Information, den 15. december 1998

Prøjsermentalitet!

Af BENNY LAUTRUP

På dansk betyder det at være prøjser ikke, at man kommer fra den nordtyske landsdel Preussen, men at man har en særlig mentalitet, som for mange herrens år siden kendetegnede Preussen's adel og hær. Det kan meget vel være, at der overhovedet ikke findes prøjsere i Preussen i dag.

Til gengæld findes de i Danmark og er ved at overtage samfundsmaskineriet. Den prøjsiske mentalitet går ud på at udøve autoritet gennem et stift hierarki med regler og forordninger, der dikteres ovenfra og ikke må drages i tvivl nedefra. Hierarkiets blinde lydighed sikres gennem ansættelse og forfremmelse af ligesindede og gennem isolering, intimidering, trusler, forflytning, afskedigelse eller andre økonomiske sanktioner mod de ulydige. I ekstreme tilfælde, heldigvis så godt som ikke kendt i den danske historie, kan metoderne udarte til politisk fængsel og henrettelse.

I Danmark har ``prøjserne'' især i 70'erne haft trange kår under de mange eksperimenter med anderledes måder at udøve demokratiet på, gennem kollektiver, fællesskab, lokalsamfund, medarbejderstyre, hensyn til de svageste og så videre. Selv om hierarkiet ikke helt kunne undgås, så havde alle disse modeller det fælles træk, at der var kommunikation i begge retninger i hierarkiet. Ledelsen var ikke alene ansvarlig opadtil, men skulle også redegøre for sin indstilling, begrunde sine beslutninger og i nødsituationer forsvare og kæmpe for de grupper, den var sat til at lede.

En sådan tankegang er aldeles fremmed for den prøjsermentalitet, der er ved at overtage vores samfund her i 90'erne. Ledelse er igen blevet ensbetydende med magt og dominans og ledernes ansvarlighed er i stor udstrækning blevet ensrettet i opadgående retning. Politiske indgreb tager karakter af diktater og bliver stadig mere pludselige og uforståelige. Vores demokrati sikrer gennem folkestyret, at der principielt findes en opadgående kommunikationvej, men folketinget bliver systematisk sat ud af spillet ved at blive overdænget med komplicerede lovforslag, der tit vedtages uden at folkets repræsentanter har været i stand til at gennemskue dem. Eller måske fordi!


Et af prøjsermentalitetens stærkeste redskaber hedder økonomistyring og stammer fra erhvervslivets bundliniefikserede praksis. Et moderne samfunds økonomiske kompleksitet fordrer også stor kompetence i regeringen på det økonomiske plan, men økonomer og jurister har efterhånden etableret næsten uindtagelige pindsvinestillinger i statsapparatet. Man taler spøgefuldt om ``djøfiseringen'' af staten, men det er så som så med spøgen.

Senest har finansministeren, i hvad der bedst kan kaldes en sammensværgelse med Venstres leder, gennemført en hårdhændet økonomistyring af et område, der ellers var lovet friholdt af statsministeren, nemlig efterlønnen.

Den voldsomme reaktion, især fra fagbevægelsen, er tilsyneladende og symptomatisk kommet bag på finansministeren og udtrykker en begyndende afsky i befolkningen for prøjsermentaliteten i regeringen. Reaktionen har i høj grad gået på, at radikale ændringer i pensionsforholdene på en nat trækkes ned over hovedet på befolkningen uden forudgående debat om forstandigheden af indgrebet og hensyntagen til de grupper, det bringer i vanskeligheder.


Computeren er prøjserens yndlingsudstyr, for computeren er legemliggørelsen af den mekaniske styreform. Intet egner sig bedre til databehandling end økonomernes lange talkolonner, hvor bundliniens farve afgør om en virksomhed, offentlig eller privat, skal leve eller dø.

Planstyring, rammestyring og økonomistyring er eksempler på, at indsigt erstattes af algoritmer, som derefter kan implementeres i en computer. Algoritmiseringen af samfundet er præcis det, der fører prøjserne til magten, men når indsigt erstattes af mekaniske algoritmer, mistes al den variabilitet, frihed og individualitet, der gør et menneskesamfund stærkt.

