Information februar 1996

En Tycho Brahe's dag i Planetariet

Af Benny Lautrup

Medens astronomien går fremad med stormskridt, står det københavnske Planetarium tilsyneladende helt stille. Medens aviserne fyldes af bekymringer over de unges manglende interesse for naturvidenskab, så glemmer vi at give dem en ordentlig oplevelse af dens resultater.

Her i vinterferien havde mine to halvstore drenge, Johannes og Simon, ønsket at komme i Planetariet for at se en film på det store lærred. Det var nogle år siden, jeg selv sidst havde været der, og til min store overraskelse var udstillingen i forhallen til auditoriet temmelig identisk med, hvad jeg erindrede fra mine tidligere besøg. I det væsentlige et mørkt og trist rum fyldt med farvede glasplader belyst bagfra. Lidt om planeternes fysiske forhold, lidt galaksebilleder og lidt teknik.

Men hvor var alle de fantastiske opdagelser, der er gjort i de seneste år? Hvad med kometsammenstødet med Jupiter? Hvad med opdagelsen af de fine variationer i baggrundsstrålingen? Hvad med de seneste billeder fra Hubble teleskopet af universets tidligste tid, de enorme galakseansamlinger, stjernefødsler i tågeskyer, og gasbobler der vokser ud af supernovaer? Hvad med de enorme tomme områder, som findes mellem galaksehobene? Hvad med planeter ved andre stjerner?

Det ville være indlysende at gøre dette rum til et forandringens sted med billeder, der altid fortalte om de seneste, mest spændende opdagelser. Hverken børn eller forældre gad kigge på de fasttømrede halvgamle billeder, der hængte der, men stod i stedet og kedede sig grundigt, mens de ventede på at komme ind på de unummererede pladser. Det hjalp heller ikke at gå rundt i ydergangen, hvor udstillingen indskrænker sig til en plakatberetning om Tycho's liv. Den kunne måske have gjort lykke omkring århundredeskiftet. Det foregående, altså.

Hvad med at benytte moderne multimedieteknik til at fange de computervante ungers interesse. En internetforbindelse til Nasa ville være oplagt. Ligeledes små interaktive video film og modeller som i Eksperimentariet. Den eneste knap, vi trykkede på, skulle vist få en komet til at fare gennem solsystemet, men den blev væk.

Vi så filmen Yellowstone. Dens naturbilleder var selvfølgelig storslåede, men igen skinnede billigheden og kommercialiteten igennem. Lidt for mange konstruerede situationer med velnærede asfaltindianere fra Hollywood, som skulle give det ud for tidligere tiders naturmennesker. Simon kaldte det uopfordret ``falsk fortid''. Lidt for meget Jurassic Park i gråbjørnenes brølen, og lidt for lidt respekt for dens farlighed, som bliver kraftigt understreget, når man besøger parken.

Den interessante underliggende geologi blev dårligt illustreret med en uforståelig streggrafik, som knap nok ville have været moderne i halvfjerdserne. Den kom i hvert fald ikke i nærheden af Johannes' computerspil. Desuden gentog filmen sig selv hen mod slutningen og fortalte ord til andet endnu en gang, at dette var et aktivt geologisk område. Til sidst kom gråbjørnen igen og brølede og brølede.

Jeg betalte 193 danske kroner for billetterne, inklusive et meningsløst bestillingsgebyr på 15 kroner. Hvad koster det at tage imod en telefonopringning? Alt for meget for 50 minutters halvdårlig film, og selve hovedfilmen varede kun omkring 30 minutter.

Alt i alt gider vi ikke gå i Planetariet igen. Det er for dyrt og kan slet ikke konkurrere med biografernes eftermiddagstilbud, hverken på prisen eller indholdet. Ungerne synes videnskab er kedeligt. Johannes vil være skuespiller, og Simon har planer om at blive raketpilot. Det smager da altid lidt af fugl.