Storebæltsbroen og Langelandssund
Henrik Flyvbjerg,
adjunkt ved
Niels Bohr Institutet
Benny Lautrup
lektor ved
Niels Bohr Institutet
14. maj 1991
`Politiken' bragte søndag d. 5. maj på side 4 en artikel af Jens P.
Skaarup med overskriften `Frisk saltvand trods broen'. Dette var den
seneste af flere artikler i forskellige dagblade, som sætter Niels
Bohr Institutet i forbindelse med diskussionen af Storebæltsbroens
påvirkning af vandmiljøet, specielt i Langelandssund. Af `Politiken's
artikel fremgår det, at Niels Bohr Institutet har foretaget nogle
vurderinger, som viser at "farvandet Langelandssund tilsyneladende kan
overleve bygningen af den faste forbindelse over Storebælt uden
nævneværdige mén", men at instituttet "helst vil holde resultatet
for sig selv".
I den anledning vil vi for god ordens skyld oplyse, at Niels Bohr
Institutet ikke har udtalt sig i diskussionen om vandskiftet med videre
i Langelandssund. Men vi - undertegnede - har forsøgt at forstå
uenighederne, efter at vi sidst i marts fik en henvendelse herom fra
Styrmandsgruppen. Dernæst kan vi oplyse, at vores vurderinger intet
siger om Langelandssunds overlevelsesmuligheder. `Politiken's artikel
er således alene baseret på oplysninger afgivet af A/S
Storebæltsforbindelsen. Men når `Politiken' har taget sagen op, vil vi
gerne redegøre for vor opfattelse af forholdene, idet vi tager det
forbehold, at sagen og dens mange tal har mindre interesse, hvis det er
andre faktorer, som for eksempel tilførslen af næringsstoffer, der har
størst betydning for vandmiljøet i Langelandssund.
Sagen drejer sig om Storebæltsbroens påvirkning af vandskifte og
iltindhold i Langelandssunds bundvand. Af `Politiken's artikel fremgår
det, at fysikeren Peter Touborg fra Odense Universitet påstår, "at
forsyningen med frisk saltvand til Langelandssund vil blive reduceret
med måske 10%, og ikke kun de 0,2%, som A/S Storebæltsforbindelsens
rådgiver, Dansk Hydraulisk Institut, forudser." Artiklen efterlader
det indtryk, at Peter Touborg har ensidigt uret i sine 10%,
mens det rigtige tal er 0,2%.
Forskellen på disse tal skyldes uenighed om, hvor meget skillefladen
mellem det salte bundvand og det ferskere overfladevand i Vesterrenden
ud for Langelandssunds munding svinger op og ned i takt med strømmens
retning, og om hvor meget disse udsving betyder for vandskifte og
iltforhold på Langelandssunds bund. Peter Touborg argumenterer, at hvis
Vestbroen reducerer strømmen i Vesterrenden med 5%, vil udsvinget og
dermed vandskiftet reduceres med 5-10%. Modsat kan man argumentere,
at det er den samlede strøm i Storebælt, der afgør udsvinget, og at
øget strøm i Østerrenden kompenserer for reduktionen af strømmen i
Vesterrenden.
Computerberegninger foretaget af Dansk Hydraulisk Institut med en
hydrodynamisk model kaldet System 22 viser, at det er den samlede strøm
i Storebælt, der bestemmer udsvinget. Men de viser ikke, at broens
effekt på vandskiftet i Langelandssund bliver 0,2%. Det forekommer os
derfor besynderligt, at A/S Storebæltsforbindelsen så sent som i april
i år oplyser: "På baggrund af numerisk modellering med System 22
suppleret med analytiske beregninger baseret på måledata, er
reduktionen i vandskiftet i bundlaget beregnet til ca. 0,2%"
(se rapporten: Storebælt og miljøet. Status, A/S Storebælt, april 1991).
Af rapporter fra A/S Storebæltsforbindelsens egne konsulenter - Dansk
Hydraulisk Institut og LIC-engineering - fremgår nemlig for det
første, at de 0,2% er baseret på en uhyre forsimplet regning, som kun
i meget begrænset grad benytter System 22 (se Notat:
Videreførelse af iltberegninger i Langelandssund, DHI/LIC, 26. februar
1988). For det andet har konsulenterne allerede i 1989 undersøgt
troværdigheden af de 0,2% for A/S Storebæltsforbindelsen ved at
gentage samme beregning, men under lidt ændrede antagelser om, hvor
Langelandssunds munding ligger (se Notat: Vurdering af
Storebæltforbindelsens effekt på vandskiftet i Langelandssunds
bundvand, DHI/LIC, 14. april 1989). Den ligger ikke et helt bestemt
sted, da sundet går gradvist over i bæltet. Derved fik man 0,2%, 0,3%
og 0,7%, sådan at de højere tal svarer til, at man har lagt mundingen
tættere på Vesterrenden. I disse tal er tidevandet holdt udenfor
regningerne. Medtages tidevandet i regningerne, bliver de samme tal til
0,2%, -0,4% og -0,6%. De negative tal er naturligvis meningsløse,
fordi de angiver at broens hæmning af strømmen i Vesterrenden
øger vandskiftet i Langelandssund. Det de viser, er det uholdbare
i hele fremgangsmåden. Konsulenterne tager da også i deres rapport
behørigt forbehold overfor resultaterne.
De kraftige forbehold, konsulenterne tager, er ganske udeladt i A/S
Storebælts rappport. Det giver et falsk billede af beregningernes
pålidelighed. Vi mener som konsulenterne, at man med de benyttede
metoder ikke kan udelukke, at reduktionen i vandskiftet er for eksempel
2% i stedet for 0,2%, ligesom Peter Touborgs metoder ikke kan
udelukke et resultat på for eksempel 2% i stedet for 5%-10%.
Mens man altså ikke hidtil har præsenteret resultater for
Langelandssund, som faktisk er beregnet med System 22, ved vi, man
arbejder herpå. Om de kan give en tilfredsstillende beskrivelse af
Storebæltsbroens indflydelse på forholdene på bunden af Langelandssund,
vil - at dømme efter de hidtidige regninger med System 22 - afhænge
af, hvad man slår sig til tåls med. For eksempel beregner man ikke de
størrelser, man egentlig er interesseret i - nemlig ilt- og
saltkoncentrationer - men kun strømningsforhold; og det under
forsimplende antagelser.
På et punkt er der dog ingen grund til at slå sig til tåls med mindre
end den bedste løsning. System 22 beskriver vandmasserne i sund og bælt
som opdelt i områder på 250×250 meter i horisontal retning og
med to lag i vertikal retning. En typisk beregning med System 22 tager
omkring 7 timer på den computer, der benyttes. Men da nøjagtig den
samme beregning kan afvikles på under 5 minutter på den danske Amdahl
supercomputer mod en betaling på under 100 kr, er en langt mere
detaljeret modellering mulig.