Kosmos i chokoladesovs

Peter Nilson: Stjerneveje,
En bog om kosmos,
216 sider, 198 kr., Spektrum
Oversat fra svensk
af Asta Smith-Hansen

Anmeldt af Benny Lautrup

Måske er det nemmest at overskride grænsen mellem naturvidenskab og humaniora fra den naturvidenskabelige side. Det er i hvert fald fra den side det oftest er prøvet. Denne bog er en videnskabsmands forsøg på at nå humanisterne ved at sammenflette et personligt og poetisk billedsprog med en slags kosmisk naturhistorie. Resultatet er en let læst bog, som dog gennem sin kunstlede form forråder det centrale budskab i naturvidenskaben, nemlig den rationelle indre sammenhæng.

Forfatteren Peter Nilson har som docent i astronomi fra Uppsalas universitet sit videnskabelige alibi på plads. Desuden har han i en årrække også skrevet skønlitteratur, samt populærvidenskabelige bøger og essays. Med Stjerneveje fra 1991 udkommer han for første gang på dansk med en bog, der i øvrigt er sammenskrevet af en række mindre artikler.

Nilson bekymrer sig over, at kløften mellem de to verdener, humaniora og naturvidenskab, i de sidste tyve år er blevet dybere. Han påpeger i sit forord, der er anbragt bag i bogen, at begrebet ``kultur'' i dag overhovedet ikke omfatter naturvidenskabernes problemer og perspektiver, og at selv om man læste alle de såkaldte kulturtidsskrifter, vil man ikke have en anelse om de store forandringer, vores verdensbillede er ved at undergå. Litteraturen ved næsten ingenting om universet.

Det kan man kun give ham ret i. Hans ærinde er derfor primært at videregive noget af det perspektiv over tid og rum, der er så indlysende for ham selv og hans naturvidenskabelige kolleger, og som burde være en selvfølge for hele vores civilisation. Han mener ikke, at vi kan løse det snart altoverskyggende problem, at bevare Jorden beboelig, uden en bredere forståelse for de sammenhænge, naturvidenskaben har afdækket især i dette århundrede.

Som mennesker er vi indrettet til at eksistere mellem det mikroskopiske og det makroskopiske, både hvad angår rum og tid. Vores intuition svigter, når vi forsøger at forstå de størrelser, som er karakteristiske for livets, Jordens, eller universets udvikling. Vi er med vores korte liv og lille krop fanget i en tendens til at se alt ud fra et ``human-chauvinistisk'' synsvinkel.

Nilson har i sit arbejde som astronom vænnet sig til tanken om det store rum og den lange tid. En stor del af bogen går da også med at pille ved læserens fornemmelse for rum og tid. For eksempel speeder han tiden op, så at et år svarer til lidt mere end to millioner rigtige år, noget han kalder et storår. Det er et gammelt trick, men enheden er ny. Kontinentaldriften, arternes oprindelse, og universets historie bliver nu overkommelige fænomener. På et storår udvides Atlanterhavet et hundrede kilometer, og det er tredive storår siden dinosaurerne forsvandt. Jorden blev skabt for to tusinde, universet for seks tusinde storår siden. Men det er blot tyve storminutter siden Einstein skabte relativitetsteorien.

Gennemgående undrer Nilson sig ligesom mange af hans kolleger meget over de naturlige processer, der styrer udviklingen hen mod større og større kompleksitet; men han tangerer til tider det mystiske i sine betragtninger. Han føler for eksempel, at selv om historien er en blanding af tilfældigheder, findes der et kosmisk krav om, at nye former, nye sammenhænge, ny indsigt og nyt liv hele tiden må skabes. Han mener, der findes en ubevidst intelligens i naturprocessernes mønster, og at menneskets tanker og intelligens blot er en skygge af den orden, der opretholder universet.

