Information den 12. marts 2002
Den skjulte gæld
Af Benny Lautrup
Den danske gæld til udlandet er nu reduceret til omkring 200 milliarder kroner, hvilket er cirka halvdelen af, hvad den var for 10 år siden. Et flot resultat. Der er lys for enden af tunnelen, og hele gælden vil være afviklet inden for en overskuelig årrække, om alt går vel. Vi forestiller os nu, at vi igen kan se de unge i øjnene. De skal ikke længere overtage en lammende offentlig gæld pådraget dem af deres egne forældre og bedsteforældre i de glade halvfjerdsere.
Men vil alt gå vel? Er der virkelig tale om reduktion af gælden, eller er der tale om en skjult overførsel af udlandsgælden til andre områder, hvor den ikke er så iøjnefaldende?
Et hus, der ikke holdes ved lige, taber i værdi ved salg. Dødsboer er ofte mindre værd, end arvingerne tror, fordi de gamle ikke har haft råd, vilje eller kræfter til at foretage den nødvendige løbende vedligeholdelse, for slet ikke at tale om forbedringer af huset. Salget afslører den skjulte gæld, som er indlejret i husets struktur. Eftersom vi ikke har tænkt os at sælge Danmark, kan vi ikke på denne måde bestemme størrelsen af landets skjulte strukturgæld, men der er ingen tvivl om, at den findes. Den findes i forskning og uddannelse, i sundhed og forsorg, i miljøet, og i hele den afpillede infrastruktur, vi efterhånden er blevet vant til.
Udlandsgælden er nem at måle. Pengesystemet er baseret på, at penge hverken kan skabes eller destrueres, men kun flyttes rundt mellem forskellige hænder, eller i moderne tid mellem forskellige konti. Det er pengenes bevarelse og det evige flow, der danner grundlaget for den globale udbredelse af romernes religion: det dobbelte bogholderi. Det er derfor, vi straffer falskmøntere så hårdt. Og det er derfor, at en rundhåndet borgmester før eller senere falder over sine mange ben. Borgerne er ikke imponerede over store gaver, de selv senere skal betale for. Det vil den næste generation heller ikke være.
Strukturgælden er langt vanskeligere at få kvantitativt hold på og fremgår kun indirekte af bogholderiets lange kolonner. Skal man måle den på de manglende investeringer gennem en årrække, eller skal man måle den på manglerne i den faktisk eksisterende infrastruktur? Afhængigt af området, kan det være nemmest at gøre det på den ene eller den anden måde.
I forskningsinvesteringer har Danmark gennem de sidste ti år systematisk ligget noget under de andre europæiske lande. Medens offentlige forskningsbudgetter typisk ligger på omkring et par procent af nationalproduktet, ligger de i Danmark typisk en procent lavere. Da nationalproduktet i dagens mønt ligger noget over 1000 milliarder kroner, vil den samlede værdi af den manglende investering gennem ti år være mindst 100 milliarder kroner. Det er et forrygende stort tal, og man kan med rette spørge om det virkelig modsvares af forældet apparatur, nedslidte bygninger og aldrende personale. Men hvis strukturgælden ikke er 100 milliarder, hvad er den så?
Der produceres svin som aldrig før. Eksportindtægterne stiger og og stiger, og bidrager til den positive betalingsbalance. Besynderligt nok kræves det ikke, at svineproducenterne renser op efter sig. Svinemøget flyver bogstaveligt talt gennem luften og forringer miljøet overalt uden for Christiansborgs godt ventilerede gange. Hvad pådrager Danmark sig af strukturgæld ved ikke at pålægge denne industri at rydde op? Hvor stor sundhedsgæld ophobes hos befolkningen uden for storbyerne? Hvor stor gæld tværes der af på boligejerne på landet, som er tvunget til at kalke deres algebevoksede vægge hvert år? Omkostningerne til oprydning kan meget vel overstige indtægterne i dårligere tider. I så tilfælde kunne man retteligen sige, at produktionen består af gylle med en smule svinekød til modregning? Hvad er den rigtige pris så på en kotelet?
