Penrose om Bevidsthed

Af Benny Lautrup

Tre artikler fra dagbladet nformation

  1. 23. september 1996: Logik og forståelse
  2. 30. september 1996: Kvantemekanikkens rolle
  3. 7. oktober 1996: III. Mikrotubuli


I. Logik og forståelse

På den nyligt afholdte sommerskole om Livets Spontane Orden på Niels Bohr Institutet var en af hovedtalerne matematikeren og fysikeren Roger Penrose fra Oxford universitetet i England. Gennem fem inspirerende foredrag redegjorde han for sin kontroversielle teori om bevidstheden. En teori, hvis kernepunkt er, at bevidstheden skyldes endnu ukendte kvantemekaniske effekter, der er principielt umulige at simulere i en computer. Bevidsthedsteorier kan altid bringe sindene i kog, fordi vi ved så lidt om, hvad bevidsthed egentlig er. Den stærke forbindelse til religion nedkalder forbandelser over de formastelige, der vover at afmystificere bevidstheden ved at udforske den. Sjælen, den fri vilje, alt hvad der er helligt ved mennesket, sættes på spil. Hans radikale ideer er derfor heller ikke uventet blevet mødt med kraftig kritik. Teorien breder sig fra sit udgangspunkt i matematikken ud over fysikken, biologien og psykologien. På trods af al snakken om tværvidenskabelighed vogter fagdisciplinerne faktisk stadig nidkært på deres egne begrebsområder. Beskyldninger om imperialisme er tit føget over hegnet, når fysikken har erobret et naboområdes fundament, hvilket er sket adskillige gange i dette århundrede.

Bøgerne

Penrose udgav i 1989 sin første bog The Emperor's New Mind om en sammenhængende logisk, fysisk og biologisk forklaring på bevidstheden. Denne bog blev i 1994 fulgt op af endnu en halvpopulær bog Shadows of the Mind. Han valgte fra begyndelsen ikke at benytte den sædvanlige videnskabelige metode med først at publicere i anerkendte tidsskrifter for derefter at skrive en mere lettilgængelig version af sin teori. Årsagen er formodentlig, at han på grund af teoriens kontroversielle natur ville blive tvunget ud i evindelige slagsmål med de referees, som tidsskrifterne beder om at bedømme indkommende artikler. Teorien er ikke blot en enkel udbygning af kendte begreber, men en lang kæde af argumenter, der hver for sig nok kan forekomme plausible, men er svære at sammensætte til et hele. Desuden mangler der eksperimentelt belæg for de centrale påstande. Med et geometrisk udtryk, som Penrose selv værdsætter, kan man kalde hans argumenter lokalt, men ikke globalt, overbevisende. Penrose kommer ellers med overbevisende kvalifikationer. Han er oprindelig matematiker, men viste allerede tidligt interesse for den teoretiske fysik og udledte i 1970 sammen med Hawking strengt matematiske sætninger om sorte huller og Big Bang. For sin indsats for matematikken er han for nylig blevet slået til ridder og kan altså nu kalde sig Sir Roger.

Argumenterne

Det hele starter med en analyse af matematisk forståelse, som han mener at kunne påvise aldrig vil kunne simuleres i et computerprogram. Da matematisk forståelse blot er en del af almindelig forståelse, konkluderer han, at menneskelig forståelse går ud over, hvad en computer kan beregne eller simulere. Hjernen må altså besidde egenskaber, der ikke kan simuleres. Da Penrose ikke er mystiker, slutter han, at der i hjernen må foregå fysiske, kemiske eller biologiske processer, som ikke lader sig simulere. Men under biologien ligger kemien og under kemien fysikken, og derfor føres han frem til at søge efter fysiske fænomener, der ikke kan beregnes eller simuleres i en computer. Imidlertid kendes sådanne fænomener hverken i den klassiske fysik eller i den traditionelle kvantefysik. Penrose må derfor postulere, at der nødvendigvis må ske en ændring af fysikken med indførelse af ikke-beregnelige elementer for at kunne forklare bevidstheden. Specielt gælder det kvantefysikken, der jo beskriver mikroskopiske fænomener. Nødvendigheden af en ændring af kvantefysikken er ofte blevet understreget af forskere, som arbejder på et helt andet problem, nemlig foreningen af tyngdekraft og kvantemekanik i en samlet teori. Penrose gætter nu på, at det drejer sig om den samme nødvendighed. Selv om en fremtidig kvantemekanisk teori for tyngdekraften skulle indeholde ikke-beregnelige elementer, så mangler han stadig at fortælle, hvor i den levende celle, sådanne processer foregår, og hvorfor så fine effekter ikke bliver helt udviskede af de hurtige og tilfældige molekylære varmebevægelser i cellerne. Her bringer han sit sidste kort i spil og hævder, at cellernes mikroskopiske skelet af rørformede molekylkonstruktioner, de såkaldte mikrotubuli, kan skærme for disse tilfældige varmebevægelser og åbne op for de makroskopiske kvantemekaniske effekter, som kan ligge til grund for bevidstheden. Således lyder Penrose's argumenter i stærkt komprimeret form. Lad os nu tage det igen, grundigere. Først argumentet om, at menneskelig forståelse rækker ud over, hvad en computer formår.

