Information 11. marts 1996

En ufrivillig pirats bekendelse

Af Benny Lautrup

Da jeg lørdag den 2. marts kom ind på mit kontor for at arbejde lidt på min computer, syntes jeg, den trak på fødderne, som om den vadede i hængedynd. Et kig på listen over aktive processer viste, at maskinkraften blev delt mellem mere end ti udgaver af et bestemt program, som bruges til at overføre filer med. Jeg kunne se, at overførslerne skete til alle egne af verden. Det forklarede hængedyndet, men hvem var det, der gjorde det? Ingen af de retmæssige brugere af maskinen var aktive, så det måtte være andre udefra.

I filoverførselsprogrammet er der mulighed for at lade anonyme brugere komme ind og hente bestemte filer inden for et af mig afgrænset område. I min maskine drejer det sig for det meste artikler om neurale netværk. Det var blandt andet denne anonyme facilitet, der i sin tid inspirerede udviklingen af World Wide Web.

Nu var det så heldigt, at jeg havde instrueret maskinen om at skrive en log over alle denne type operationer, så jeg senere kunne undersøge, hvad der foregik. Alle brugerne viste sig da også at være anonyme. Når man kobler anonymt ind, bliver man bedt om frivilligt at efterlade sin elektroniske addresse. Den hjalp mig dog ikke meget, fordi de mange anonyme brugere havde brugt adresser som fuck@you.com og its@me.again.no. De anonyme brugere efterlader dog også ufrivilligt en delvis adresse, så jeg ved lidt om, hvor de kommer fra. Den værste synder har dog dækket sine spor.

Med stor fornøjelse slog jeg hurtigt alle programmerne ned. Det varede dog ikke mange minutter, førend de igen var aktive som fluer om en sukkerknald og i fuld gang med at overføre information. De kendte jo ikke hinanden, og hver for sig antog de vel, at der var gået et eller andet galt med blot deres forbindelse. Så bare op og køre igen.

Da jeg undersøgte, hvad de var ved at gøre, viste det sig, at de arbejdede i et område, der straks gjorde mig mistænksom. For at andre end jeg selv også skulle kunne kommunikere data til verden anonymt, havde jeg nemlig åbnet et område, hvor enhver kunne deponere nye artikler. Det er en ret almindelig procedure, når man styrer en server af denne art, og det var lige præcis her alle hackerne sad og slikkede information i sig.

Da jeg kiggede nærmere på dette område, så det imidlertid ud til at være helt tomt. Ikke en stump data at se i miles omkreds. Et spøgelsesagtigt omrids af noget kunne dog ses, og det gik op for mig, at det var usynligt, fordi dets navn bestod af blanks, altså mellemrumstegn. Med et lille trick gjorde jeg det synligt, og nu kunne jeg se, at der lå 200 megabytes i området til indkommende data.

Det drejede sig om en række pc-programmer og spil, ikke public domain, men rigtige købeprogrammer. Af loggen kunne jeg se, at de var lagt ind den 27. februar, altså fem dage før, og at der havde været livlig trafik lige siden.

Nu var det klart. Min maskine blev brugt som server for ulovlige kopier af kommercielle programmer. Hvis det blev opdaget, ville politiet komme og hente mig, for det var jo min maskine, der serverede programmerne. Jeg var ufrivilligt blevet gjort til pirat. Ho hej, og en halv kasse rom.

Som straf og uden medynk lod jeg de anonyme gå planken ud. Hele området blev slettet, og jeg skal ikke skjule, at jeg havde skadefro visioner af alle de computere rundt om i verden, som nu pludselig tabte tråden. I minutterne efter kom de alle tilbage, men måtte gå med uforrettet sag. Ligesom fluer, der stadig søger efter en spist honningmad, har de endnu ikke givet op, men kommer tilbage med jævne mellemrum. Min maskine må have været godt annonceret på en eller anden elektronisk opslagstavle, for der var omkring 600 anonyme opkald alene mellem den 2. og 4. marts, og de kommer stadig ind.

Det, der stadig piner mig, er, at jeg aldrig havde opdaget det, hvis de ikke var blevet grådige. Havde de behersket sig og holdt sig fra at overudnytte min maskine, kunne trafikken have fortsat i det uendelige, og det gør den sikkert i dette øjeblik masser af andre steder.