Storebæltsbroen og Langelandssund

Henrik Flyvbjerg,  adjunkt ved  Niels Bohr Institutet
Benny Lautrup lektor ved Niels Bohr Institutet

14. maj 1991

 

`Politiken' bragte søndag d. 5. maj på side 4 en artikel af Jens P. Skaarup med overskriften `Frisk saltvand trods broen'. Dette var den seneste af flere artikler i forskellige dagblade, som sætter Niels Bohr Institutet i forbindelse med diskussionen af Storebæltsbroens påvirkning af vandmiljøet, specielt i Langelandssund. Af `Politiken's artikel fremgår det, at Niels Bohr Institutet har foretaget nogle vurderinger, som viser at "farvandet Langelandssund tilsyneladende kan overleve bygningen af den faste forbindelse over Storebælt uden nævneværdige mén", men at instituttet "helst vil holde resultatet for sig selv".

I den anledning vil vi for god ordens skyld oplyse, at Niels Bohr Institutet ikke har udtalt sig i diskussionen om vandskiftet med videre i Langelandssund. Men vi - undertegnede - har forsøgt at forstå uenighederne, efter at vi sidst i marts fik en henvendelse herom fra Styrmandsgruppen. Dernæst kan vi oplyse, at vores vurderinger intet siger om Langelandssunds overlevelsesmuligheder. `Politiken's artikel er således alene baseret på oplysninger afgivet af A/S Storebæltsforbindelsen. Men når `Politiken' har taget sagen op, vil vi gerne redegøre for vor opfattelse af forholdene, idet vi tager det forbehold, at sagen og dens mange tal har mindre interesse, hvis det er andre faktorer, som for eksempel tilførslen af næringsstoffer, der har størst betydning for vandmiljøet i Langelandssund.
Sagen drejer sig om Storebæltsbroens påvirkning af vandskifte og iltindhold i Langelandssunds bundvand. Af `Politiken's artikel fremgår det, at fysikeren Peter Touborg fra Odense Universitet påstår, "at forsyningen med frisk saltvand til Langelandssund vil blive reduceret med måske 10%, og ikke kun de 0,2%, som A/S Storebæltsforbindelsens rådgiver, Dansk Hydraulisk Institut, forudser." Artiklen efterlader det indtryk, at Peter Touborg har ensidigt uret i sine 10%, mens det rigtige tal er 0,2%.
Forskellen på disse tal skyldes uenighed om, hvor meget skillefladen mellem det salte bundvand og det ferskere overfladevand i Vesterrenden ud for Langelandssunds munding svinger op og ned i takt med strømmens retning, og om hvor meget disse udsving betyder for vandskifte og iltforhold på Langelandssunds bund. Peter Touborg argumenterer, at hvis Vestbroen reducerer strømmen i Vesterrenden med 5%, vil udsvinget og dermed vandskiftet reduceres med 5-10%. Modsat kan man argumentere, at det er den samlede strøm i Storebælt, der afgør udsvinget, og at øget strøm i Østerrenden kompenserer for reduktionen af strømmen i Vesterrenden.
 
Computerberegninger foretaget af Dansk Hydraulisk Institut med en hydrodynamisk model kaldet System 22 viser, at det er den samlede strøm i Storebælt, der bestemmer udsvinget. Men de viser ikke, at broens effekt på vandskiftet i Langelandssund bliver 0,2%. Det forekommer os derfor besynderligt, at A/S Storebæltsforbindelsen så sent som i april i år oplyser: "På baggrund af numerisk modellering med System 22 suppleret med analytiske beregninger baseret på måledata, er reduktionen i vandskiftet i bundlaget beregnet til ca. 0,2%" (se rapporten: Storebælt og miljøet. Status, A/S Storebælt, april 1991).
 
Af rapporter fra A/S Storebæltsforbindelsens egne konsulenter - Dansk Hydraulisk Institut og LIC-engineering - fremgår nemlig for det første, at de 0,2% er baseret på en uhyre forsimplet regning, som kun i meget begrænset grad benytter System 22 (se Notat: Videreførelse af iltberegninger i Langelandssund, DHI/LIC, 26. februar 1988). For det andet har konsulenterne allerede i 1989 undersøgt troværdigheden af de 0,2% for A/S Storebæltsforbindelsen ved at gentage samme beregning, men under lidt ændrede antagelser om, hvor Langelandssunds munding ligger (se Notat: Vurdering af Storebæltforbindelsens effekt på vandskiftet i Langelandssunds bundvand, DHI/LIC, 14. april 1989). Den ligger ikke et helt bestemt sted, da sundet går gradvist over i bæltet. Derved fik man 0,2%, 0,3% og 0,7%, sådan at de højere tal svarer til, at man har lagt mundingen tættere på Vesterrenden. I disse tal er tidevandet holdt udenfor regningerne. Medtages tidevandet i regningerne, bliver de samme tal til 0,2%, -0,4% og -0,6%. De negative tal er naturligvis meningsløse, fordi de angiver at broens hæmning af strømmen i Vesterrenden øger vandskiftet i Langelandssund. Det de viser, er det uholdbare i hele fremgangsmåden. Konsulenterne tager da også i deres rapport behørigt forbehold overfor resultaterne.
 
De kraftige forbehold, konsulenterne tager, er ganske udeladt i A/S Storebælts rappport. Det giver et falsk billede af beregningernes pålidelighed. Vi mener som konsulenterne, at man med de benyttede metoder ikke kan udelukke, at reduktionen i vandskiftet er for eksempel 2% i stedet for 0,2%, ligesom Peter Touborgs metoder ikke kan udelukke et resultat på for eksempel 2% i stedet for 5%-10%.
Mens man altså ikke hidtil har præsenteret resultater for Langelandssund, som faktisk er beregnet med System 22, ved vi, man arbejder herpå. Om de kan give en tilfredsstillende beskrivelse af Storebæltsbroens indflydelse på forholdene på bunden af Langelandssund, vil - at dømme efter de hidtidige regninger med System 22 - afhænge af, hvad man slår sig til tåls med. For eksempel beregner man ikke de størrelser, man egentlig er interesseret i - nemlig ilt- og saltkoncentrationer - men kun strømningsforhold; og det under forsimplende antagelser.
 
På et punkt er der dog ingen grund til at slå sig til tåls med mindre end den bedste løsning. System 22 beskriver vandmasserne i sund og bælt som opdelt i områder på 250×250 meter i horisontal retning og med to lag i vertikal retning. En typisk beregning med System 22 tager omkring 7 timer på den computer, der benyttes. Men da nøjagtig den samme beregning kan afvikles på under 5 minutter på den danske Amdahl supercomputer mod en betaling på under 100 kr, er en langt mere detaljeret modellering mulig.