Goedels bevis

I begyndelsen af dette århundrede mente matematikerne, at matematikken udgjorde et lukket system, hvori enhver sætning kunne enten bevises eller modbevises. En god og ordenlig tanke fra før verden gik af lave. I 1930 skete der noget, som for altid ændrede denne opfattelse af matematikken. En ung østrigsk logiker, Kurt Goedel, beviste, at der i ethvert matematisk system, som er kraftigt nok til at indeholde den sædvanlige regning med hele tal, vil findes sætninger, som hverken kan bevises eller modbevises. Der er altså et gab mellem de sætninger, der kan bevises, og de der kan modbevises. Selv om sætningerne i gabet er helt korrekt formulerede i matematikkens sprog, er vi ude af stand til at afgøre inden for det pågældende matematiske system, om de er sande eller falske. Det Goedel havde gjort, var at rette matematikkens formelle apparat mod dens egne beviser. Han endte med at formulere en matematisk sætning, som han matematisk kunne bevise ikke kunne bevises matematisk! Goedels uafgørlige sætning er selvrefererende, populært sagt af formen ``Denne sætning kan ikke bevises''. En sådan sætning er ret ubrugelig og lyder lidt som nonsens, men beviser, når det hele gøres stringent, at der eksisterer matematiske sætninger, som hverken kan bevises eller modbevises inden for matematikken. Vi mennesker kan imidlertid indse, at den må være sand. Hvis vi antager at den er falsk, kan den jo bevises, og må altså være sand, i modstrid med antagelsen. Penrose konkluderer derfor, at vi besidder evner til forståelse, som går ud over de matematiske systemers.

Turings stoppeproblem

Goedels bevis fik betydning langt udover den rene matematik. I 1935 opstillede den engelske matematiker Alan Turing en helt generel model for computerberegning, som klargjorde præcist, hvad der menes med et program. I denne model fører Goedels bevis til, at der må findes størrelser, der ikke kan beregnes i en computer. Lidt populært sagt vil computeren løbe løbsk og aldrig stoppe og aflevere et resultat, når den forsøger at beregne sådanne ting. Eksistensbeviset går ligesom før ud på at danne en selvrefererende beregning. Turing antog ganske praktisk, at det var muligt at skrive et superprogram, der på forhånd kunne afgøre, om et vilkårligt program ikke ville stoppe. Superprogrammet skulle altså fodres med et program og først selv stoppe, når det havde fundet ud af, at det program, det var blevet fodret med, ikke stoppede. Men superprogrammet er selv et program. Ved groft sagt at fodre superprogrammet med sig selv, havde Turing konstrueret et program, som, hvis det stoppede, ville have regnet ud, at det ikke stoppede! Han sluttede heraf, at et generelt program, der løser den omtalte opgave, ikke kan skrives. Der findes opgaver, der ikke kan løses af en computer. Penrose drager en lidt videre slutning. For vi mennesker kan faktisk indse, at superprogrammet ikke kan stoppe, når det fodres med sig selv. Hvis vi antager, at det stopper, føres vi til en modstrid, nemlig at det ikke stopper, men denne modstrid optræder ikke, hvis vi antager, at det ikke stopper. Vores tankes kraft er åbenbart stærkere end computerens logik. Det gør lidt ondt i hovedet at tænke på denne måde på grund af bevisets selvrefererende karakter. Men Penrose argumenterer, at vi her har været i stand til at konstruere et program, som vi med vores hjerne kan afgøre ikke stopper, og samtidig ved vi også, at intet program vil kunne foretage denne afgørelse. Penrose konkluderer, at mennesker ikke bruger programmer inde i hovedet til at forstå matematik og derfor heller ikke til forståelse i almindelighed.

