Informationssamfundet tegner ikke lykkeligt mere. I stedet for at blive beriget ved at have al mulig viden lige ved hånden er vi ved at blive overvældet af stigende mængder ligegyldigt input, som belaster vores sanseorganer. Det hele minder mere og mere om luftforurening. Skal vi tage problemet alvorligt, eller vil fremtidens unge vænne sig til informationsforurening, på samme måde som nutidens unge har vænnet sig til luften i storbyerne. Er bekymringen blot et udslag af generationskløften, eller er der som ved luftforurening faktisk et niveau, ingen vil kunne tolerere. De to former for forurening er jo alligevel forskellige, for medens man er tvunget til at indånde luften, der hvor man er, kan man dog nægte at modtage informationen.
Eller kan man? Det blev for et par år siden muligt at få postvæsenet til at lade være med at smide uaddresserede reklamer ind gennem dørsprækken. Det var til at begynde med en stor lettelse, men mange firmaer er nu gået over til at addressere kuverterne direkte til individuelle personer. Nogle er så dumme, at de skriver udenpå kuverten: "Luk brevet op. Det er et personligt tilbud, du ikke kan afslå!". Så ved man, at det straks kan smides væk. Andre er mere snu og diskrete, så det faktisk er nødvendigt at lukke op og se på indholdet, før det kan smides væk. Mere end halvdelen af den post, der i dag kommer gennem min private brevsprække, kan straks bæres ud i skraldespanden.
Informationsstrømmen på arbejdspladsen er også ved at stige ud over alle grænser. Flere og flere papirer passerer hen over skrivebordene, og de, der arbejder i marken, føler, at hvert skridt de tager, skal rapporteres. Alle evaluerer alle og skriver vægtige afhandlinger om det med nye effektive computersystemer.
Væksten i informationsstrømmen kan fortsætte uhindret i lang tid endnu, fordi der ikke er ressourcemæssige eller principielle grunde til, at den skulle flade ud. Information er ikke selv en materiel ressource og kun lidt afhængig af andre materielle ressourcer. Der findes godt nok en meget lav fundamental grænse sat af fysikken, men den vil vi ikke ramle ind i foreløbig.
Meget tyder på, at væksten er eksponentiel. Det vil sige, at strømmen vokser i takt med sin egen størrelse. Jo større den er, des hurtigere vokser den. Eksponentiel vækst er farlig og har karakter af en eksplosion. Den eksponentielle vækst i informationsstrømmen skyldes, at information avler information hurtigere, end den bliver kastet bort, ganske analogt med at menneskeheden vokser eksponentielt, fordi mennesker avler mennesker hurtigere, end de dør. Information giver dog ikke som mennesker selv direkte anledning til forøgelsen, men en større informationsstrøm medfører større beskæftigelse med information og derigennem også forøget produktion af ny information.
Selv om information ikke er en materiel ressource, så bæres den altid af et eller andet materiale. Bøger skrives på papir, musik indspilles på plader, radio og tv optages på bånd. Derfor er der indirekte materielle grænser for informationsstrømmen. På den nyligt afholdte bogmesse i Frankfurt blev der præsenteret tæt ved et hundrede tusinde nye bøger, og det kræver en hel del papir. Der må være en grænse for, hvor mange skove kan vi fælde hvert år for at tilfredsstille markedets behov for bøger og aviser. Strømmen af trykte bøger må før eller senere holde op med at vokse.
Denne indirekte og kunstige grænse for informationsstrømmen kan dog omgås ved at minituarisere og vælge nye medier som bærere af informationen. Medens man våndede sig under mængden af bøger i Frankfurt, kom den ``gode nyhed'' om den elektroniske bog. I stedet for at købe et kilo papir kan man nu anskaffe sig en lille CD, som er lavet af nogle få gram metal og plastic og derfor ikke gør noget ved skovene. Men hvor ligger grænsen mellem et godt tilbud og informationsforurening?
I de seneste år har forskningsverdenen oplevet en revolution i kommunikationen, en revolution som nu også er på vej ind i alle andre samfundsgrupper. Det drejer sig om det globale computernetværk, Internet, der er blevet etableret i slutningen af 80'erne og yderligere udbygget i 90'erne. I dag modtager jeg langt mere elektronisk end almindelig post, og jeg stikker rutinemæssigt min elektroniske finger ind i en computer på den anden side af Jorden og henter en artikel eller et program hjem.