Manglende vedligeholdelse af et hus kan ikke direkte oversættes til et tilsvarende tab i værdi, og noget lignende gælder naturligvis også for manglende investeringer i et lands infrastruktur. Men værditabet kan både være større eller mindre end summen af de manglende investeringer. Man behøver ikke male et hus hvert år for at opretholde dets værdi (med mindre man bor i nærheden af en svineproducent). Men et hul i taget kan føre til at alt husets træværk rådner, så at huset til sidst må rives ned.
Er hospitalerne nået derhen? Manglen på sygeplejersker er nu så stor, at de unge vægrer sig mod at gå ind i uddannelsen på grund af den store arbejdsbyrde, der pålægges de få, der gør det. Hvor stor er strukturgælden i hospitalssektoren? Og hvad med uddannelsessektoren? Yngre lærere flygter fra hele undervisningssektoren, lige fra folkeskolen til universiteterne. At der for tiden er et overskud af ældre undervisere uden andre steder at flygte hen end til efterlønnen, vil kun forstærke effekten, når de snart går på pension.
En nedkørt eller ødelagt infrastruktur kan være langt dyrere at retablere end at vedligeholde den løbende. Hvad vil det i dag koste at bringe skoler og universiteter i en bygningsmæssig forfatning, der svarer til det gennemsnitlige niveau i vore nabolande? Hvad vil det koste at bringe uddannelsesniveauet op på et niveau, vi synes er rigtigt i følge vores egen selvopfattelse som nation? Hvilken indflydelse har det på strukturgælden, at vi har en nettoimport af lavt uddannet arbejdskraft?
Det ville være af stor betydning, om regeringen hvert år ville fremlægge et nationalregnskab, der ud over en redegørelse for statsfinanserne også indeholdt vurderinger af den skjulte strukturgæld (og strukturformue!), samt dens udvikling i det forløbne år. Medens finansloven er bogholdernes tumleplads, ville et strukturregnskab være et stærkt politisk instrument, både for den siddende regering og dens opposition, for slet ikke at nævne den altid undrende befolkning.
Hvad er, for eksempel, forholdet mellem strukturgælden i sundhedssektoren og i uddannelsessektoren? Hvis de to områder ikke er sammenlignelige i størrelse kan omkostningerne til en mindre reparation af den ene føre til en fuldstændig ødelæggelse af den anden. Vi så tilløb til netop dette i finanslovsforhandlingerne, hvor regeringen først bøjede sig efter et massivt pres fra store dele af samfundet.
Et nationalt strukturregnskab ville være af samme karakter som de grønne og etiske regnskaber, der allerede kendes, men uden deres specielle politiske undertoner. Der er ingen tvivl om, at ministerierne allerede har tal på store dele af strukturgælden, men hvorfor ikke lade strukturregnskabet blive en naturlig del af statsministerens årlige redegørelse for nationens tilstand.
Det er klart, at strukturgælden ligesom arbejdsløshedstallene kan manipuleres politisk, fordi den ikke er underlagt bogholderiets strenge regler. Men de mange internationale sammenligninger af nationernes tilstand inden for sundhed, forskning, forsorg, undervisning, økonomi, og miljø, som OECD og andre overstatslige instanser regelmæssigt leverer, kan bruges som en udmærket basislinie for regnskabet.
Voltaire's Candide mente, at denne verden var den bedste af alle mulige. Det kan meget vel være, eftersom vi kun kender en verden. Men danske politikeres tendens til at angribe negative eksterne evalueringer og erklære vort land for det bedste af alle mulige har i de senere år mistet en del af sin troværdighed. Bortforklaringerne af sundhedssystemets og undervisningssektorens åbenlyse skavanker, sammenlignet med andre landes, lyder efterhånden noget hult i befolkningens øren. De karakterer, Danmark får i den europæiske klasse, er nok i det store og hele retvisende for rigets tilstand.
Den efterfølgende generation har krav på at vide så godt, som det overhovedet er muligt, hvor stor arv og gæld, den skal vedgå sig. Også den skjulte!