Invendinger

Der har været rejst utallige indvendinger mod Penrose's argument. En af de alvorlige indvendinger angriber den forudsætning, at et program skal være sundt, hvilket betyder, at det aldrig svarer forkert. Hvordan ved vi, at et program er sundt? Selv står jeg tilbage med samme følelse som efter at have overværet en tryllekunst. Forundring blandet med en lidt flad fornemmelse af at være blevet bedraget. Samtidig må jeg dog indrømme, at når jeg følger logikken til den bitre ende, så kommer jeg til samme konklusion.


II. Kvantemekanikkens rolle

I sin søgen efter en dybere fysisk årsag til bevidstheden vender Penrose sig mod kvantemekanikkens grundlag, som han mener er det sandsynligste sted, ikke-beregnelige elementer kan snige sig ind. Han har tidligere argumenteret for, at vores hjerne må indeholde sådanne elementer, og derfor ikke kan opføre sig som en sædvanlig computer. Den i dag kendte kvantefysik er principielt beregnelig, og Penrose føres derfor til at postulere, at der må ske radikale ændringer i den. Han gætter på, at en endnu ukendt kvantemekanisk teori for tyngdekraften vil være årsag til forandringerne. Den nye fysik bringes af tyngdekraften ind i hjernen gennem kvantebølgernes såkaldte kollaps under en måling. Det er en tynd linie af teoretiske argumenter, Penrose her serverer, og den savner ethvert eksperimentelt underlag. Medens de fleste fysikere er enige om nødvendigheden af en revision af den velkendte fysik for at sammenføje kvantemekanik og tyngdekraft i en fælles teori, så er der kun få, der som Penrose tror på, at løsningen af dette spørgsmål samtidig vil bringe os en teori for bevidstheden og en opklaring af det kvantemekaniske måleproblem.

Den klassiske psyke

Penrose tilhører den reduktionistiske skole, som anser mentale fænomener for at være et udslag af aktiviteten i hjernens nerveceller. Enhver anden holdning lukker ifølge Penrose af for den rationelle videnskabelige tilgang til psyken og overlader den til troens domæne. Nervecellernes egen funktion ses ligeledes som et udslag af underliggende biokemiske molekylære reaktioner, og disse kan også i sidste instans reduceres til atomare vekselvirkninger. Atomernes verden er kvantemekanisk. Nu er det sådan, at en nervecelle mindst indeholder en billion, altså tusind milliarder, atomer, der alle er i konstant varmebevægelse. Denne tilfældige bevægelse anses normalt for at udviske alle de særprægede spor af kvantemekanikken. Den sædvanlige holdning er derfor, at nervecellerne og de signaler, der løber mellem dem, ikke er domineret af kvantemekanikken. Psyken regnes altså normalt ikke for at være et kvantefænomen. Selv om Penrose er nogenlunde enig i disse betragtninger, så mener han alligevel, at der er mindre strukturer i cellerne, de såkaldte mikrotubuli, som muligvis kan give anledning til makroskopiske kvanteeffekter.

Helheder

Fra et mere filosofisk standpunkt peger Penrose på, at bevidsthedsoplevelsen har en besynderlig helhed over sig. Jeg er altid kun en bevidst person, selv om der kan foregå et utal af ubevidste ting samtidig i min hjerne. Når jeg kører bil, kan min bevidsthed være koncentreret om radionyhederne, medens mit ubevidste styrer bilen sikkert gennem trafikken. Den kvantemekaniske tilstand af et fysisk system er også en helhed, og Penrose antyder, at denne helhed muligvis kan ligge til grund for helheden i bevidsthedsoplevelsen. Kvantemekanikken er sær og kontraintuitiv, fordi forskellige alternative muligheder kan være overlejret i beskrivelsen af et systems tilstand. En atomar partikel, der passerer en plade med to huller, befinder sig således i en kvantemekanisk overlejring af begge muligheder. Denne overlejring af alternativer er af samme beskaffenhed som overlejringen af de cirkelbølger, der fremkommer, hvis vi kaster et par sten i vandet med lidt afstand mellem dem. Sådanne bølger kan interferere med hinanden, hvilket betyder, at de nogle steder forstærker og andre steder udslukker hinanden. Kvantemekanisk interferens mellem alternativer er det essentielle punkt, der adskiller den fra den klassiske mekanik. Hvis vi udelukker et af alternativerne, svarende til at vi lukker det ene hul i pladen eller kun kaster en enkelt sten i vandet, så forsvinder interferensen. Den tilstand, som svarer til at begge alternativer er mulige, udgør et udeleligt hele. Kvantemekanikken kaldes derfor også bølgemekanik, men bølgerne har ikke samme virkelighed som vandbølgerne. De kvantemekaniske bølger må udelukkende opfattes som et redskab til at holde rede på overlejringen af alternative muligheder.

