Information oktober 1995

Danskerens verdensbillede

Af Benny Lautrup

Dagens dansker har intet verdensbillede og ingen forestilling om det univers, vi lever i. Gennemsnitsdanskerens verdensbillede svarer helt bogstaveligt til det erkendelsesmæssige stade i sidste halvdel af 1600-tallet! Med denne provokation, som i virkeligheden er et hjertesuk, indleder den danske astronom Jan Teuber sin debatbog om den forestilling om universet, astronomien møjsommeligt har opbygget i de sidste 300 år.

Teuber betragter sin bog som et reklamefremstød for det astronomiske verdensbillede. Han anser både astronomi og tyggegummi for at være forbrugsvarer, med den forskel, at der er blevet reklameret en hel del mere for tyggegummiet i dette århundrede. Det drejer sig blot om markedsføringsteknik.

Den tror jeg ikke på. Indsigt i naturvidenskaben kræver altid god vilje og koncentration, ikke bare at tyggetøjet er i orden. Astrologien, astronomiens mumificerede forfader, har langt større markedssucces, ikke fordi den bruger et bedre reklamebureau, men fordi den i sin nutidige reinkarnation ikke forlanger større mental anstrengelse end at åbne en pakke Stimorol.

Det er imidlertid glædeligt, at der igen udkommer dansk populærvidenskab, og ikke blot oversættelser --- oftest udført af Jan Teuber -- af udenlandsk litteratur. Bogen er dog for kort, og hen mod slutningen giver den indtryk af at være skrevet for at blive færdig. Lidt flere billeder og en hel del mere tekst havde nok været på sin plads. Teuber burde give sin begejstring for astronomien og sin fortælleglæde betydelig mere spillerum og glemme alt det der om debatten. Alt i alt er det alligevel en fin lille bog om både den ældre og den moderne astronomis metoder og resultater.

Det billede af universet, gennemsnitsdanskeren lige står og mangler, er først og fremmest STORT. Teuber bruger en hel del af bogen på at forklare, hvor stort det er, og hvilke metoder, astronomerne har brugt til at finde ud af det. En sådan tilgang er vældig pædagogisk, fordi den giver mulighed for at fortælle historien i den rækkefølge, udviklingen nu engang er sket, fra det mindre til det større, fra det nære til det fjerne, fra det gamle til det nye. Alene i dette århundrede er vores vurdering af universets størrelse vokset ud over alle bredder, og det mest sensationelle er, at siden 80'erne har man faktisk kunnet se hele baduljen fra den ene ende af universet til den anden med de forfinede instrumenter, astronomerne nu råder over. Teuber gennemgår med klare ord de teoretiske og eksperimentelle forudsætninger for at forstå, hvorledes astronomerne har kunnet etablere hele denne højst besynderlige model for vores univers.

Jeg kan ikke helt lade være med at være pedantisk og pege nogle småfejl i bogen. Når Teuber nu af pædagogiske hensyn vælger ikke at bruge eksponentiel notation for de store tal, astronomien arbejder med, men skriver alle nuller ud, saa er det vigtigt, at antallet er korrekt. Det synlige univers' størrelse er for eksempel angivet som 15 efterfulgt af 21 nuller kilometer, og det er faktisk kun en tiendedel af universets faktiske størrelse!

Noget mere graverende er det ukritisk at gentage den gamle floskel, at de energiproducerende processer i Solen er ``nøjagtig som i en brintbombe''. Der er faktisk stor forskel på detaljerne i den måde en brintbombe virker og Solens forbrænding af brint til Helium. I en brintbombe er brændstoffet tung brint og den kan ved tilstrækkelig høj temperatur hurtigt omdannes til helium, fordi den tunge brint på forhånd indeholder de nødvendige neutroner. I Solen er det den lette brint, der brændes til helium, og det kræver, at protoner omdannes til neutroner undervejs, hvilket kun sker meget langsomt. Det er derfor, Solen varer i ti milliarder år, medens en brintbombe futter af på et mikrosekund.

De spørgsmål, der sættes til debat i denne bog, taber desværre deres punch ved, at der ikke levnes plads nok til argumenterne. Man kan ikke på bare et par sarkastiske sider vende konklusionerne på hovedet, hvad angår debatten om kuldioxyd og drivhuseffekten, eller ozonlaget. At vinde gehør for eller fremkalde argumenter mod sådanne synspunkter kræver en langt mere omhyggelig fremstilling af hele problematikken.

Et af de emner, der også debatteres i bogen, er ``dagligdagens danskers'' behov for astronomi. Den fabelagtige viden, astronomien har opnået om universet, må da have bud til ethvert tænkende menneske, men Teuber forsøger yderligere at begrunde behovet med astronomiens betydning for tidsmåling, kalender, navigation, kerneenergi, fotografiske emulsioner, røntgenscanning, syntetisk aperturradar, digital billedbehandling, etc. Men det var jo ikke det, den astronomiske forskning blev udført for, især ikke i dette århundrede. De teknologiske fremskridt er blot spin-off af astronomernes aktivitet, når de kigger stjerner.

Dette synspunkt, at en del af værdien af denne nytteløse grundforskning ligger i hverdagsanvendelser, er Teuber ikke ene om. Forskningsministeriet har for nylig udsendt en hvidbog, hvor det fastslås, at ``al forskning har et mål og sigter mod anvendelige resultater''. Det er ikke svært at forklare målet med den astronomiske forskning, nemlig at opnå viden om det univers, vi lever i. De anvendelige resultater er det straks sværere med.

Carsten Hauch skrev i forrige århundrede et digt om, at ``der gives stjerner som ikke lyse for Jorden, men over den''. Det gælder på mere end en måde for astronomien. Astronomerne arbejder ikke for at producere spin-off. De kan blot ikke undgå at gøre det. Vi må håbe, at det anvendelige teknologiske spin-off aldrig bliver til begrundelsen for at give bevillinger til en forskning, hvis væsentligste resultat ligger i forståelsen af menneskets plads i universet. Hvis spin-off'et bliver til det centrale, dør den nysgerrighed, der primært har drevet den moderne astronomi. Forskerne bliver prostituerede og ender med selv at tro på, at videnskab kan dyrkes ved at byde sig selv til på anvendelighedens flise.

Jan Teuber
Et nyt univers
Den moderne astronomis verdensbillede
142 sider, 198 kr.
Forlaget Fremad