De ord, vi bruger i tale eller skrift, er vilkårlige tegn uden særlig indre betydning. Meningen med den lyd eller det billede, som udgøres af tegnet, fremkommer først i den sproglige og kulturelle sammenhæng, hvor tegnet systematisk hører til. I ethvert sprog er der regler for, hvorledes korrekte sætninger opbygges ved at lade ord følge efter hinanden, også kaldet syntaks, og i de formelle sprog, som bruges til at programmere computere, er syntaksen faktisk hele sagen. Computeren forstår ikke de ord, som vi formulerer programmerne i. Det eneste en computer egentlig ``forstår'' er de 0'er og 1'er, også kaldet bits, som direkte svarer til elektriske spændinger i elektronikken.
Det, der sker, når vi programmerer en computer, er, at den modtager en følge af bits fra os, som den bryder op i grupper, der hvert svarer til et ``ord'' i det formelle program. Disse ord oversættes derefter en eller flere gange til andre tegn efter helt formelle regler, for til sidst igen at ende som en ny følge af bits, der er ganske forskellig fra den, vi puttede ind. Denne følge af bits er sådan indrettet, at de elektriske spændinger, den består af, vil kontrollere computerens funktion, og derved få den til at udføre den beregning, vi ønsker. Svaret på beregningen er en anden følge af bits, som programmøren kun selv kan forstå ud fra det program, han oprindelig puttede ind.
Computeren ``forstår'' ikke selv den egentlige mening med det program, den udfører. Denne mening ligger alene i hovedet på programmøren. Dette svarer ganske til, at en dansker, som oversætter fra kinesisk til japansk ved at bruge en ordbog, heller ikke forstår et kuk af det, der oversættes. På et lavere niveau forstår han ligesom computeren tegnenes strukturelle elementer - punkter og linier; ellers kunne han jo ikke sammenligne dem med hinanden.
Den normale menneskelige brug af sprog adskiller sig fra computerens ved, at utallige ord er direkte forbundet med sanseindtryk. De har med et elektrikerudtryk jordforbindelse, er jordede. Et menneske behøver ikke som en computer at opfatte en zebra mekanisk som en hest med striber. Når et menneske, der har været mange gange i zoologisk have, ser en zebra, sker der en umiddelbar association mellem synsindtrykket af den virkelige zebra og ordet zebra.
For at en sædvanlig computer skal kunne genkende en zebra, er det ikke blot nødvendigt, at den bliver defineret som en hest med striber. Det ville jo også dække en okapi. Ordene hest og striber skal også defineres, og så videre. Computeren går igennem en utrolig lang logisk kæde af definitioner inden i definitioner, førend den til sidst ender med sine jordede symboler, 0 og 1. Computeren er overordentlig god til denne formelle symbolbehandling, og den kan ofte narre os til at tro, at den virkelig forstår det, den gør.
Den naturlige intelligens hos både mennesker og dyr er karakterisk ved, at den i modsætning til computeren opererer med et meget stort antal jordede symboler, der direkte associeres med sanseindtryk. Der er ingen tvivl om, at en zebra også har automatiske associationer mellem sanseindtryk og sådanne mentale fænomener, vi ville betegne som symbolske. Mon ikke en zebra tænker på græs og på løver?
Mennesket har ydermere gennem sproget udviklet en formidabel evne til symbolmanipulation af samme karakter, som den computeren besidder. Vi er derfor i langt højere grad end dyrene i stand til at jonglere med meningsfyldte logiske relationer mellem de jordede symboler i vores sind. Hvis vi karakteriserer alle informationsbehandlende systemer ved hjælp af to størrelser, nemlig antallet af jordede symboler og antallet af logiske relationer mellem dem, så har den sædvanlige computer kun få jordede symboler, men masser af relationer mellem dem, medens dyrene har mange jordede symboler, men kun få relationer mellem dem. Menneskets intelligens er unik, fordi den både benytter mange jordede symboler og et utal af relationer mellem dem.
I de seneste år er der udviklet nye computertyper, de såkaldte kunstige neurale netværk, der muliggør en langt mere direkte association mellem eksterne signaler, for eksempel elementer af et videobillede, og interne repræsentationer af symboler. Der er ingen tvivl om, at når computerne lærer rigtigt at stikke fingrene i jorden, vil de i endnu højere grad end i dag kunne narre os til at tro, at de er intelligente. Men der vil nok gå endnu en rum tid inden de fuldstændig jorder os.
Litteratur:
Følgende
artikel kan bruges som indgang til emnet
Stevan Harnad: The
Symbol Grounding Problem, Physica D42,
335-340
(1990)