Af Benny Lautrup

I de sidste tyve år har forskningsverdenen oplevet en syndflod af strukturelle, administrative og bevillingsmæssige ændringer, som har påført den en uregelmæssig udvikling, der muligvis kan forklare det paradoks, at på trods af at forskningen får tilført stadig flere midler, så er der en gennemsnitlig tendens mod stagnerende og endog faldende kvalitet.

Behovet for stabilitet i strukturen, administrationen og bevillingssystemet bliver mere og mere akut, både for den enkelte forsker, for forskningsinstitutionerne, og for den danske deltagelse i det internationale akademiske samfund, herunder langtrækkende samarbejdsprojekter.

Forklaringen på stagnationen kan altså være, at de mange små stød, som påføres forskningsverdenen, får den til at bevæge sig langs en mere uregelmæssig bane, der tager længere tid at gennemløbe end en mere uforstyrret udvikling. Der er ikke tale om specifikt skadelige tiltag, men effekten af mange små påvirkninger, der ikke hver for sig behøver at gøre skade, men som fordi de samlet ikke respekterer de indre tidskonstanter i forskningen, kommer til at gøre skade gennem deres hyppighed.

Som analogi tænker jeg mig en spadseretur fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Den er omkring en kilometer lang og varer lidt under et kvarter uden for myldretid. Normalt går jeg ikke lige ud hele tiden, men lidt i siksak, fordi jeg måske en gang imellem har lyst til at kigge på noget. Spadsereturens indre tidskonstant, det gennemsnitlige tidsrum mellem sik og sak, kan typisk for mig være på omkring et minut. Den udtrykker min tilbøjelighed, og andre kan have en anden.

Forsøger jeg at gå den samme tur i myldretiden, eller endnu værre, under pinsekarnevallet, vil jeg opdage, at den tager meget længere tid. Menneskemylderet tvinger mig hele tiden til at ændre retning, fordi min vej bliver blokeret, så jeg er nødt til at gå udenom, eller fordi jeg bliver puffet fra alle sider og ufrivilligt bevæger mig sidelæns, ja endog baglæns.

Ingen af disse puf er i sig selv skadelige eller fjendtlige, men deres blotte antal fører til, at jeg må tage mange flere skridt for at nå mit mål. I den yderste konsekvens, under pinsekarnevallet, kan turen blive fraktal og nærme sig uendelig længde, og jeg vil aldrig nå frem, men raver rundt som en fuld mand. Al min fremadrettede energi går tabt i en ubrugelig dans på stedet.

I fysikken kaldes dette fænomen brownsk bevægelse og kan typisk ses i et mikroskop, hvor bakterier kastes frem og tilbage af tilfældige varmebevægelser i den væske, de flyder i. Et ekstremt tilfælde kendes fra Solen, hvor lyspartiklerne tager millioner af år om at diffundere fra Solens centrum, hvor de produceres, og ud til dens overflade, hvor de slipper af sted for blot otte minutter senere måske at ramme mig.

Skiftende politiske stemninger får det danske demokrati til at udføre en uregelmæssig bevægelse under sin udvikling mod det uklare mål, et bedre samfund. De mange politiske puf kan føre samfundet i forskellige retninger i forhold til målet, ja for tiden ser det endda ud til at gå baglæns. Denne brownske bevægelse er der ikke så meget at gøre ved, selv om den forlænger processen. Vi har valgt at leve demokratisk med hinanden og alternativerne er utænkelige.

For mange af samfundets indre organer, oftest repræsenteret ved ministerier, er der imidlertid tale om forholdsvis klare administrative mål inden for veldefinerede områder. Her har vi da i modsætning til demokratiet også institutionaliseret en hierarkisk styreform fra øverst til nederst.

Administrationen af dansk forskning foregår i Forskningsministeriet og til dels også i Undervisningsministeriet. Her udformes rammerne for forskere og forskningsinstitutioner indenfor riget og for den danske deltagelse i internationale forskningssamarbejder.

Der er en kraftig, men uundgåelig asymmetri i vekselvirkningen mellem administration og forskning. Medens administrationen hovedinteresse naturligvis er forskningens rammer, så er forskernes hovedinteresse selvfølgelig det at forske. Asymmetrien bevirker, at forskerne ofte ser administrationens virksomhed som generende og til tider ganske unødvendig for deres egentlige arbejde. Det er sjældent, at en forsker, som jeg gør det her, vender sig om og studerer administrationen, men det kan måske være lærerigt for begge parter.

Inden for forskningen forløber der mange forskellige processer med egne indre tidskonstanter, som ikke er givet i de administrative forordninger. I analogien med gåturen på Strøget kan det enkelte skridt for en forsker anses for at være publikation af en artikel og det tager typisk en vis brøkdel af et år, lidt afhængigt af feltet. En gang hvert tiende år vil en forsker måske tage sit felt op til overvejelse og muligvis vælge en anden retning i en langsom siksak bevægelse.

