blev til Bohr, muligvis ved et tilfælde. Efter et par generationer blev slægten mere akademisk. Hans far, Christian Bohr, blev professor i fysiologi, og var på randen af en Nobelpris. På mødrene side stammede han fra en rig jødisk bankfamilie, og moderen Ellen Adler fødte deres første børn, heriblandt Niels, i sin families smukke hus overfor Christiansborg.

Familien tilhørte den danske patricierstand, og Bohr havde derigennem lært en utvungen og selvfølgelig omgang med lærdom, magt og rigdom. Det viste sig klart i den selvbevidsthed, hvormed han meget tidligt, ikke engang 30 år gammel, ansøgte fakultet og ministerium om at oprette et professorat i teoretisk fysik til sig selv. Det blev nu ikke bevilget før to år senere.

Kort tid efter sin tiltrædelse begyndte han at pege på behovet for et selvstændigt institut for fysik, og det tog ham hele fem år at gennemføre projektet! I 1921, året før han modtog Nobelprisen, stod universitetets splinternye institut for teoretisk fysik færdigt på Blegdamsvej. Denne evne til at få bevilgende myndigheder, fonde og privatpersoner, her og i udlandet, til at støtte videnskaben er vist aldrig blevet overtruffet, og dens virkning er stadig mærkbar.

Til Bohrs tidlige baggrund hører også broderen Harald, der selv blev en verdensberømt matematiker. De stod hinanden meget nær, og på ungdomsbilleder ligner de faktisk et par tvillinger, begge med det karakteristiske tunge underansigt. Deres gensidige anerkendelse og respekt bragte senere Bohr ud i en komisk situation under en audiens med kong Christian X, fordi han troede, at Niels var Harald, der havde spillet på fodboldlandsholdet. Niels var nødt til at modsige kongen for ikke uretmæssigt at tage denne ære fra sin bror. Men det gør man ikke under en audiens, og den stive majestæt endte med at bjæffe: ``Audiensen er forbi''.

Den person, der senere havde størst betydning for, at han kunne yde det ypperste, var uden tvivl Margrethe Nørlund, som han giftede sig med i 1912. Det var den helt rigtigt kombination og måske ikke blot et lykketræf. Med Richard Courants ord (citeret af Pais) var det ``ikke held, snarere dyb indsigt, som i de unge år ledte ham til at finde en hustru, der, som vi alle ved, så afgørende skulle medvirke til at gøre hele hans videnskabelige og personlige virksomhed mulig og harmonisk''. Hengivenheden og kærligheden til familien var et ledemotiv i hele Bohrs liv, og det sidste ord han sagde, da han døde i 1962, var da også ``Margrethe''.

Styrken i bogen ligger imidlertid i, at Pais ikke blot koncentrerer sig om udenomsværkerne, de blødere og alment tilgængelige dele af Bohrs liv, men systematisk tager fat på at forklare den videnskabelige situation, Bohr virkede i, og de bidrag, han gav til videnskaben. Bohr blev intellektuelt voksen på et tidspunkt, hvor mulighederne for at gøre opdagelser var allerstørst. Krise efter krise havde ramt fysikken: eksperimenter kunne ikke fortolkes og teorier var ufuldstændige eller stred mod hinanden.

Den fundamentale fysiks udvikling i det tyvende århundrede kan groft opdeles i fire faser, der hver cirka spænder over et kvart århundrede, men også overlapper noget med hinanden: Kvanteteorien, kvantemekanikken, kvantefeltteorien, og strengteorien, den sidste endnu ganske uafklaret. Bohr ydede sine væsentligste bidrag i de første to faser, men på ret forskellig måde. Meget forenklet kan det siges, at han var hovedsagelig involveret i fysikken i den første fase, mere filosofisk i den anden, og brugte de fleste sine kræfter på samfundsspørgsmål i den tredie.

Planck og Einstein havde med virkningskvantet i århundredets første år taget de første skridt i en retning, der skulle vise sig mærkeligere, end nogen af dem havde forestillet sig, så mærkelig, at ingen af dem faktisk i sidste ende accepterede de nødvendige konsekvenser af deres egne opdagelser. Bohr førte kvanteteorien videre med opstillingen af sin atommodel, der kunne forklare atomspektrene, og senere i store træk det periodiske system.

Formuleringen af kvantemekanikken som en matematisk og fysisk komplet teori og dens systematiske udforskning hører til den anden fase. Her er Bohr ikke den ledende figur til at begynde med, det er Heisenberg, Schrödinger og Dirac, men han bliver det alligevel efterhånden som fortolkningsproblematikken bliver skærpet. Med sine analyser af komplementariteten, især gennem de fortløbende diskussioner med Einstein, afdækker han en række subtiliteter og grundlægger den anskuelse af måleproblemet, der kaldes Københavnerfortolkningen. Disse spørgsmål er så vanskelige, at de endnu i dag ikke er fuldstændig forståede.

Bohr forsøgte tidligt at udvide komplementaritetsbegrebet til andre områder af fysikken, biologien og psykologien. Pais mener ikke, disse anstrengelser havde den store betydning, og Bohr holdt da også selv op med at insistere på relevansen af et sådant synspunkt i biologien henimod slutningen af sit liv. Den kvantemekaniske komplementaritet er og bliver et sælsomt fænomen på grund af virkningskvantets udelelighed. Noget tilsvarende findes ikke i andre discipliner.

Det er også i anden fase, at han er med til at udvikle kernefysikken, specielt væskedråbemodellen, der senere viste sig nyttig ved de beregninger, som førte til atombomben. Bohr deltog ikke videre aktivt i udviklingen af atombomben, selv om han var knyttet til projektet. Allerede nu var han nået til den fase, hvor spørgsmålet om, hvilket samfund der ville følge efter, lå ham meget mere på sinde. Hans bøn om international åbenhed, Pais kalder det glasnost, omkring atomspørgsmål blev ikke mødt med succes, men Pais mener, at det simpelthen skyldtes, at han var for tidligt på færde. Tiden var ikke moden.

Senere, da han i 1950 skrev sit åbne brev til FN, tabte han, skriver Pais, ``til overvældende historiske kræfter'', nemlig Koreakrigen og den amerikanske brintbombe. Pais konkluderer, at ``I Bohrs levetid fik denne ædle sag aldrig den offentlige opmærksomhed, den fortjente''. På trods af senere konferencer om emnet er der stadig ikke megen åbenhed. Den umiddelbare atombombetrussel synes nu at være gledet ud over horisonten, men er i stedet blevet erstattet af en trussel fra usikre reaktorer eller reaktorer til tvivlsomme formål, så behovet for åbenhed er stadig lige presserende.

Pais' bog er en pragtfuld gennemgang af grundlaget for den fysik, der er udviklet i hele dette århundrede, set gennem Bohrs liv. Med sin omhyggelige annotationer er den uundværlig som opslagsværk og giver sammen med hans andre bøger en nødvendig historisk indsigt også for den, der har behov for et højt fagligt plan. Hans kendskab og kærlighed til Bohr åbner for en fin humor, og de nye anekdoter, han fletter ind i denne bog, er hermed blevet en del af en mytologi, vi alle har svært ved at leve foruden.



Abraham Pais:
Niels Bohr og hans tid,
I fysik, filosofi og samfundet.
På dansk ved Jan Teuber,
660 sider, 348 kr.,
Forlaget Spektrum




File translated from TEX by TTH, version 3.00.
On 1 Dec 2002, 20:52.