Måleproblemet

Virkeligheden kommer ind, når vi foretager en måling på systemet. I teorien for målingen oversættes kvantebølgerne til iagttagelige størrelser. Penrose peger på, at fysikken aldrig helt er kommet til bunds i det kvantemekaniske måleproblem, der indfører en skarp skelnen mellem iagttager og system. Det er den makroskopiske, bevidste iagttager, som måler på det mikroskopiske kvantemekaniske system, ikke omvendt. Under en måling sker der et såkaldt kollaps af kvantebølgen. Lad os forestille os, at vi ved målingen kan afgøre, hvilket alternativ, et system har realiseret --- for eksempel hvilket hul, partiklen er gået igennem. Da vil kvantebølgen abrupt ændre sig fra at være en overlejring af alternativer, til kun at repræsentere det ene, som bestemmes ved målingen. Interferensen mellem de alternative måleresultater forsvinder fuldstændig ved målingen, uanset hvor forfinet den udføres. Det er præcis her, forbindelsen til den klassiske, makroskopiske kvanteinterferensløse verden etableres. Kvantetilstandens oprindelige helhed bevares altså lige til det øjeblik, vi udfører en måling. Intet er afgjort, alle alternativer er til stede, indtil målingen sker. Men hvad er det så for en virkelighed, vi lever i? Er alle alternativer virkelig altid til stede, indtil vi fremtvinger et valg gennem en måling? At det må forholde sig sådan, udgør belæringen fra ``Københavnerskolen'', som under ledelse af Bohr udviklede disse ideer i trediverne. Den besynderlige kvantemekaniske virkelighedsopfattelse er blevet bekræftet eksperimentelt utallige gange i de sidste halvfjerds år, senest og meget direkte gennem Alain Aspect's berømte eksperimenter fra 1986.

Tyngdekraftens rolle

De fleste er enige om, at en kvantemekanisk teori for tyngdekraften vil medføre væsentlige ændringer i hele vores verdensbillede, også i kvantemekanikken selv. Blandt andet kan det medføre, at der over tilstrækkelig lang tid vil ske et spontant kvantebølgekollaps, som ikke er provokeret af en måling. Penrose foreslår en metode til at beregne den tid, det spontane kollaps tager. Han anslår, at for et mikroskopisk system som en proton tager det ti millioner år, for en bakterie mindre end et millisekund, og for en kat et ufatteligt lille tidsrum, der er sammenligneligt med den tid, det tager lyset at passere en atomkerne. Det forklarer, hvorfor kvantemekanikken er nødvendig for mikroskopiske systemer, men taber sin betydning for makroskopiske systemer, for eksempel en kat eller et menneske. Penrose's pointe er nu, at den endnu ukendte forening af kvantemekanik og tyngdekraft kunne indeholde ikke-beregnelige elementer, der via bølgefunktionens spontane kollaps kunne bringe forbindelsen i stand til bevidstheden. Der findes faktisk teorier for tyngdekraften, som indeholder elementer af en sådan uberegnelighed.

Indvendinger

Det er åbenlyst spekulativt, når Penrose forsøger at kæde det ikke-beregnelige i bevidstheden sammen med ikke-beregnelige elementer i en endnu ukendt teori, der forener kvantemekanik og tyngdekraft. Specielt når der ikke kendes en plausibel mekanisme for forbindelsen til hjernen. Der kan derimod ikke rejses så mange indvendinger imod, at tyngdekraften på en eller anden måde vil påvirke kvantebølgernes kollaps. Penrose og andre har i en årrække publiceret seriøse videnskabelige artikler om dette problem. At Penrose overhovedet bliver lyttet til, skyldes, at han gennemfører sin argumentation med lige dele dristighed og omhu. I lighed med den berømte detektiv fra samme land, lader han sine argumenter føre sig derhen, hvor logikken byder ham at gå, uanset hvor besynderligt landskabet end måtte forekomme. Men selv om detektiven altid var på rette spor, behøver det ikke at gælde for Penrose.