Enhver computerprogrammør ved, at en algoritme ikke er mere værd, end det der er gået ind i formuleringen af den. ``Garbage in, garbage out'', lyder parolen, der skal advare programmøren mod at stole for meget på sine egne algoritmer. Dette gælder også for økonomistyringens algoritmer.


Livet på universiteterne og i mange andre statsvirksomheder formes nu efter såkaldt objektive kriterier, hvilket blot er et andet navn for algoritmer. For tiden er algoritmernes diktatur gennem taksameterprincippet ved at gøre det af med naturvidenskab på universiteterne, samtidig med at regeringen i et grotesk eksempel på Orwell'sk newspeak siger, at det er en vigtig samfundsopgave at bevare og styrke naturvidenskaben.

Men forskningsministeren er, som alle hans forgængere, amatør og må forlade sig på, hvad hans embedsmænd hvisker ham i øret. De er jo så kloge, disse hviskende ansigtsløse jakkesæt i kancelliets hierarkiske palæer, hvor indsigt altid har spillet fallit overfor algoritme. De fortæller ham, at naturvidenskab og teknoforskning er samme sag og kan underkastes de samme betingelser om bundliniens farve og den umiddelbare nytteværdi. Hug en hæl og klip en tå. Vi skal nok få den sko på.

Rektor for Københavns Universitet, Kjeld Møllgård, kommenterede for nylig de resultatkontrakter, som universiteterne nu skal til at indgå. Han gjorde opmærksom på, at der altid var to parter i en kontrakt, og at intet kontraktligt forhold er meningsfuldt, med mindre begge parter ser den som en fordel. Han advarede om, at indholdet i enhver kontrakt, der bliver trukket ned over hovedet på en af parterne, risikerer at blive forvansket gennem en bogstavelig fortolkning af dens ordlyd. Han endte med at udbede sig kontakt og reel dialog i stedet for kontrakt.

Det seneste og grelleste eksempel på prøjsermentalitetens indtog på universiteterne er, at faglig bedømmelse skal kunne tilsidesættes af ledelsen ved stillingsbesættelser, et system der kun kan betegnes som legaliseret nepotisme.

Gennem flere år har der løbet en diskussion om nepotisme på universiteterne, og mange ansættelsesforløb er blevet betydeligt forlænget af stribevis af klager over de små fif, der benyttes, når job skal besættes med en person, som ledelsen på forhånd har udset til det. Fiflerier med opslagsfrister og annoncering, udvalgsmedlemmers habilitet, og overdreven snæverhed i formuleringen af opslaget, så det kun tilgodeser en person.

Men det er altså slut nu. Der er effektivt åbnet op for, at alle de beskidte studehandler, der tidligere foregik i det skjulte i universiteternes korridorer, bliver til en uangribelig norm, som institutbestyrelserne kan vedkende sig uden blusel. De, der ansættes, kan aldrig mere vide, om de skal være loyale mod deres egne kvalifikationer, eller den bestyrelse, der kårede dem til stillingen.

Prøjserne udvælger ikke de bedste, men de der tjener dem bedst.


Skal vi af med prøjsermentaliteten, er det første punkt på dagsordenen at kigge sig i spejlet og spejde efter den indre prøjser. Det er nødvendigt, at vi gør op med forestillingen om, at det kun er de andre, der er prøjsere. Vi er selv prøjsere og bliver mere prøjsere for hver dag, der går uden, at vi driver i rette med det.

Vi må gøre op med prøjsermentaliteten på alle planer i samfundet, fra virksomhedernes produktionshaller, over direktionernes tæppebelagte korridorer til universiteternes nedslidte gange og embedsmændenes palæer. Vi må finde prøjseren i os selv og erstatte ham med et levende menneske. Vi må holde spejlet op for de, der ikke selv kan finde ud af det, så at de indser deres vildfarelse. Vi må retablere tovejskommunikationen mellem de der styrer og de der styres, og vi må acceptere den risiko, der er forbundet med at gå imod systemet.