I slutningen af bogen prøver han i et par fængslende kapitler at se ind i fremtiden, ikke blot den nære fremtid for os mennesker, men universets samlede fremtid. Han kan naturligvis ikke udpensle detaljerne, dertil er der for mange kaotiske processer på spil, men nogle store linier kan tegnes. Ligesom næsten alle mennesker allerede er døde, måske halvtreds milliarder, så er næsten også alle arter uddøde. Menneskeheden vil også engang uddø, men han opfatter vores ``succes'' sammenlignet med andre dyrearter som et tegn på, at efterfølgende arter vil nedstamme fra os. Der vil simpelthen kun være os at nedstamme fra. Til sidst vil også vores Sol og dermed Jorden dø. Måske vil Jorden blive sparket væk fra Solen under en kosmisk flirt med en anden stjerne.

Når Nilson så sit mål? Formår han at slå bro mellem naturvidenskab og humaniora?

Desværre ikke. Nilson svigter i denne bog det centrale i naturvidenskaben, nemlig de rationelle sammenhænge, som knytter alle videnskabens løse fakta om universets fænomener til hinanden. De mest fantastiske videnskabelige erkendelser præsenteres gang på gang uden, at man får nogen fornemmelse for den indre konsistens i metode og teori, og ganske uden omsorg for de kollosale åndelige og materielle anstrengelser, det har kostet at opnå dem.

Forfatteren taler således indforstået om relativitetsteoriens indre skønhed uden at bruge så meget som en sætning på, hvad denne teori eller dens skønhed går ud på. Det siges jo, at enhver formel i en populær bog halverer salgstallet, så Nilson forestiller sig nok, at enhver rationel forklaring også reducerer det.

I stedet udpeger han mystiske sammenhænge, som for eksempel at den jødiske tidsregning også er nået til cirka seks tusinde år efter skabelsen, samme tal som når universets alder regnes i storår.

Bogens stil er en blanding af poetiske landskabsbilleder og videnskabeligt skønmaleri. Nilson ved, at det gør sig at indlede hvert kapitel med et litterært citat og med passende mellemrum indsætte højst personlige og meget poetiske detaljer. Han beretter om, hvordan han om sommeren optræder som bonde på sin fædrende ager og tænker på høhøstens betydning for udviklingen af den europæiske kultur, alt medens han mejer marken! Det er bare for meget.

Nilson er en særdeles dygtig ordsmed, og det hele er meget professionelt, som en moderne popmusikvideo, men det er og bliver pop. Det rå og uspiselige kosmos sælges som kartoffelmos overhældt med chokoladesovs.

Oversættelsen er hæderlig, men heller ikke mere. Der er sætninger, man hverken kan finde hoved eller hale i. Der er meningsforstyrrende oversættelsesfejl, hvoraf den værste er forvekslingen mellem stjernetåger (galakser) og stjernebilleder, som forekommer et par steder. Ordet ``vældig'' optræder så ofte, at man sidder med krummede tæer og venter på næste gang, det viser sig. Vældige stenblokke, Jordens vældige historie, den vældige dæmning, vældige arealer af eng, lysglimt i et vældigt mørke, en vældig meteorsten, en vældig ring, den vældige maskine; jeg kunne blive ved. Det samme gælder ordet ``skimter''. Alting er vældigt og skimtes i denne bog.

Videnskab er baseret på kommunikation af indsigt og viden om verden, ikke på autoritative postulater. Så vidt det er muligt, skulle det også gælde for videnskabelig popularisering. Uden den rationelle indsigt efterlades læseren i samme åndelige magtesløshed som den, der fremkaldes af postulaterne i populære bøger om psykologi, astrologi eller healing.

At Nilsons postulater om verdens indretning så for det meste er korrekte og kan underbygges, hjælper ikke den humanistiske læser, som er tvunget til udelukkende at forlade sig på hans autoritet.

En bog om kosmos på et par hundrede sider, må nødvendigvis blive overfladisk, specielt når op mod halvdelen af pladsen skal bruges på at dokumentere, hvor finkultiveret forfatteren er. Medens jeg ikke er i tvivl om dybden af hans astronomiske viden, har jeg dog en lurende mistro til kvaliteten af den viden, han besidder på alle de andre områder, der berøres.

Jeg længes efter en bog, der ikke beskæftiger sig med hele universet, livet, tanken og kulturen, samt forfatteren selv, men blot tager fat i et lille hjørne, og så giver nogle gode forklaringer.




File translated from TEX by TTH, version 3.00.
On 1 Dec 2002, 21:03.