III. Mikrotubuli

De afsluttende argumenter i Oxford-matematikeren Roger Penrose's teori for bevidstheden er biologiske. Han udpeger nogle specielle rørformede strukturer i de levende celler, kaldet mikrotubuli, som et muligt sæde for de makroskopiske, ikke-beregnelige kvantemekaniske fænomener, han mener ligger til grund for bevidstheden. Disse ideer er vitale for teorikomplekset, for uden en præcis mekanisme vil hans hypoteser ikke kunne afkræftes gennem eksperimenter og derfor være uden videnskabelig værdi. Levende celler består ikke blot af en DNA-streng, som flyder rundt i en slimklat, men er højt organiserede systemer med mange underordnede delsystemer, kaldet organeller. I alle flercellede og nogle typer encellede organismer ligger DNA-strengen indkapslet i cellekernen, en slags celle i cellen. Cellernes energiproduktion sker i mitochondrier, indfangningen af sollys i kloroplaster, medens celleskelettet bestående af mikrotubuli sørger for visse former for bevægelse, transport af stoffer og opretholdelse af cellens fysiske struktur. I de sidste tyve år er det efterhånden blevet accepteret, at disse organeller engang har været selvstændige organismer, oftest bakterier, som har invaderet --- eller er blevet ædt af --- nogle tidligere former for celler. I stedet for at slå de invaderende organismer ihjel har det vist sig muligt, endog fordelagtigt, for de invaderede celler at indgå i et symbiotisk fællesskab med indvandrerne. Ligesom det er svært at pege på oprindelige danskere i Danmark, er det svært at vide, hvad den oprindelige celle bestod af. De celler, der har overlevet i konkurrencen, udgør et symbiotisk samfund af indvandrere, der alle har bidraget til successen.

Celleskelettet

Dette gælder måske også for celleskelettet, som kunne være resultatet af en indvandring af nogle små bakterier med en piskeagtig hale. Celleskelettet udgør ikke blot et passivt stillads for opretholdelsen af cellestrukturen, men stikker i mange typer celler uden for cellen som små fimrehår, der i encellede dyr kan bruges til at svømme med. I menneskets lungevæv er der en milliard fimrehår per kvadratcentimeter, som bringer slim og urenheder væk. Stoftransporten inde i cellerne foregår også langs celleskelettet som på et transportbånd. Celleskelettet er opbygget af tynde rør, mikrotubuli, der bundtes sammen til tykkere og stivere konstruktioner. Rørenes tværmål er kun et par hundrede atomdiametre, så de er altså rigtige nanostrukturer. De er opbygget af et regelmæssigt arrangement af byggesten bestående af et protein, tubulin, der hver indeholder knap tusind aminosyrer. Mikrotubuli nedbrydes og genopbygges hele tiden. I nervecellerne ser det ud til, at de er mere stabile end i andre celler og kan nå længder på op til flere millimeter. De løber på langs ad de lange nervefibre og spiller formodentlig stor rolle for stofleverancerne til synapserne, nervecellernes kontaktpunkter.

Beregning i mikrotubuli

Amerikaneren Stuart Hameroff har allerede for mere end ti år siden foreslået, at nogle af de processer, der foregår i mikrotubuli, kan minde om digitale computeres beregningsprocesser. Tubulin kan nemlig også eksistere i to tilstande med forskellig form, man kunne kalde 0 og 1 ligesom en computerbit. Disse ideer har ikke vundet almindelig anderkendelse, men har rejst det legitime videnskabelige spørgsmål, om nervecellerne faktisk er de mindste informationsprocesserende enheder i hjernen, eller om der kan foregå væsentlig beregning på lavere niveauer. Hjernen har måske et nano-niveau med enorm computerkraft!