Forskningsinstitutionerne rækker ud over den enkelte forsker og har typiske tidskonstanter, der kan måles i årtier, for deres valg af retning og personale, medens de store internationale samarbejer, for eksempel for partikelfysik (CERN), astrofysik (ESO) eller rumforskning (ESA), har vist sig at have tidskonstanter på et kvart til et halvt århundrede for de mest vidtrækkende projekter.

Administrationen har som alle andre organismer en indre dynamik med egne typiske tidskonstanter. Det opleves af mig, som om tidsrummet mellem ændringer i struktur, administration og bevillingskanaler for forskningen har været betydeligt mindre end forskningens egne indre tidskonstanter i de sidste tyve år.

Tænk på styrelseslovens ændringer, afskaffelse og genindførelse af professormagt, institutopdelinger og -sammenlægninger, demokrati afløst af direktørstyre. Cigarkassesystemet for bevillinger, forskningsråd, programmidler, grundforskningsfond, sektorforskning, jævn udsmøring eller Mattæusprincip (de som har skal gives mere). Opfordring til at gøre mere for erhvervslivet, til at undervise mere, til at forske mere, til at popularisere mere. Samme løn for alle, fedterøvstillæg, belønning af særlig indsats. Nye regler for licentiater, batchelor'er, phd'er. Forskningsovervågning, forskningsevaluering, forskningsselvangivelse, citationer, spørgeskemaer, udvalgsarbejde.

Der er muligvis indre mekanismer i administrationen, som præmierer nye styringstiltag, men risikoen er, at det kan ske på bekostning af det, der skal styres. For at forskningen kan fungere optimalt er det nødvendigt, at de rammer, den omgives af, har tidskonstanter, der er sammenlignelige med dens egne indre tidskonstanter, som ikke kan ændres gennem lovgivning. Ellers fører det til unødvendige brownske bevægelser.

Det betyder naturligvis ikke, at man skal opgive enhver form for styring. Men sund styring kræver dyb indsigt i det system, man ønsker at påvirke, hvad enten det drejer sig om forskningen eller zoologisk have, hvor dyrene jo har omtrent samme mangel på interesse for administrationen som forskerne. Her har man jo efterhånden lært at tage så meget hensyn til dyrene, at de ikke dør af vekselvirkningen med administrationen. Før man gør et indgreb og ændrer på en bestående struktur, har man lært at overveje, om indgrebet faktisk respekterer den indre dynamik i systemet, eller om det går direkte på tværs af den.

Enhver har erfaret, at hvis man stiller for tit på en termostat, der regulerer varmen i en bolig, så bliver temperaturen aldrig tilpas, men altid for høj eller for lav. Systemet er hele tiden under indsvingning og forstyrres igen, før ligevægt er indtrådt. Ganske analogt kan man overveje, før et tidligere administrativt indgreb laves om igen, om systemet faktisk er faldet til ro, om ligevægt er indtrådt. Det er forkert at tro, at transienterne er systemets egentlige respons.

Informationsteknologien har gjort det muligt at måle langt flere størrelser end tidligere. Administrationen er ved at virkeliggøre Galilei's princip om at måle alt, hvad der er måleligt og gøre det, der ikke er måleligt, måleligt. Men implicit i Galilei's princip ligger også, at det system, man måler på, ikke skal forstyrres af måleprocessen!

Skal man udsende et spørgeskema, eller lade være? Skal man indkalde meningstilkendegivelser, når man har en god formodning om svarene? Skal man udforme en strategiplan, når den vil have så kort levetid, at den kun bliver af taktisk betydning? Skal Forskningsministeriet roses for igen at omlægge forskningsrådene? Skal man investere hundredevis af millioner af kroner i hardware og software for at kunne overvåge forskningen og hele tiden tage dens øjeblikkelige temperatur? Kan det gå med forskningen som med barnet, der spræller så meget, medens man forsøger at tage dets temperatur, at det får feber af det?

Uden en administrativ forståelse for den indre dynamik i forskningen og en tøjling af den lyst til styring, som den moderne informationsteknologi muliggør, kan resultatet blive, at vi vil se dansk forskning gå jævnt ned ad bakke uden at kunne forklare nøjagtigt hvorfor. Alle gør en indsats, politikerne bevilger store midler, forskerne slider til langt ud på natten, administrationen styrer af hjertens lyst, og alligevel hjælper det ikke.

Ingen bestemt kan pålægges skylden. Årsagen er manglende global systemforståelse hos administrationen, ikke specifikke fejl. Den velkendte knærefleks, at ansætte mere administrativt personale, fører kun til yderligere puf og stød, fordi deres karrierepres forlanger, at de også skal bevise deres værdi gennem såkaldt fornyelse af styringsmekanismerne.

I yderste konsekvens kan forskningen ende i et gigantisk pinsekarneval, hvor ingen kommer frem, men al fremadrettet energi, alle velanbragte midler og al god vilje går tabt som varmebevægelse i en nytteløs dansen på stedet.