Det interessante ved Internet er, at det ikke er under central kontrol, men snarere er en anarkistisk sammenslutning af mange lokale netværk.
Dette netværk vokser også eksponentielt. For fire år siden var der hundrede tusinde computere tilsluttet Internet, nu er der mere end to millioner. Hver computer har mindst ti brugere, så vi taler her om en direkte og næsten øjeblikkelig kommunikation mellem mere end tyve millioner mennesker. Lige så lidt som vi for ti år siden kunne forudse betydningen af de personlige computere og arbejdsstationer, der i dag omgiver os, kan vi gætte på, hvad denne enorme vækst i kommunikationen vil medføre i de næste ti år.
Endnu modtager jeg kun 20-30 elektroniske breve per dag, men hvor ender det, og hvordan vil jeg håndtere det, hvis eller rettere når reklamerne begynder at dukke op.
Mennesket har en øvre grænse for, hvor meget symbolsk information det kan tilegne sig per sekund. Det nytter ikke at speede radioavisen op til den tredobbelte hastighed, selv om der er vigtige nyheder nok. Så forstår vi simpelthen ikke, hvad der bliver sagt. På den anden side kan hvert menneske ved hjælp af maskiner producere langt mere symbolsk information, end det kan tage ind. Det kræver kun en computer, et tekstbehandlingsprogram, en printer, noget papir og en kopimaskine. I gamle dage skulle en sekretær ind i billedet og resultatet skulle ned til trykkeriet. Det gav en naturlig begrænsning i mængden af papir, embedsmændene i et ministerium kunne udsende.
Denne grænse findes ikke mere. Hvis vi synes informationsforureningen er slem i dag, så bliver den meget værre i morgen. Sådan er eksponentiel vækst. Jeg ved faktisk ikke, om miljøministeriet allerede har en afdeling, som tager sig af disse problemer, men vi bliver inden længe tvunget til at begrænse den informationsstrøm, som rammer individet. Da mere og mere information bliver produceret af maskiner, er det eneste effektive forsvar at benytte maskiner til at filtrere strømmen.
Al informationsbehandling består i at smide information væk. Jo større strømmen er, desto mere skal der smides væk, og jo mere der skal smides væk, desto mere intelligens kræver det ikke at smide det forkerte væk. Vi er derfor nødt til at udvikle intelligente og adaptive filtre, som så at sige kender den enkelte persons interesser. Der skal nok også være flere niveauer af filtrering. Nogle af filtrene er allerede på plads, for eksempel bibliotekerne, som foretager et skønsomt udvalg i bogstrømmen, men der er brug for meget mere.
Det minder lidt om censur, men et filter er ikke censur, så længe den oprindelige informationsstrøm er tilgængelig på en eller anden måde. Vi skal selv kunne vælge, om vi vil bruge et filter eller ej.
Lige som det efterhånden er blevet uetisk at svine andres luft til med tobaksrøg, bør det også være uetisk at svine andres inputorganer til med unødvendig information. Vi har allerede en lovgivning mod støj, som også er en slags information, og en begrænsning af reklamer på tv. For megen lovgivning bidrager også til informationsforureningen, så det bedste ville være, at det enkelte individ vurderede om den information, der var ved at forlade hans eller hendes hånd, nu også var nødvendig - og for hvem. Men det er nok ikke realistisk.
Information er også blevet karakteriseret som en forskel, der gør en forskel. Lad os forsøge ikke at drukne hinanden i så mange ligegyldige forskelle, at de i sidste ende alligevel ikke gør en forskel. Begrebet fordybelse er efterhånden skræmt langt væk, og i stedet har vi fået forstoppelse af alt for store mængder fast-food information. Måske skulle vi begynde at udøve en ny form for civil ulydighed og sætte os op mod de instanser, som påtvinger os den kvalitetsløse information, der mest har karakter af støj, både i vores private hjem og på vores arbejdsplads. Retten til fordybelse skulle være lige så selvfølgelig som retten til at ytre sig.