Kvanteeffekter i mikrotubuli

Penrose foreslår, at mikrotubuli er så stive, at de kan beskytte deres indre mod de varmebevægelser, der ellers ville ødelægge enhver kvanteeffekt. Herved bliver der effektivt meget koldere inden i rørene end udenfor, og Penrose mener derfor, at der er mulighed for, at udbredte kvantetilstande kan opstå og vedligeholdes inden i rørene. Inden i mikrotubuli findes der kun rent vand, og Hameroff har peget på, at det kunne være organiseret i en ordnet struktur, en slags is. Netop sådanne ordnede strukturer ved meget lave temperaturer er basis for makroskopiske kvantetilstande i andre sammenhænge, som for eksempel superledende metaller. Selv om det medgives, at de enkelte mikrotubuli kunne være sæde for udbredte kvantefænomener, så forklarer det ikke, hvorledes enorme antal nerveceller kan synkronisere deres kvantesvingninger og danne en egentlig makroskopisk kvantetilstand, som omfatter store dele af hjernen. Det er velkendt, at mikrotubuli i naboceller påvirker hinanden, men Penrose er ude af stand til at pege på en plausibel mekanisme, som kan synkronisere cellernes kvantetilstande uden at drukne i varmestøj. Ikke desto mindre fastholder han den vision, at kvantetilstanden kan være global, og at den via tubulins formforandringer får en svag kobling til cellekemien og dermed de sædvanlige computeragtige beregninger i hjernens neurale netværk.

Bevidstløshed og bedøvelse

I stedet for at fokusere på bevidsthed kan det måske være interessant at se på dens modsætning, bevidstløshed. Det er karakteristisk, at mens mange ikke vil anerkende, at dyr har bevidsthed, så vil de fleste dog indrømme, at dyrene kan tabe bevidstheden og blive bevidstløse! Penrose peger på bedøvelse, som et af lægevidenskabens mere mystiske og uforklarede fænomener. Bevidsthedstab på grund af bedøvelse kan fremkaldes af mange fuldstændig ubeslægtede stoffer, lattergas, æther, kloroform, ja endog af ædelgassen xenon. Selv encellede dyr som amøber kan bedøves, så det tyder på, at forklaringen skal søges i cellens indre og ikke mellem cellerne. Det er blevet foreslået, blandt andet af Hameroff, at bedøvelsesmidler virker ved at påvirke tubulins allerede omtalte evne til at skifte tilstand ligesom en computerbit. Hvis det er rigtigt, at bedøvelse virker på celleskelettet, så kan det måske ikke alene forklare variabiliteten i bedøvelsesmidlerne, men også, at de virker lammende på både mennesker og amøber.

Videnskab?

Der er en interessant forskel i den måde forskellige videnskabelige kulturer betragter teoretiske spekulationer af denne karakter. For mange biologer og læger er der alt for megen teori, og alt for få eksperimentelle fakta, som underbygger Penrose's argumenter. Den normale biologiske arbejdsform er at udføre eksperimenter først og opstille teorier bagefter. Faget teoretisk biologi er af ganske ny dato. Fysikere og matematikere, specielt de som beskæftiger sig med fundamentale teorier for stoffet, kvantefeltteori og superstrenge, har derimod ikke så svært ved at acceptere, at det kan være nødvendigt med en intellektuel tour de force for at nå til kernen i bevidsthedsproblemet. Det, de står af på, er de foreslåede ændringer i kvantemekanikken og spekulationerne om indflydelsen fra tyngdekraften. Videnskab er karakteriseret ved, at de hypoteser, der opstilles, kan afkræftes gennem eksperimenter. En teori overlever ved ikke at blive modbevist i konfrontationen med naturen. Det er formodentlig den biologiske del af Penrose's teorikompleks, som nemmest kan underkastes kritiske eksperimenter.

Hvad er bevidsthed så?

Slutresultatet af Penrose's lange argumentation er, at bevidstheden er en sammenhængende makroskopisk kvantetilstand båret af ordnet vand i det indre af nervecellernes mikrotubuli. Denne kvantetilstand er svagt koblet til, og kan via formændringer i tubulin-proteinet påvirke --- og påvirkes af --- de myriader af sædvanlige elektrokemiske signaler, som løber mellem nervecellerne. Det er på denne måde, endnu uopdagede ikke-beregnelige aspekter af kvantemekanikken kan snige sig ind og give hjernen forståelse, der overgår enhver computers. Det er et forunderligt billede af bevidstheden, som fremkaldes gennem disse fysiske betragtninger, der ikke strider direkte mod allerede etableret videnskab. Selv om Penrose's model for bevidstheden er materiel, så åbner han for den mulighed, at bevidstheden kunne operere på et langt mere subtilt niveau end en telefoncentral. Og det er jeg faktisk rigtig glad for.


LITTERATUR

R. Penrose, The Emperor's New Mind, Oxford University Press, 1989.

R. Penrose, Shadows of the Mind, Oxford University Press, 1994.

Tidsskriftet Psyche, der udgives af MIT Press, har bragt en række debatartikler om Penrose's teori.